Den urolige energi af junkier på jagt efter det næste fix mærkes lige så snart, dagslyset mødes med metroens indeklemte kunstige lys på hjørnet af 3 Av. og 149 St. i det sydlige Bronx. Et kryds, der er ligeså trafikeret som The Times Square på Manhattan med en konstant summen af biler på vej i alle retninger, der ligger som et massivt lydtæppe over bydelen.
Det er tidlig eftermiddag. En sms tikker ind på telefonen fra aktivisten og bloggeren Ed García Conde, som meddeler, at han er en halv time forsinket. Han sidder fast i trafikken efter et byggemøde med guvernøren i The Bronx. Vi skal tilbringe resten af dagen sammen og tale om det, der optager ham allermest; gentrificeringen af hans barndomskvarter, der tæller Melrose Av., Mott Haven, Grand Concourse og Port Morris. Et skræmmebillede, der har forandret Brooklyn, Williamsburg og mange andre kvarterer i New York, hvor invasionen af bygherrer og investorer har tvunget folk med lav indkomst ud af deres bydel. En tendens, der begyndte i byen allerede tilbage i 1990’erne, og som ses i alle verdens store byer.
Aftalen er kommet i stand efter en voldsom reaktion efter The South Bronx kom på en liste i The New York Times over ‘must-visit’-områder. De hånlige kommentarer fra de lokale på de sociale medier var ikke til at tage fejl af. Udmærkelsen var en trussel mod kvarterets multikulturelle, fattige beboere og det endelige dødsstød hen mod bygherrernes uundgåelige indtog i New Yorks uartige kvarter.
For 40 år siden var New York en døende by. Stigningen i den industrielle sektor, massiv kriminalitet, forurening og raceuroligheder tvang middel- og arbejderklassen ud af byen til forstæderne. Ejendommene tilhørte primært den hvide middelklasse som ikke havde en chance for at tjene på deres ejendom. Men så kom 90´erne. New Yorks borgmester Rudolf Giuliani indførte sin antikriminalitetskampagne med en nultolerance-politik, der gjorde byen mere sikker. Byen fik mulighed for at blive globalt centrum for bank- og finanssektoren, og den øverste middelklasse begyndte at vende tilbage til byen og opkøbe ejendomme. Et af de første steder var kunstnerkvarteret Greenwich Village. Det første spadestik til det, der i dag kendes som gentrificering
Begrebet “gentrification” stammer fra ordet ‘gentry’, der kan oversættes som lavadel eller herskab. Det blev første gang brugt af byforskeren Ruth Glass i bogen ‘Aspects of change’ (1964) som en let ironisk betegnelse for byforandringer i London
Ed García Conde har parkeret bilen. Vi spadserer ned af Melrose Av., hvor han har boet hele sit liv. Et par deli-ejere sælger alt fra Tupperware til mælk og står ude på gaden og ryger. Ed Conde hilser på dem ved fornavn og peger ned af en sidegade, hvor hans forældre stadig bor. En lille smal gade med lave små rækkehuse, der minder om gader i Caribien.
Ed Conde taler med en blød, venlig stemme. Han er langt fra det rå image, som bydelen fik tilbage i 1970’erne, hvor hiphop og graffitikunst blandede sig med røgen fra brande, der hærgede kvarteret, i en tid hvor bandekrige og narkokarteller havde kronede dage. Der er intet aggressivt skabt i ham, og derfor tager det også lidt tid at mærke den markante modstand, han udviser mod enhver form for forandring, der kan skade hans kvarter.
”Vi er den fattigste og mest multietniske bydel i USA, hvor over 50% af beboerne har en indkomst under fattigdomsgrænsen. Vi har ikke råd til at blive gentrificeret af den hvide middelklasse.”
I en gade mellem to huse vokser der højt græs bag et hegn. En dukke med kun et ben ligger mellem resterne af en gammel rusten vandhane. Han peger lidt længere ned ad gaden mod en rød murstensbygning med et lille hvidt trækors på tagryggen.
”Da jeg var barn, var der kun kirken. Resten var brændt ned. Da det stod værst til, sendte de børn rundt med sedler i ejendommene for at advare beboerne før branden blev påsat.”
