kø
Foto: Unsplash

Vi er en nation i kø: Den danske køkultur ligner efterhånden noget, der er løgn

Danskerne står i kø som bare fanden for at få tøj, burgere, is og donuts. Ganske normale ting. Så hvorfor egentlig? Vi undersøger sammen med en ekspert det kedelige fænomen, som mange hader og dyrker på samme tid.

Det kan være svært at sige noget positivt om en kø. Med mindre man altså ikke befinder sig i den, eller man er René Redzepi. At folk for ganske nylig har stået i kø i timevis for at smage Nomas svar på en klassisk burger med ost, er indiskutabelt godt for ham og hans butik.  

Men han er ikke den eneste, der kan smile bredt ved synet af andres ventende elendighed. Køer er overalt i det københavnske gadebillede. Det mærkelige er, at folk tilsyneladende selv har valgt det.

Ib Jørnæs, der sælger joggingtøj på Østerbro, har dagligt kunnet observere en sirlig kolonne af kunder ude foran sin butik, efter at det er blevet en regulær hype blandt teenagepiger at gå i blødt tøj, som er lidt for stort.

Også dem, der for tiden sælger såkaldt bubble tea, kan glæde sig over, at ungdommen har fået smag for taiwanesisk læskedrik med bobler og kugler. Måske glæder de sig ekstra meget, fordi de ved, at det er en gastronomisk fis i en hornlygte, der snart fordufter. Ligesom froyo.

Og så er der Bronuts Donuts på Vesterbrogade: En tidligere reality-deltager sælger donuts. København går amok i kø.

Det virker reelt at konstatere, at den danske køkultur efterhånden ligner noget, der er løgn.

EN TUR PÅ @andershemmingsendk SKADER ALDRIG

Virker ulogisk

Det vi taler om, er jo ting og produkter, som er forholdsvis normale. Så hvorfor egentlig? Hvorfor frivilligt vælge at stå i kø for en helt igennem gennemsnitlig oplevelse. Det virker ulogisk, at man gider. Alle hader at stå i kø. Køer er ventetid, intet andet.

Men det er ikke helt sandt.

”Fortællingen er vigtig,” siger Ole B. Jensen, som er sociolog, og har forsket i hverdagsmobilitet i 20 år. Han er især optaget af vores tendens til at samles i køer – anatomien i dem og kulturen omkring dem. Derfor er han også glad for at blive ringet op til den her artikel.

”Det handler om, at vores forbrugsvarer opfylder mere end bare et funktionelt behov, som for eksempel at få stillet sulten. Det vi køber, har også en vigtig symbolsk side. Ting betyder noget mere for os,” siger han og bruger den ombejlede burger fra Noma som eksempel.

”Vi står selvfølgelig ikke i kø i fire timer for at få en McDonalds-burger, men vi står i kø for at få en gourmetsvend på Refshaleøen, fordi produktets kulturelle betydning er mere værd end produktet i sig selv,” siger Ole B. Jensen.

For år tilbage blev der lavet en undersøgelse, hvor nogle deltagere smagte forskellige former for cola for at teste lige præcis dét, Ole B. Jensen snakker om her. Når deltagerne ikke vidste, hvad de drak, kunne størstedelen bedst lide Pepsi-cola. Men når de kunne se, hvad de drak, kunne størstedelen bedst lide Coca Cola.

Smagsløg er ikke uafhængige sensorer, men forbundet til bevidstheden med et bånd, der bliver lige så nemt farvet af indtryk som en hvid t-shirt. Læren af undersøgelsen var, at Coca Colas brand smagte bedst, mens Pepsis sodavand smagte bedst.  

Man kunne også sige, at Coca Cola var lykkedes med at hjernevaske flest først og bedst. Men fælles for de kødannelser, man for tiden finder i København, er, at de mere eller mindre er opstået ud af det blå. Der kører mig bekendt ikke nogle lastbiler rundt i båndsløjfe med donuts og julemænd på siden.

Lige nu kører der til gengæld noget, der ligner en massiv lemmingeopførsel, som opstår, fordi vi alle sammen begynder at tro på den samme fede løgn på samme tid. Spørgsmålet er, om vi i skyndingen helt har glemt køens indbyggede kalkule, nemlig spørgsmålet: Er det det værd? Er den donut virkelig så god? Indtil videre er sandheden nok bare ikke det, vi vil høre.

I køen er alle lige

Lad os lige se lidt nærmere på køen, dette dødkedelige fænomen. De opstår normalt som et resultat af to ting, siger Ole B. Jensen.

”Først og fremmest findes køer på grund af et knaphedsproblem. Der er simpelthen for mange mennesker på for lidt plads. Dernæst kommer der kø, fordi der er en kultur, hvor vi er enige om, at det er det, vi gør. At vi udviser civilitet ved at stille os op på en række. Og det er i virkeligheden et udtryk for noget meget fint, fordi kulturen hviler på lighed.”

