Når S-regeringen i sit finanslovsudspil foreslår at skære 0,3 milliarder i støtten til de frie grundskoler, afskærer de samtidig en mulighed for at styrke det frie valg.
Da jeg for 12 år siden fik mit første barn, meldte spørgsmålet sig hurtigt: Hvilken skole skal jeg vælge til hende?
Min tanke var egentlig umiddelbart, at hun som udgangspunkt skulle i en almindelig folkeskole. Sådan en gik jeg selv i, for i min barndom var friskoler for de frelste og privatskoler for de rige, mens alle os andre gik i folkeskole.
Men dengang i 2007 var jeg lige flyttet til Nørrebro – med udsigt over den mondæne Peblingesø og med barske Blågårdsgade i baggården. Og det var også netop den lokale Blågård Skole, vi hørte til. På det tidspunkt rangerede den ifølge Cepos’ måling af den såkaldte undervisningseffekt, så vidt jeg husker, som den andendårligste skole i landet målt på præstationer, og når man samtidig tager i betragtning, at Nørrebro dengang var midt i en intifada-lignende bandekonflikt, var der ingen i tvivl i mit sind om, at det skulle blive over mit lig (hvilket i denne sammenhæng er et ret passende udtryk), at hun skulle gå dér.
Siden har Blågård Skole, og andre skoler for den sags skyld, oppet sig gevaldigt og rangerer nu væsentligt højere end dengang. Det skyldes selvfølgelig ikke kun ranglister, men også, at demografien i et kvarter som Nørrebro har ændret sig, så flere ressourcestærke familier er flyttet til, men sådan så det ikke ud dengang.
Så hvad gør man så? Hvordan forener man det egoistiske ønske om at give sit barn den bedste skolegang og den altruistiske tanke om at styrke kollektivet?
I min optik er der sådan set ikke forskel på folke- og privatskoler. Jeg skelner kun imellem gode og dårlige skoler. Der er masser af fantastiske folkeskoler og lige så mange elendige privatskoler – ligesom der er hospitalsafdelinger, der fungerer fremragende, og andre der gør det modsatte.
Ingen børn er ens. Det er lidt en kliche, men ingen børn er ens, heller ikke mine, og mens det har været perfekt for min datter at gå på en kreativ friskole med færre børn i klassen, er jeg ikke så sikker på, at min søn, der skal starte om et år, passer ind i den ramme.
Om vi vil det eller ej, har ingen børn de samme behov. Nogle trives bare bedst i omgivelser med færre elever, mere tid, nogle særlige værdier eller særlig pædagogik – ligesom der kan være særlige behandlinger eller helbredsmæssige udfordringer, der gør, at man vælger en behandling på et privathospital eller en afdeling, der ikke ligger lige i nærheden.
Konkurrence skader ikke, og den til tider hårde debat om folkeskolen har netop ført til en styrkelse. Siden dengang i 2007 er mange skoler på eksempelvis Nørrebro blevet langt bedre, flere faktisk fremragende, siges det, og jeg ville ikke tøve med at sætte mit barn i en. Men jeg vil også have lov til at lade være.
I øvrigt ligger mit barns skole ikke imponerende højt placeret på Cepos’ liste. På en beskeden 931. plads for at være helt præcis (som dog er bedre end Blågård Skole på 1.306. pladsen. Så det er altså ikke derfor, jeg og andre vælger et alternativ til folkeskolen. Det er for at få noget andet. I dette tilfælde mere musik, mere kreativitet, færre elever i klassen og andre værdier, der ikke kan rates.
Og lad mig lige gøre op med et par skolemyter: En folkeskole kan i yderste tilfælde skille sig af med en elev, der ikke vil underligge sig fællesskabet (§ 6 i bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen), og privatskoler er ikke som et fancy privathospital, hvor alting er nyt og smart, og hvor man vælter sig i Mac-computere og ergonomiske kontorstole.
LÆS OGSÅ:
Privatskoler skal vende hver en 25-øre, og det med at der kun er ressourcestærke børn er ikke rigtigt. Ja, det kræver forældre med visse ressourcer at have et barn på privatskole, men den er lige så fuld af børn med udfordringer, diagnoser og særlige behov – som der på grund af overskud og færre elever er overskud til at give mere plads.
Ofte sker der på en privatskole også en stærk forankring mellem forældre og skole, som engagerer og dedikerer forældrene, så det ikke bare bliver et sted, man dumper sit barn om morgenen og samler op igen fem timer senere.
Mere mediesmart og klidagtigt er det altså heller ikke. I min datters klasse går et barn af en kendt komiker, javel, men størstedelen har forældre, som er skolelærere, sygeplejesker, diverse freelancere, og ingen har hustandsindkomster, der overstiger normalen i vores del af landet.
Efter skole går de alle sammen over i klubben sammen med alle de andre fra folkeskolerne og danner rockbands og politiske partier – hvor de nok i virkeligheden er ret enige, fordi selve det at vokse op i København er (desværre, men det er ikke folkeskolens skyld) blevet et elitært projekt, hvor der bliver længere og længere mellem Ali, Brian og Kenny.
Løsningen er ikke at tage økonomiske tilskud fra privatskolerne for at tilskynde folk til ikke at rykke deres børn. Jeg tror på, at der er plads til både folke- og privatskole, og at de gensidigt kan lære af og lade sig inspirere af hinanden. Så den udhuling af folkeskolen som debatten handler om, ser jeg bare som konkurrence mellem to tilbud, der hver har deres styrker og svagheder.
Jeg er nu heller ikke bange for, at S-regeringen tilbagetrækker støtten til privatskoler. De forældre, der allerede har taget det valg, skal nok klare den ekstra udgift. Men lad mig også lige gøre op med en anden myte om prisen på folkeskole. Når (og hvis) min søn om et år starter på den samme privatskole, er det stort set samme pris som børnehaven.
Men jeg er bange for dem-og os-retorikken, ligesom jeg i det hele taget er bange for at påberåbe en sandhed om verden. For mig at se er problemet, at folkeskolen er blevet stedfaderligt behandlet i så mange år – både ressourcemæssigt og retorisk – og hvis der er kommet noget godt ud af folkeskolereformen, er det et øget fokus på et kvalitetsløft, som den trængte til.
Folkeskolen har mange kvaliteter. Privatskoler har mange kvaliteter. Og vi skal styrke et samfund, hvor begge dele er attraktive.
