Jeg var aldrig sådan rigtig fan af den ikoniske tv-serie ’Sex and the City’, som mange kvinder i min generation ellers dyrkede i 90’erne og 00’erne. Det var dengang, hvor stiletter, cosmopolitans og en pink dildo i skuffen blev kaldt for feminisme, hvilket klingede hult allerede i 1998.
Jovist, serien har altid haft et vist empowerment-budskab omkring kvinder, karriere og seksualitet og satte en vigtig debat i gang omkring, hvordan et liv uden en fast partner kan være både menings- og kærlighedsfyldt. Først og fremmest var den vel en hyldest til veninder. Men hvorfor skulle det pakkes ind i shoppingfantasier om en helt hvid overklasse-klan på Manhattan, der elskede designertøj og opførte sig som om, at en kvindes liv først er komplet, når hun er blevet godt gift med en mand?
Det var der, vi forlod firkløveret, Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha, engang i start-nullerne, fulgt op af to mindre vellykkede spillefilm. Her var alle fire lykkeligt afsat og i gang med at etablere familie eller anden form for monogami. Så hvad skal vi med en ny sæson, er det store spørgsmål? Jeg har gået og grublet over, hvad vi skal lave med de gamle slyngveninder, for i 2021 er shopping og overforbrug ikke smart længere, det er ikke cool at flyve til Abu Dhabi, Manhattan er for gamle, rige mennesker, og vi har haft både #MeToo og Black Lives Matter. ’Sex and The City’ virker i dag både overfladisk og gammeldags.
Tænk bare på dengang, hvor Samantha datede en sort mand og begyndte at tale ghetto-agtigt. Eller da hun iklædte sig en festlig afroparyk efter kemo. Eller den måde Mr Big kalder Carrie for ”kid” og lige henter hende i sin limousine, når han er “in town” og ødelægger hendes andre planer/parforhold. Eller den ekstremt stereotype fremstilling af seriens homoseksuelle mænd som underholdende, perfide dramaqueens og en slags vedhæng til kvinderne – som en smuk håndtaske.
Det har de senere år været populært med reboots af gamle serier og film, tænk bare på ’90210’, ’Ghostbusters’, ’Star Wars’, ’Fresh Prince of Bel-Air’ og så videre. Det går sjældent særligt godt, men man forstår jo godt filmselskaberne og streamingtjenesterne: Der er allerede etableret en fanbase og et brand, som man lige så godt kan køre videre på.
I flere år er der dryppet lidt fra tilblivelsen af den nye ’And Just Like That…’-serie, som er en såkaldt HBO Max Original, hvor vi følger veninderne, der nu er i midten af 50’erne. På de sociale medier er der blevet raset på forhånd over, hvorfor den elskelige Samantha (Kim Cattrall) ikke er med i det nye reboot. Måske er det grundet konflikt med seriens hovedperson Carrie (Sarah Jessica Parker). Måske kommer Samantha med senere eller i en sæson 2. Who knows. Savnet, det er hun da, og fraværet bliver italesat allerede fra første scene, hvor de tre veninder er på restaurant.
Miranda er ved at videreuddanne sig med en kandidat i menneskerettigheder, Charlotte er blevet fuldtids-supermor med fast plads i skolebestyrelsen, og Carrie ”arbejder” med Instagram og podcast, som alle andre fashionista’er nu om dage. For at være helt ærlig, så har Carrie jo aldrig rigtig arbejdet. Hun har skrevet en hygge-klumme, og hvordan det kunne finansiere et liv fuld af restaurantbesøg, designertøj, fritid og ikke mindst en husleje på Manhattan har altid stået lidt hen i det uvisse. Men hun giftede sig jo med en velhavende mand, og i den nye sæson er hun stadig snappy og sjov, f.eks. siger hun, at det at lave podcast i dag er en form for domsmandstjeneste, som alle må stille op til.
I første af to nye tilgængelige afsnit på HBO Max bor Carrie med Big i en svinelækker, luksuslejlighed med walk in-skab (naturligvis), kulturel vinylplade-samling, parforholdshverdagslykke og et badeværelse på størrelse med en (luksus) svømmehal. Miranda bor med Steve, der er blevet døv og gråhåret, og deres liderlige teenagesøn Brady. Og Charlotte bor naturligvis med sin Harry og deres to døtre.
Samantha ser vi ikke, hun er bosat i London, efter at hun og Carrie blev uvenner over noget arbejdsrelateret. Vi må forstå, at det er nærmest en form for protestaktion som kvinde at bestille pomfritter til maden, og de tre ligner stadig noget fra Vogue, så lige der er der ikke så meget nyt under solen. Nogle gange virker de tre hovedpersoner faktisk ældre end midt i 50’erne, som om forfatterne virkelig har villet fremhæve deres alder.
Som når de diskuterer gråt hår, store børn og Mirandas lidt klodsede forsøg på at være aktiv antiracist. Hun føler, at der skal mere til end at ”gå med en pink pussyhat” i dag og kaster sine velmenende kræfter efter en blæret, sort universitetsprofessor, der absolut ikke har brug for at blive reddet af den hvide dame. Det er faktisk ganske underholdende, og jeg håber, at serien vil gå videre med dette boomer-i-2021-spor, fordi det er en smuk måde at forene den gamle serie med den nye og komme omkring seriens problematiske fortid.
Også Carrie kommer i problemer, da hun castes som heteroseksuel ciskvinde i en podcast om kønsroller og er omringet af ærlige og direkte nonbinære, men ikke selv har så meget at bidrage med. Hun skrev engang en ærlig og sjov sexklumme, men det var, da hun var ung og single, og et midaldrende, monogamt sexliv er mere vanskeligt at dele ud af. Og så er der strøet en del sorte, kvindelige karakterer og LGBT-personer ud over castet, hvilket klæder en moderne tv-serie.
Uden at spoile for meget, så kommer der et pludseligt dødsfald, hvilket jo bestemt, desværre, også er en del af et midaldrende liv. Det klæder SATC-universet med denne alvor og tyngde, som de oprindelige afsnit ikke havde.
Jeg tænker, at serien kan vise sig at have en eksistensberettigelse, hvis den tør gå med ind i mørket med sine heltinder. Hvis den tør skildre et midaldrende sexliv. Hvis den tør kigge på overgangsalderen, eller det der kommer efter den.
Hvis serien tilmed tør gå i rette med tidsånden og woke-ismen og ikke kun stryger den med hårene, så er der fuld plade hos denne anmelder, men det er nok for meget at forvente i amerikansk popkultur anno 2021.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