I Danmark er det herskende princip i køkulturen, at man lader den, der har stået længst tid, komme ind som den næste. Et slags anciennitetsprincip, som det kræver selvdisciplinering og behovsudskydelse at respektere. De fleste ved, at det kan være svært.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på 90’er-filmen ’Falling Down’, hvor Michael Douglas spiller en helt ordinær mand, der taber besindelsen fuldstændig midt i en evighedskø på en motorvej i Los Angeles. Hans tålmodighed og behovsudskydelse hører simpelthen op, og så eskalerer det hele med automatpistoler og noget med en bazooka.

Den slags sker selvfølgelig kun på film, men de fleste kender følelsen af, at være på nippet til vanvid på grund af en urokkelig kø.

”I køen udspiller der sig en kamp mellem dyret og mennesket indeni os. Der er mange følelser på spil, og hvis køens principper ikke overholdes kan nogle finde på at fare i flint, fordi den dyriske side af os og overlevelsesinstinktet inderst inde tilsiger os, at vi tilgodeser vores eget akutte behov og tager ting,” siger Ole B. Jensen.

De hypede køer udmærker sig imidlertid ved, at der slet ikke findes noget behov. Ingen har behov for Bronuts Donuts. Hvis behovet virkelig var der, ville der slet ikke være nogen kø. Der ville være kaos.

”Enhver der har stået på en togperron i Indien og set, hvordan menneskene presser sig frem for at komme på toget, ved, at det kun er i lande som Danmark, at køkulturen er stille og rolig. Vi har det simpelthen for godt til at opføre os dårligt,” siger Ole B. Jensen – med mindre det lige handler om en frigivelsen af en bestemt Kähler-vase.

”Jeg ved ikke, om du kan huske det. Men folk var jo lige ved at slå hinanden ned for at få dem. Og det er jo virkelig et first world problem,” siger Ole B. Jensen.

Kø-inflation i Danmark

Han fortæller, at der er blevet flere og flere steder, hvor man har kømekanismer i dag i forhold til før i tiden. En slags inflation, der betyder, at vi oftere må opføre os civiliseret, samtidig med at vi generelt får mere travlt.

”Se bare på Borgerservice og på bageriet, eller hvis du ringer til nogen, så bliver du bedt om trykke 1 eller 2 for dit og dat, mens du lytter på noget skrækkeligt musik. Det er der jo ikke noget galt i. Men vi skal passe på, at alle samfundets køer ikke bliver til en slags trykkoger. Lige nu tærer vi lidt på kulturen, og der opstår en vis kø-træthed,” siger Ole B. Jensen.

Træthed og travlhed til trods så står danskerne i kø som bare fanden. Vi er nogle flittige og sindige forbrugere, der elsker mærkevarer og daglange diller. Måske endda i for mange situationer? Det der føles som et frivilligt valg, er ved nærmere eftersyn måske snarere en enfoldig handling, som er orkestreret af en heldig handelsmand. Eller en dygtig én, siger Ole B. Jensen. 

”Hvis du er en dygtig forretningsmand, kan du gøre køen til en del af det produkt, du sælger. Man har set det med nogle tøjmærker, som kun har lukket folk ind i mindre hold – med det resultat, at folk instinktivt tænker, at det er da fedt, det der.”

Det er i hvert fald sådan køens effekt fungerer i en kommerciel og økonomisk sammenhæng. Og selvom vi tror, at økonomi er en eksakt videnskab, handler det i høj grad også om psykologi.

”I virkeligheden handler det om bedrag og selvbedrag. Vi er hele tiden i gang med at retfærdiggøre overfor os selv, at det vi gør, er det rigtige. Også når vi står i kø. Men de fleste af os er ret optaget af, hvad andre mener om os, og i den forbindelse har køen en utilsigtet, men alligevel positiv konsekvens, nemlig at vi bliver bragt sammen,” siger Ole B. Jensen og nævner, at der i visse tilfælde kan opstå en tradition omkring køen.

Det kunne for eksempel være at vælte et hegn på Roskilde Festival, eller at vente på et bestemt bands optræden i halve eller hele dage. Man investerer ligesom noget i køen – hvor dumt kan det lige blive?

I min hjemby Tversted, oppe i Nordjylland, ligger der et lille blåt ishus. Om sommeren er der altid kø, selvom der ligger et gult ishus lige ved siden af, hvor der aldrig er kø. Isen er den samme. Prisen ditto. Men i Tversted kommer hele oplandet for køen, og hvis den af en eller anden grund ikke er der, eller at køen er meget kort, så føles det ikke rigtigt. Turen bliver en fiasko.

”Vi er virkelig nogle mærkelige og sjove skabninger. At vente i flok burde jo ikke umiddelbart være særlig sjovt uanset hvad. Men det kan altså binde os sammen, og så synes danskerne åbenbart ikke, det er så slemt alligevel,” siger Ole B. Jensen.

Footer graphics