Henrik Brinks Whiskytønder
Foto: Rita Kuhlmann

Mændene bag Københavns første single malt whisky: ”Vi laver kun det, vi selv kan lide”

Det startede med én mands spirituseksperimenter i et lille skur. Nu er Copenhagen Distillery vokset ud i en kæmpe lagerhal på Amager, hvor de netop har lanceret Københavns første ’Single Malt Whisky’.

Henrik Brinks, CEO og stifter af Copenhagen Destillery, er stadig sitrende efter lanceringsfesten i torsdags, da han fortæller om aftenens højdepunkt, hvor Jim Murray, forfatteren bag verdens mest anerkendte whiskyguide, ‘Jim Murray’s Whisky Bible’, for første gang stiftede bekendtskab med den danske whisky.

”Proppen røg af, whiskyen blev skænket i glasset, og Jim Murray tog glasset op til næseborene. Så sagde han, “jeg må lige have fem minutter for mig selv,” og så drejede han rundt på stolen med ryggen til.” 

For alle i branchen, og især for mændene bag Copenhagen Distillery, betyder en god bedømmelse fra Jim Murray alverden, så netop hans mening var selvfølgelig afgørende for den nye danske whiskyproducent.

”Det var de længste fem minutter i vores liv. Det er jo otte års arbejde og hjerteblod, som er hældt i glasset, og som han nu sad og bedømte. Vi ved, at han er den mest kyndige whiskyekspert overhovedet. Havde vi fejlet bare ét sted, så ville han kunne gennemskue det med det samme. Så vi kunne næsten ikke trække vejret. Da han så endelig vendte sig om, kunne vi se et gigantisk smil på hans læber. Han behøvede faktisk ikke at sige noget. Alt det, vi havde håbet på i otte år stod skrevet i hans ansigt.” 

Jim Murray har smagt og bedømt flere whiskyer end nogen anden. Hvordan laver man et produkt, han kan lide?

”Vi laver kun det, vi selv kan lide, og fordi vi ikke kan lade være. Vi vil gerne presse grænserne og lave noget nyt. Det værste man kan sige om nogen af vores produkter er, at det minder om noget andet. Det ønsker vi ikke. Vores produkter skal være overraskende og smagsfulde. Det er to parametre, vi skal opfylde, og det er faktisk ret svært. At forene det eksperimenterende med velsmag. Men det er målet.”

Whisky er en komplet størrelse

Copenhagen Distillery blev stiftet i 2014 af Henrik Brinks og Anders M. Frandsen, Esben Jørgensen og Ørn Ólason fra designbureauet Thank You Studio. Deres første produkt var den honningbaserede ‘dry gin’, og i dag producerer destilleriet flere typer gin, snaps, akvavit, likør, bitter og whisky.  

Til venstre er Henrik Brinks, CEO og stifter af Copenhagen Distillery. Til højre er produktionens destillationsapparat. Foto: Rita Kuhlmann

Whisky kort fortalt

Whisky laves af korn, gær og vand. Traditionelt anvendes byg, hvede og rugkorn, men andre typer kan også indgå. 

Kornet sættes til at spire og danner enzymer, så det bliver til malt. Vand tilsættes malten og danner en masse. Massen fermenteres ved hjælp af gær og skaber en form for øl. 

“Øllet” destilleres til en klar alkohol, som hældes på træfade i minimum 3 år efter europæiske krav. Alkoholen tager smag og farve fra træet og ud kommer den gyldne whisky.

De mest kendte typer whisky er ”blended” og ”single malt”.

En ”blended whisky” består af whisky fra flere forskellige destillerier og ofte indgår flere kornsorter. 

En ”single malt” består af whisky fra ét destilleri og én korntype. På den måde bliver smagsbilledet mere klart smagsbilledet.

Hvilken smagoplevelse får man I jeres whisky?

“Det, jeg har prøvet at skabe, er Danmark på flaske. Inspirationen er hentet fra de bornholmske silderøgerier, og smagen balancerer mellem det røgede, krydrede og sødmefulde.” 

Hvordan nyder man bedst en whisky som jeres?

”Det handler nærmest om at lave en lille ceremoni. At give sig selv et pusterum, hvor man skaber denne her usynlige barriere rundt om sig selv og siger; nu er det mig det handler om, det er min nydelse, og det er min stille stjernestund, det hele handler om.”

