1. En krise handler aldrig om det, den handler om
Der er altid en samtale neden under den, der kan høres. Den konflikt, episode eller det skænderi, der sender os til psykolog og parterapeut, er bare et symptom. Hvis vi havde kunne finde ud af at tale direkte om det, der ligger under, var der ikke brug for terapeuten. Vi taler om det overfladiske, fordi konfliktens rod er for smertefuld og risikabel at sætte direkte ord på. Tit ligger den halvt og roder i underbevidstheden. Det er den samtale, man for første gang kan få frem og stille skarpt på med en god terapeut.
2. Parterapi er ikke ‘næsten det samme som at være alene til psykolog’
Til solo-terapi handler det hele om ’mig’. Når man kommer som par, er det sjovt nok ikke kun ‘mig’ i fokus mere. Når du fortæller om sine tanker og oplevelser, er der nu en anden tilstede, der husker, oplever og føler de samme ting anderledes. Det føles som at blive provokeret og skubbet til uafbrudt. Man kan samtidig ikke bare tale, men skal også lytte, og de forskellige verdener skal flettes sammen i en fælles bearbejdning. Når man er to, bliver tingene mere end dobbelt så komplicerede.
3. Man kan faktisk være for klog til sit eget bedste
Jeg gik ind til første session parterapi med den overbevisning, at min mand og jeg ville være sådan nogle superklienter. Nemme at arbejde med. Vi er nemlig reflekterede, velformulerede og har været på mange selvudviklingskurser. Bonussen udeblev dog: Vores retorik og selvforståelse var så stærk, at den var låst – og flere af de teorier, som vi havde købt ind på i selvhjælpsland, var ifølge psykologen lige til at lukke op og skide i. Alt det måtte vi aflægge, hvis vi ville være åbne. Vi var ikke superklienter. Vi var slået tilbage til start.
LÆS OGSÅ:
4. Find en terapeut, der er skarp som en ragekniv
For at komme nogen steder i terapi, må man stole fuldt ud på kompetencen hos den, der skal guide en. For mig kræver det en person i terapeutstolen, som er en autoritet og ved mere, end jeg selv gør. Tidligere, når jeg har gået individuelt til psykolog, er det flere gange endt med, at jeg har siddet og tænkt, at eksperten da ikke var så smart endda. Og så brænder udviklingen sammen. Men ikke, da vi gik i parterapi. Denne kvinde – som både var psykolog og parterapeut – var skarp som en ragekniv, og der var ingen tovtrækning om, hvem der ’vidste bedst’. Da jeg overgav mig, kunne jeg bevæge mig.
5. At gå på toilettet først er en god idé
Seriøst, hvor er kroppen dog sær, når ens nervesystem aktiveres! Selve parterapien gik ud på at gøre det ubevidste mere bevidst. Men visse konflikter er pinefulde at skulle tage ansvar for: Når jeg følte mig trængt op i en krog, gik kroppens forsvarsmekanismerne i gang helt af sig selv. Terapeuten hev mine dårlige sider frem i lyset = akut behov for at gå på toilettet. Terapeuten sagde noget ubehageligt, der var spot on = min hørelse virkede pludselig kun 30 procent. Terapeut borede i noget virkelig trælst fra barndommen = Terapeuten forsvandt fra mit normale synsfelt som for enden af en tragt. Kroppen ved, når tampen brænder, og så kommer den ’til hjælp’ med afledningsmanøvre.
6. Det føles dyrt og dårligt…
… men er faktisk kun det første, altså dyrt. At betale 1.800 kr. for at vade rundt i sine trælse par-mønstre i halvanden time x antal gange i streg kan virke naturstridigt. Det er omtrent som at betale kassen for en række smertefulde besøg hos tandlægen. Men hvis terapeuten er god og klientindsatsen grundig, så er parterapi alle pengene værd. Er man i tvivl, kan man jo overveje, hvad det koster at blive skilt. Det kan godt være, at et par i terapi ikke kommer til Thailand eller får en udestue foreløbig. Til gengæld kan det så være, at de rent faktisk bliver ved at være et par.
Et sidste tip: Gå i parterapi, mens I stadig elsker og respekterer hinanden og ikke som sidste nødløsning. Og husk, at det ikke handler om ‘at vinde’ terapeuten over på sin side eller få ret, men om at komme videre sammen.
