Hvad betyder din nye sang ’Love Someone’ for dig?
”Jeg har tænkt meget over, hvad det er ved en Adele-sang, der gør, at man gerne vil høre den igen. Det handler om at ramme klicheerne på den rigtige måde, så det ikke føles kliché-agtigt. At være ærlig overfor den følelse, man har som sangskriver. ’Love Someone’ handler om at blive overvældet af kærlighed og samtidig være grundangst for at miste det hele. Hvis man ikke har prøvet den følelse, så kan man ikke skrive sådan en sang. Stor kærlighed kan ikke fakes eller fremtvinges. Jeg er i min musik havnet i et autobiografisk univers. Man kan sige, at det der begrænser mine sange er, hvor meget, eller lidt, jeg oplever. Med sådan en sang her er der meget få ord at bruge af, fordi vi er inde i et Celine Dion-format. Man har færre ord og færre virkemidler i ballader. Men når du får et barn, får du et nyt niveau af kærlighed eller et nyt gear. Inden da elsker du også, men så kommer der et barn, og så kommer der bare 100 procent mere oveni. Vi har prøvet at skrive den glade udgave af Adele’s ’Someone Like You’ med denne her sang. Det er en voksen kærlighed knyttet til bevidstheden om at kunne miste. Min ven William hang sig i januar. Det har jeg været enormt påvirket af. Når jeg er på værtshus med vennerne, så krammer jeg dem lige lidt ekstra og siger, at jeg elsker dem. Man skal sgu huske at sige det. For lige pludselig kan vi være væk. William blev kun 29. Det er så hjerteskærende. Og bagefter sidder man og tænker: Sagde jeg nok, at jeg elskede ham? Kunne jeg have gjort mere? Var jeg omsorgsfuld nok?”.
(I videoen til ‘Love Someone’ er det skuespillere, der spiller Lukas’ kæreste og barn)
Du bliver 30 år lige om lidt. Hvad tænker du om det?
”Om 11 dage bliver jeg 30. Det er 6 år siden, at min far døde. Og i dag udgiver vi en single i hele verdenen. Men jeg har aldrig gået så meget op i alder. Måske fordi jeg har et ungdommeligt ydre, haha. Jeg har ikke haft travlt med at blive voksen, men har nydt mine aldre”.
Men du lever jo lidt teksten fra ’7 years’ nu?
”Ja, jeg har levet i fiktion med den sang i 5 år nu, men nu er alt det, jeg skrev sket. Jeg har rejst verden rundt, fået et barn, mistet venner og blevet 30. Hvis der er sket noget ægte voksent i mit liv, så er det, at jeg er blevet god til at rydde op og holde styr på min kalender. Du kan se – min kone skriver nu og tjekker noget med kalenderen. Det gør hende glad”, siger han og peger på en bippende telefon.
Har du lært noget om, hvad der sker, når ens kvinde er glad? ’Happy wife, happy life’, siger man?
”Vores sexliv er blevet meget bedre, efter at jeg er begyndt at rydde op! Jeg har læst en undersøgelse af, at mænd, der tager sig af de huslige forpligtelser, får mange flere blowjobs, også i lange ægteskaber. Nu er vi så ikke dem, der har sådan nogle problemer, med den personlige forkælelse… Det er mere det med at finde tid til sex. Jeg kan godt se på mange par, der har to børn sovende imellem sig i sengen og går i seng på forskellige tidspunkter af døgnet, at det med sex tit ryger i svinget. Det er sgu ikke godt. Der vil jeg bare lige komme med et lille tip: Ta’ lige et bad sammen der klokken ni om aftenen, når børnene sover, og I ikke er for trætte. Bare jer to”.
Parholdstips fra Lukas Graham. I love it. Hvad gør I?
”Vi har da prøvet at have morgensex, mens Viola løb rundt med en bog og sagde: ”Far, læse bog, læse bog, læse bog”. Og man er sådan: ”Ja, skat, giv nu bare lige far og mor fem minutter, ikke?”. Det er sjovt, at du som mand øver dig hele din ungdom på at holde den og komme efter kvinden og strække sex ud så længe som muligt. Så får man et barn, og så vender bøtten, og du skal igen kunne knalde på fem minutter. Og din kvinde føler sig usexet og ukvindelig, hvis manden ikke kommer eller ikke lige står klar på et sekund. Men jeg synes altså, det er fint, hvis bare hun er kommet, og det er det vigtigste for mig, og hovedpinen er væk. Haha, det er den omvendte verden hjemme hos os. Det er totalt meget hende, der vil lynknalde på fem minutter, og det kan jeg slet ikke finde ud af. Men man siger jo også, at kvinders sexdrive bare stiger med alderen”.
Det lyder hot?
”Vi øver os jo på at lave en 2’er”.
Indtil videre har bandet Lukas Graham en 3’er på vej. Altså album nummer 3. Dermed fortsætter de med at have tre år mellem hver udgivelse, ‘Lukas Graham’ (2012), ‘Lukas Graham (Blue Album)’ (2015) og på trapperne ‘Lukas Graham 3 (The Purple Album)’ (2018).
Lukas Grahams nye single, ’Love Someone’, er ude på alle streamingtjenester og iTunes. Lukas Grahams tredje album, ‘Lukas Graham 3’ (The Purple Album) forventes udgivet 26. oktober.