Han viser mig billederne på sin telefon. De sort-hvide fotografier ligner en krigszone fra det bombehærgede Syrien. Bygninger står i ensom majestæt og svajer med tomme mørke øjne, der hvor der plejede at være vinduer. Jorden er fyldt med murbrokker, og man kan næsten lugte røgen ud gennem telefonen.
Brandene kom som en reaktion på en lov fra 1930, der inddelte New York i zoner og farver i et hierarkisk system. The South Bronx havde bogstavet D og en rød ring rundt om de fleste af kvarterets boligblokke. En rød ring med tilnavnet ‘neger-infiltration’, der gjorde husene værdiløse over night. I desperation hyrede husejerne bander til at brænde deres boliger ned for at få udbetalt forsikringssummen, og i en periode på ti år mistede bydelen 40 procent af boligerne. Ed Conde påpeger i al sin venlighed det racistiske motiv bag den røde cirkel, som nu er blevet forbudt ved lov, men i hans overbevisning stadig hersker et sted langt inde i den amerikanske DNA.
Det er svært at forestille sig i den rolige gade med fine huse og vejtræer. Ikke noget prangende, men rent og fint. En ældre kvinde fejer fortovet ude foran sit lille hus. På hjørnet af en af de gamle brandtomter ligger en nyttehave med et blåt træhus med hvide skodder omgivet af et blomsterbed. Et par plastickaniner står imellem efterårsblomsterne og kigger op mod et nybygget højhus i baggrunden. Vi går side om side ned igennem gaden. Ude foran hans gadedør, et par gader væk, taler han med naboerne på spansk. Siden han var barn, har kvarteret udviklet sig fra at være hjem for hovedsageligt fattige puertoricanere, italienere og irere til også at tælle en stor gruppe fra både Afrika, Mellemøsten og Albanien. Ed ser det som en positiv udvikling. Det er en helt anden gruppe, der bekymrer ham.
”I løbet af de sidste fem år er der flyttet fem hvide familier ind i min ejendom. Husejerne klapper i hænderne. Hvid tiltrækker hvid, og gør kvarteret attraktivt. Huspriserne og lejen skyder i vejret.”
LÆS OGSÅ:
Er den røde cirkel så ikke bare blevet skiftet ud med en hvid cirkel?
Han trækker på skuldrene.
”Hvis jeg bare kunne sige, at de hvide familier kom af egen fri vilje, ville det måske være anderledes. Men de kommer af nød, og ingen af dem ønsker at bo her.”
Ed Conde vogter om sit kvarter som en hønemor, hvor ræven lurer lige om hjørnet.
Som vi går igennem kvarteret, viser han mig nogle af de nye tiltag, hvor højhuse skyder op en efter en. På den ene side vil han ikke have udviklingen, men på den anden side indrømmer han også, at kvarteret har brug for penge til bedre skoler og uddannelse.
”Jeg har intet imod, at der kommer mere liv i bydelen, men jeg har et problem, når de lokale beboere ikke længere føler sig velkomne i deres eget nabolag og ikke har råd til at gøre brug af de nye steder.”
I en gade har graffitikunstneren Banksy sprayet med rødt ‘Ghetto 4 Life’ på en grå mur med et lille barn, der peger på sloganet. Ed Conde ærgrer sig over graffitien. Den cementerer kun en gammel forestilling, som lokalbefolkningen gør alt for at bevæge sig væk fra. Ydermere ærgrer det ham, at turister ankommer kun for at se Banksys værk eller tage billeder, hvor filmen ‘The Apache’ med Poul Newman blev indspillet i starten af firserne, da The Bronx stod i flammer. Når de er færdige med at fotografere, stiger de ind i bussen igen og tager videre. Det har ifølge Ed Conde intet at gøre med sjælen i hans kvarter, men bygger på ren nostalgi. Hvis det stod til ham, blev de besøgende i kvarteret og mærkede alt det andet som også foregår.
”Graffitien er opstået i The Bronx og nu kommer de bare for at kigge, fordi Banksy har været forbi. De kunne jo kigge på alt det andet graffiti.”
Nede ad Melrose Av. og 3 Av., ikke så langt fra Banksys graffiti, er det svært at få øje på, hvad der ellers skulle tiltrække den klassiske turist, der er vant til fastfood-kæder og tøjbutikker, der ligner alle de andre i hele verden. Der ligger ikke en ærlig café, og det er næppe andre end den modne berejste globetrotter, der sætter pris på den lille restaurant med lokale smagsoplevelser fra Vestafrika, eller køber en farverig skål i en af de etniske butikker. Men selv den velmenende globetrotter kan være farlig for gentrificeringen i The South Bronx, mener Ed Conde. Tit kommer de som de første med den berejstes romantiske forestilling om at være tæt på andre kulturer. Lige i hælene følger den noget yngre entreprenante hipster, der tager chancen og åbner et lille skævt sted. Et tydeligt eksempel er Williamsburg i Brooklyn.
Og er der noget, Ed Conde ikke ønsker, så er det et nyt Williamsburg, hvor arbejderklassen er blevet fortrængt af cool second-hand butikker, kaffe i alle afskygninger, vegetarrestauranter, vinbarer, raw food og koldpresset juice. Vi går ned ad gaden, hvor han bor med sin gamle hund, tre katte og en ekskæreste. Hans hund skal luftes og stopper op for at tisse. Mens den letter ben, letter Ed Condes tanker yderligere:
”Når du som ’gentrifyer’ kommer til et nyt kvarter, så er det din pligt at spørge folk, hvad du kan tilbyde kvarteret. For mig kommer det ud på et om du er kunstner, hipster eller en investor med mange penge. Det handler om måden du gør det på.”
Omkring Port Morris langs East River skyder boligerne op. Et stort anlagt projekt med luksusboliger, boutiquehoteller, natklubber og en esplanade langs vandet skal stå færdig i 2020. Samme kvarter som Bronx Brewery ligger i og flasher som den første og eneste hipsterborg so far i The South Bronx. Gentrificeringen går sin imperialistiske gang, om Ed Conde vil det eller ej. Spørgsmålet er, om den stærke lokalånd og kultur har kræfterne til at vise retningen, inden de ender som Williamsburg.
”Jeg ved ikke, om vi kan stoppe udviklingen, men jeg håber vi kan lære af de andres fejl.”
Mørket er ved at falde på. På The Bronx Documentary Center er der reception. Det røde murstenshus ligger på hjørnet af Courtland Av. og E 151 St. Stedet huser en stor samling fotobøger af nogle af verdens bedste fotografer. Gæsterne er hovedsagligt hvide fotojournalister og lokale unge, der bliver uddannet i fotojournalistik. På en husfacade kører et lysbilledshow med deres fotografier. Billederne skyder op på den nøgne væg; fra transkønnede prostituerede i det hårdt trængte Hunts Point til hvide bygherrer på en baggrund af huse i Port Morris, der skyder op i højden og i priser, der ligner Manhattans.
Vi drikker en øl, inden vi går videre for at spise aftensmad på en lille italiensk restaurant.
Melrose Av. er næsten ligeså mennesketom som Lyngby Hovedgade efter lukketid. Kun bilerne fra den store forurener, Cross Bronx og Bruckner Expressway, rumler som et jordskælv i baggrunden på tresindsstyvende år og sætter the South Bronx på listen over den største koncentration af asmatikere i New York.
Inde på den italienske restaurant, Porto Salvo, sidder fire par og tre unge velklædte, hvide mænd og spiser. Den træbeklædte bardisk har et ror forenden af baren, og man kunne ligeså godt sidde ved en havn i Italien. Ed Conde sender blikket anerkendende i retning af baren.
”De ansætter kun lokale.”
De tre hvide mænd praler af deres nye lejligheder i Port Morris. Ed Conde vrænger på næsen over samtalen. Telefonen ringer, inden han når at sige noget. Det er hans mor, der er bekymret over orkanen, der raserer Puerto Rico. De taler på spansk. Vi spiser i tavshed vores mad. Det har været en lang dag i The Bronx. På vej ned til metroen taler vi om orkanen. Ed Conde er sikker på, der kommer flere fra øen til kvarteret, når vinden har lagt sig, men om de har råd til at slå sig ned i The South Bronx, ved han ikke.
Næste morgen vågner jeg i Williamsburg til lyden af jern, der slår mod hinanden. Bygningsarbejderne er allerede i gang fra solen står op. Om The South Bronx slipper for den lyd, må tiden vise.
