Samfundslivet gennemgår radikale forandringer under coronakrisen. Og det gør mine hverdagsfølelser også. I særlig grad følelsen af ensomhed.
Jeg har i månederne op til coronakrisen været alene hjemme, søgt efter job og fået tiden til at trille med at hyggeskrive på en novellesamling.
Til tider har jeg følt mig lidt ensom i det hele, men pludselig kom coronakrisen, og selvom den har lammende og tragiske konsekvenser for verdenssamfundet, så har den også ændret måden, hvorpå jeg som singlemenneske føler mig ensom. Med positivt fortegn.
Min følte ensomhed har i disse tider dannet et knopskud, lavet en slags forgrening eller foretaget en mutation, der gør den lettere at leve med.
Ensomhed er nemlig under krisen blevet et mainstreamfænomen. Der er ikke længere noget tabubelagt, taberagtigt eller semi-patologisk over at sige:
”Jeg bruger det meste af tiden alene derhjemme.”
Nu udviser jeg faktisk hensyn, hvis jeg sumper rundt i joggingbukser i privaten fremfor at flanere storhostende og hensynsløst rundt i byen i min spritnye – og slet ikke afsprittede – læderjakke.
Jeg føler mig altså ensom, vel vidende at der er millioner verden over, der føler det samme. Den i sagens natur individuelle følelse af ”ensomhed” er nu også blevet kollektiv. I hvert fald mere end den plejer.
Men blot fordi ensomheden er blevet et kollektivt onde, så løser det ikke på magisk vis alle de frustrationer og udfordringer, som følelsen afføder. Den er stadig super duper nedtur.
Og denne lille klumme er i øvrigt også en måde, hvorpå jeg momentvist bryder ud af min ensomhed.
Så ensomhed er overalt, men når alt dette er sagt, så gør coronatrenden alligevel min almindelige hverdagsensomhed en anelse lettere at bære, fordi jeg ved, at følelsen opleves kollektivt. End ikke coronavirussen er så (be)skidt, så den ikke er godt for noget.
Her er et eksempel: Hvis jeg har været indespærret i min lejlighed i en hel dag, så mærker jeg omkring aftentid typisk en voldsom rastløshed, der kan konkretisere sig i et enormt behov for at stikke i kiosken og købe et eller andet totalt random, f.eks. en pose saltstænger.
Når jeg får øjenkontakt med kioskmanden, lyser jeg op i dagens første og største halvmånesmil og siger:
“Heeeeey! Hvordan går det, min ven!?”
“Op og ned, du ved! Men mest godt!” svarer han.
“Nåh, det var godt! Jeg skal bare have denne her pose saltstænger…” replicerer jeg.
Jeg slentrer så tilbage til min lejlighed med rovet, men da jeg kommer ind i stuen, går det op for mig, at jeg overhovedet ikke har lyst til saltstænger. Min fantasi om saltstænger er blevet totalt affortryllet. Hvem fuck køber egentlig saltstænger kl. 22.30? Timingen er HELT off! Det er på ALLE måder et uværdigt indkøb! Alle disse tanker, når jeg at tænke. Og alligevel begynder jeg at gnaske på de skide saltstænger.
Graver jeg nu blot to cm ned i min underbevidsthed, kan jeg konstatere, at kioskturen handler mere om en trang til selskab end om en længsel efter middelmådige snackprodukter. Og selvom hele interaktionen med kioskmanden var himmelråbende overfladisk og kortvarig, så havde jeg det under mødet alligevel som en dybhavsfisk, der efter for lang tid på havbunden pludselig bryder vandspejlet og får livsnødvendig ilt fra overfladen. For efter jeg bippede visakortet og sagde “farvel”, modtog jeg et fornyet energiboost til at klare endnu en aften på alenehedens usigtbare dybder.
Dermed bliver kioskepisoden et eksempel på menneskets dybfølte – og evolutionært nedarvede – behov for socialt samvær. Et behov, som coronakrisen nu demaskerer i pinlig detaljerigdom.
Mange tænkere har gennem tiden foreslået, at frygten for at være alene i virkeligheden handler om en frygt for sig selv.
”It is what one takes into solitude that grows there, the beast within included,” skrev Nietzsche i romanværket ‘Således talte Zarathustra’.
I vores normale hverdagsliv tager vores sociale persona hovedrollen, og livets mere angstfulde tanker bliver skubbet i baggrunden. Men når vi er isolerede fra andre, så har de mørkere sider af os selv tendens til at boble op til bevidsthedens overflade. Derfor undgår vi flittigt isolationen, f.eks. ved at maskingeværs-poste på sociale medier.
Så hvem ved? Måske har vi ikke forstået et af tidens buzzwords, FOMO – Fear Of Missing Out, altså frygten for at gå glip af alt det, der foregår lige nu og her – tilbundsgående nok. Måske handler den rastløse følelse af FOMO ikke blot om frygten for at ”gå glip” af begivenheder i omverdenen. Måske handler FOMO i ligeså høj grad om frygten for at være alene med sig selv.
Den berømte og afdøde psykoanalytiker Donald Winnicott mente, at det er af stor vigtighed, at mennesker opbygger en ”kapacitet til at være alene”. Hvis vi ikke succesfuldt har gjort dette i barndommen, så kan vi ende med at blive for afhængige af andre, herunder kærester og familiemedlemmer.
Vi kan blive for eftergivende og glemme os selv, fordi vi dybest set frygter at blive forladt. I værste fald kan vi konstruere et usundt ”falsk selv”, så vores personlighed ikke bliver andet end en afspejling af, hvordan vi oplever, at andre mennesker vil have, at vi skal være.
Under coronakrisen bliver vores kapacitet til at være alene for alvor testet, og derfor rummer isolationen også en mulighed for, at vi kan lære os selv bedre at kende.
Faktisk kan du afsætte en smule af isolationstiden på at træne din alenehedsmuskulatur og sive dybere ned i de følelser og behov, der i det brusende hverdagsliv drukner i arbejdsopgaver.
Almindelige danskere bliver nu tvunget ind i ensomheden, som man også kunne kalde kunstnerens maskinrum. Placeret i periferien af samfundet ser kunstneren verden og sit liv i en højere opløsning. Gør du det samme?
Jeg har ikke svarene. De blafrer i den bakteriefyldte vind.
Jeg glæder mig inderligt til, at vi som sommerfuglelarver bryder ud af disse påtvungne pupper og igen flagrer bekymringsløst rundt i verden med en ny og forstærket glæde over friheden og medmenneskerne omkring os.
Og er jeg i øvrigt den eneste, der mærker en knugende lyst til saltstænger?