Har vi brug for den stund?

”Ja, i høj grad. Der er altid tusind mails, vi skal besvare og steder, vi skal være. Vi skal huske at tage det øjeblik til os selv, hvor vi er til stede. Whiskyen har bare en kompleksitet, der gør, at den skal nydes i fred og ro. Whiskyen kan både give ro til os selv, men den bygger også bro til andre mennesker. Hvis vi har en whiskysmagning, og der er otte forskellige nationaliteter, og vi ikke taler samme sprog, så gør smagen, at man kommunikerer på et helt anderledes niveau. Hvis du ser smilet hos de andre, så ved du, at de har det godt nu, og det er fantastisk. Det er sådan en form for universelt sprog, du kan opnå igennem nydelsen af en god spiritus. Whiskyen er brobygger, både mellem interesser, på tværs af kulturer og på tværs af, hvem vi er. Alt bliver ligesom nulstillet, og vi får en fælles platform i den stund, hvor vi nyder det samme. Det er vigtigt. ”

Til venstres er ”Klukflasken” med deres første ’Single Malt Whisky’. Flasken er mundblæst af Holmegaard med en håndgraveret etikette. Whiskyen lagres på de 30-liters europæiske egetræsfade til højre på billedet. Foto: Rita Kuhlmann

I har valgt at producere whiskyen i en meget traditionel dansk flaske, men I er ellers ikke så traditionelle i jeres produkter. Hvordan hænger det sammen?

”Vi bygger videre på traditionen, og samtidig udforsker vi grænserne og udvikler rammerne. Vores whisky kommer i en reproduktion af Holmegaards klukflaske. Det er den mest ikoniske spiritusflaske i Danmark. Alle der har stået og prøve at lave kryddersnaps derhjemme har formentlig en flaske derhjemme. Vi startede jo ude i den gamle bryggergård, og i gamle dage hed det Kastrup glasværk, og det var ejet af Holmegaard, hvor de mundblæste klukflasken. Det var der, vi startede vores destilleri. Nu har vi på smukkeste vis bundet en sløjfe på den historie, som Holmegaard startede. Flasken er gammel, indholdet er nyt. Vi laver noget nutidigt og anderledes, som vi forbinder med traditionen. En nyfortolkning af det klassiske. ”

Whiskyen forbinder man ofte med lande som Skotland og Irland, der har en lang og stolt tradition med spiritussen. Hvad kan dansk whisky tilbyde?

”Vi er ikke bundet af konventioner eller traditioner på samme måde, som man er i Skotland, Irland, eller andre lande, som har været igennem en flere hundredårig proces. Vi kan få lov at være innovative og legesyge i vores tilgang. Og så er der det, at vi i Danmark ikke er specielt autoritetstro. Her finder vi folkeskolens kreativitet frem igen. Det er det legesyge og uautoriserede, der skaber noget. Der, hvor alle kan bidrage med deres idéer, uanset deres position i samfundet. Vi ser en folkeskole, der bliver mere og mere strømlinet, det er ærgerligt.”

Hvordan kommer den tilgang til udtryk i jeres arbejde?

”Jeg kommer egentlig med en baggrund som jurist, og Lasse, som er Master Distiller af produkterne, var kemiingeniør i medicinalindustrien. Det, at vi er så forskellige gør jo, at vi supplerer hinanden så utrolig godt. Nogle gange kommer jeg måske med den helt skæve idé, og så kommer de andre og målretter den. Der er ingen i dag, som har alle de kompetencer, der skal til for at lave det fede produkt. Uanset om det er IT- eller spiritusprodukter. Det kræver rigtigt holdarbejde. Sidder man for mange sammen, som tænker ens, så får du en ubrugelig konformitet.”

Hvis nu dansk whisky var en person, hvem var det så?

”Jeg tror faktisk, at det ville være Georg Gearløs, fordi han er den her passionerede, skæve type, som andre ikke rigtig regner for det helt store. Men i Anders And-bladene var det jo nogle gange ham, som løste nogle af de problemer, andre ikke kunne løse. Han har en skæv, uautoriseret og passioneret tilgang til sine projekter. En hjemmegjort type. Det tror jeg meget godt kunne identificere den danske ildsjæl.”

Find mere om
Footer graphics