Forleden postede jeg et billede på Facebook af mig og min kæreste. Anledningen var, at vi den dag havde været kærester i 25 år, og det syntes jeg egentlig, sådan i tal, var ret godt gået.
Vi mødte hinanden, da jeg var 17, han 18, og vi har altså nu været sammen i et kvart århundrede. Det er længe og længere end de fleste forhold, der smedes i ungdomsårene. Men kan man udlede noget – i et universelt perspektiv – om som 42-årig stadig at være sammen med sin ungdomskæreste? Noget, som rækker ud over den til enhver tid unikke kombination af to individer, i dette tilfælde mig og min kæreste, og som bliver til livsvisdom eller et spejl for andre ligeså unikt kombinerede par?
Måske. Her er i hvert fald, hvad jeg har lært om og af at være i et langt parforhold:
Jeg har lært, at der ikke findes én formel på den lange, gode og sunde kærlighedsrelation. At der formentlig findes ligeså mange formler, som der findes gode forhold. Jeg har lært, at jeg ikke vil underlægge mig andres normer for, hvordan man er en god partner – og hvordan man ikke er. Det eneste, der betyder noget, er, at min kæreste synes, jeg er. Og omvendt.
Jeg har lært, at det, man gøder, vokser. At kærlighed skal gødes med opmærksomhed, fysisk nærvær og sex. At man i perioder, hvor job, børn, eksistentielle spørgsmål og andre distraktioner fylder hele ens verden, kan komme langt fra hinanden som kærester, men at det med stålsat vilje, bevidst handling og investering i den anden kan lykkes at finde tilbage til det, man elskede. At en weekend i sommerhus uden børn, en middag med tung vinmenu eller ’okay, det er vist på tide’-sex ikke altid føles belejligt, men sandsynligvis er det hele værd.
LÆS OGSÅ:
Jeg har lært, at børn sover fint i deres egen seng, og at et soveværelse uden børn giver gunstige for ikke at sige livsvigtige betingelser for intimitet i form af dybe samtaler og hud mod hud.
Jeg har lært vigtigheden af at stramme sig an. At der sagtens kan være dage i forvaskede joggingbukser med hængerøv og so what-humør, men de skal følges af endnu flere dage med nyvasket hår, læbestift og ild i øjnene. Som minimum for den andens skyld.
Jeg har lært, hvor elsket man føler sig, når man – knap nok vågen – får serveret en kop morgenkaffe på badeværelset. Dag efter dag. Jeg har lært, hvor vigtigt det er at blive ved med, på 25. år, at rose og anerkende den anden. For sengen, han byggede til børneværelset, for hans smørsprøde pandekager, hans flotte, mørke hår, hans charmerende given efter for børnenes plagerier og for hans imponerende evner på et par ski.
Jeg har lært, at man jævnligt skal snakke sammen om sine drømme, for de forandrer sig, og gør man det ikke, risikerer man, at den andens drøm løber fra én, og at man ikke længere har – eller ikke længere ønsker – en plads i den.
Jeg har lært, at et kærligt, lidenskabeligt og sundt forhold ikke er teflonbelagt på ydersiden. At man kan blive betaget, tiltrukket af, ja, sågar forelsket i andre på sin vej gennem livet, uden at det er symptom på sygdom i det forhold, man er i. At man ikke er et dårligt menneske, fordi det sker, men bare et menneske. Jeg har lært, at det kan være besværligt, men ikke uløseligt – for som sagt; det, man gøder, vokser.
Jeg har lært, at jalousi er en følelse, ikke en dødsdom. At den kan være ubehagelig, afgjort, men at det hjælper at sætte tingene lidt i perspektiv; huske på, at vi bare er mennesker, overveje, om man reelt har mistet noget, trække vejret – og komme videre.
Jeg har lært at grine ad mig selv, når jeg er latterlig eller hysterisk. Jeg har lært, at det er sindssygt dårligt for både forhold og nattesøvn (at forsøge) at lægge sig til at sove efter et skænderi. At det betaler sig at aftale, at det må man ALDRIG gøre – det formaliserer forsoningen og gør det lettere at blive gode venner igen. Jeg har lært, at et smil – hvor svært det end måtte være at fremtvinge – får den forkrampede vrede til at fordufte.
LÆS OGSÅ:
Jeg har lært, at det er vigtigt at have sine egne venner, men også fedt at få venner i fællesskab – venskaber, man opbygger sammen, tikker ind på fælleskontoen som værdifuld kapital, ligesom rejser og den der åndssvage humor, som ingen andre forstår.
Jeg har lært, at man ikke behøver at elske det samme for at elske hinanden. Så længe der er fripas til de østrigske alper og forståelse for, at andre med jævne mellemrum har brug for tid i komplet ensomhed, har kærlighed på tværs af passioner optimale betingelser.
Men jeg har også lært, at en fælles interesse – måske opstået efter 23 år, det kunne for eksempel være landevejscykling – kan kaste ny, tiltrængt energi ind i ligningen og åbne nye hemmelige rum i det menneske, man troede, man kendte hver en kubikmillimeter af.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
