corona
Foto: Shutterstock

Heartbeats’ lynguide til god teststil: Man fiser ikke i køen. Det kan jo sive op under mundbindet

Redaktionens uforbeholdne holdninger til kulturen og samfundet handler i denne uge om god stil, stress og et socialdemokratisk selvmål.

Kalenderstress er tilbage

Ditte Giese
Ditte Giese

Jeg havde på en eller anden måde glemt, hvordan det er at have en fyldt kalender. Sådan et helt år uden planer med social afstand og hjemmeliv skaber dejligt meget luft i kalenderen, og selvom vi alle sammen har savnet hinanden og bylivet og kram og bajer, så har jeg faktisk ikke savnet følelsen af at være jaget af min bugnende kalender. Det har været ualmindeligt dejligt at være planløs og fri, bare være spontan og driftsstyret, ingen kedelige kaffemøder og ingen bøvl med glemte aftaler og babysittere, bare køre i sommerhus eller læse en bog derhjemme eller falde i søvn på sofaen en fredag efter aftensmad. Men nu er hverdagen tilbage med fysiske (frem)møder på kontoret og konstante aftale-forhandlinger med den +20-gruppe af kvinder, som jeg kalder mine elskede veninder. Og det er sgu lidt stress. Luksusproblem naturligvis, men som vi alle ved, er luksusproblemer oftest dem, det er sværest at gøre noget ved. Jeg bruger nu igen 80 procent af min vågne tid på at prøve koordinere aftaler for parmiddage, barnets legeaftaler, familiefødselsdage, ferier, de der ulige-lige-uger, venindemiddagene og de knap så spontane svipture. Der må være andre end mig, der er lidt socialt overstimulerede og overvældede over al den hverdag og socialisering? Hvordan fanden kom vi så hurtigt tilbage i kalenderfælden? Der er ikke engang tid til at bage mere! Kunne vi ikke tage bare lidt af Coronaboblens fred og frihed med os ind i den nye hverdag igen?

Senior vanvidsbillisme

thomas balslev
Thomas Balslev

Det har været spændende at følge med i, hvordan de nye regler for vanvidsbilisme har fungeret den seneste måneds tid. Det handler om, at politiet nu må konfiskere biler, som bliver taget med over 200 km/t, hvilket er en tilsyneladende, ja, vanvittig effektiv lov. Politiet har konfiskeret Porscher og Ferrarier i massevis, mere end 60 vistnok, og staten stilles derfor klækkelige summer i udsigt, når de skal sælges på auktion. Her på redaktionen har vi diskuteret, hvad fanden der sker for folk, der kører SÅ hurtigt. Jeg er dog selv lidt af en fartdjævel, og forstår derfor godt trangen. For mig er den største gåde, at visse mennesker slet ikke gider flytte sig i trafikken. Jeg har over tid observeret en særlig stil i trafikken blandt gamle, som opfører sig som om, at gaden er det vilde vesten. De skider på reglerne. I lørdags stod en gammel kone med sin rollator og sms’ede nøjsomt med pegefingeren på sin telefon midt på cykelstien, bomstille og kold i røven. Til stor frustration for de andre trafikanter selvfølgelig. Men i modsætning til sådan nogle profane skikkelser som jeg selv, der jævnligt får smidt eder og forbandelser i nakken for nærmest ingenting, fik denne kone lov til at stå i fred og ro. Den slags trafikal arrogance og forskelsbehandling er jo helt hen i vejret – og velsagtens også en form for vanvidsbilisme. Eller vanvidsfærdsel. Problemet ved at konfiskere en rollator er selvfølgelig, at det så er staten selv, der skal købe en ny. Man kunne til gengæld overveje at overlevere de konfiskerede turbobiler til de gamle. Så gled det hele måske lidt nemmere.

Foto: Shutterstock

1800-tallet har ringet

Ditte Lynge

Det er faldet socialdemokraten Jacob Harris for brystet, at Vi Unge denne måned – og for første gang i magasinets historie – har et kyssende, lesbisk par på forsiden. Mens alle andre hylder forsiden for at være revolutionerende og magasinet for at favne bredere end nogensinde, mener Harris, det er ”forkert”, at medierne har ”et behov for at iscenesætte homoseksuelle som idoler”. Jacob Harris, der er byrådskandidat for Socialdemokratiet i Høje Taastrup, frygter, at Vi Unge med forsiden inspirerer andre unge til at springe ud som homoseksuelle og endda få psykiske problemer. Og vi kender det jo alle. Man triller ned i kiosken for at investere i noget hyggelæsning, og inden man får set sig om, er man blevet influeret til at købe tre kjoler OG har fundet sammen med Lotte fra parallelklassen… Om Hele Danmarks Mette har prikket Jacob Harris på skulderen og mindet om, at kalenderen skriver 2021, melder historien ikke noget om. Dog har Harris efterfølgende forsøgt med lidt damage control-ish. For han er slet ikke homofob. Det er bare så irriterende, at homoseksuelle allerede fylder så meget i medierne, som han skriver i et nyt opslag på Facebook: ”Allerede nu er homoseksuelle med i alle tv-programmer, film og serier, så I skal nok blive set og hørt”. Jakob Harris’ algoritme kender kun han selv, men noget tyder på, at partifællerne i Socialdemokratiet er ved at være trætte af den åbenmundede politiker in spe. På Facebook går tidligere ligestillingsminister Mogens Jensen, der selv holdt sin seksualitet skjult til han var 33 år, i rette med Harris. ”Det er helt naturligt og vigtigt, at et blad som Vi Unge viser den mangfoldighed, vi er som mennesker. Vi ER forskellige og heldigvis for det. Socialdemokratiet har den grundværdi, at alle skal have mulighed for at være den, man er (…) Så tusind tak, Vi Unge”, skriver Mogens Jensen. Jeg stemmer i.

Vi Unge
Foto: Kavian Borhani.

Go’ podningsstil

Luna Ehlers

Besøg på testcentre er blevet ugentlig kost for de fleste. Man kunne derfor tro, at alle efterhånden havde de basale testcenter-do’s and don’ts inde under huden. For udover at have mundbind klar, afspritte hænder og følge pilene er der meget få ting, vi som borgere skal have styr på, når vi står i de hvide telte. Men det er åbenbart ikke klart for alle. Hvis du er en af dem, der har lidt svært ved at fange den gode podningsstil, følger her en liste, som du kan printe ud, laminere og have med som en lille huske-lap. Here we go: 1. Du snyder dig fandeme ikke foran i køen! Det er bare så douchebag-agtigt. 2. Man fiser ikke i køen. Jeg er med på, at coronafrygt kan sætte gang i den nervøse mave, men det kan altså være grufuldt at være fanget i en prutboble. Særligt hvis den har listet sig ind under det tætte mundbind – og hvis det er en andens fis. 3. Ha’ nu for pokker det skide sygesikringsbevis klar. Der er så mange, der først står og fedter med pungen, når de er fremme ved skranken. Hvis det er dig, og det er fordi, du aldrig kan finde din pung, kan du jo downloade Kviktest-app’en. Så er det hele på telefonen. Smart! 4. Og i den forbindelse skal du altid, altid, altid huske din telefon – og strøm på den! Med eller med uden Kviktest-app. 5. Lad nu være med at skynde på de stakkels podere. De gør alt, hvad de kan for at få os alle sikkert gennem køen, og det må da være pinsel nok, at de iført grimme, hvide rumdragter skal stikke ting op i næsen på os andre. 

corona
Foto: Shutterstock

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics