Da jeg var en yngre mand, havde jeg en klar idé om, hvordan mit liv skulle at se ud. Jeg havde en lang række forhold bag mig, som jeg i klogskabens klare skær vist roligt kan sige, ikke altid havde en speciel høj succesrate – nogle ville måske endda sige dødssejlere. Derfor lavede jeg en plan, og jeg var mere end nogensinde opsat på, at den skulle følges – en liste med ting der skulle krydses af, for at jeg havde succes i livet:
- En kone
- To børn
- Et hus
- Bil(er)
- Lang hæk (klippes inden Sankt Hans).
Tjek.
En dag mødte jeg den rigtige pige, og efter tre-fire måneder besluttede vi at flytte sammen. Jeg var 35 år. Nu kunne jeg sammen med hende begynde at krydse af på listen. Og vi fandt drømmehuset og den lange hæk.
Men en dag bankede en ny virkelighed på. En hvid plastpind med lilla låg blev lagt foran mig ved siden af morgenkrydderen – og to klare lyserøde streger stirrede mig lige ind i øjnene. Jeg skulle være far. Pludselig begyndte noget andet at presse sig på, som ikke stod på listen – og som jeg slet ikke havde turde se på.
Jeg må have set sjov ud i hovedet, da jeg tvangs-sank det sidste af min morgenmad, for alt spyttet i min mund var forsvundet på rekordtid.
Jeg vidste jo godt, at ‘barn’ stod på listen – jeg havde selv skrevet den. Det var jo per definition sådan, “man” gjorde i vores alder. Mine venner havde allerede været i gang i et stykke tid med at multiplicere sig, optage F1-lån til nyt glaseret tag, holde barnedåb i haven med semi-italiensk buffet og børnebord. Jeg følte, at jeg var bagud – og det pressede mig, for jeg ville ikke stikke ud af flokken.
Og nu stod min kæreste der med plastikpind, hun havde tisset på, gravid med mit barn og min reaktion var slet ikke den, jeg troede. Det var ikke som i den film, jeg havde spillet oppe i mit hovedet, hvor jeg løb hende i armene. Jeg blev i stedet lammet.
Et var en romantisk tanke om familielivet. At stå på en strand, mens det perfekte og artige barn legede i kanten – min kæreste og jeg hengivent smilede til vores afkom med et glas let perlende hvidvin. En anden var, om jeg var klar og overhovedet havde gennemtænkt det, jeg havde gang i fra alle vinkler? Kunne jeg opdrage mit barn, uden at han/hun blev psykotisk, vælge det rigtige ble-mærke med den rigtige lækagebarriere, kunne stå op 24 gange på en nat. Og så var der noget, der prikkede til mig indeni, men jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad det ville mig, eller præcis hvad det var – eller om jeg overhovedet turde vide det.
Når jeg dengang blev presset ud et sted rent følelsesmæssigt, hvor jeg ikke kunne bunde, var min reaktion for det meste, at jeg tit mentalt og fysisk bakkede væk med 120 km i timen. Og den refleks valgte jeg at følge. Jeg bakkede ud af hoveddøren, satte mig op på min racercykel og på en episk lang tur i et svært tempo, prøvede jeg at tage ind, hvad der lige var sket.
Jeg var bange for, at jeg havde taget den forkerte beslutning. Jeg havde gjort noget, jeg aldrig kunne gøre om. Jeg blev hundeangst over manglen på fortrydelsesret. Over den smækkede dør, jeg aldrig ville kunne liste mig ud af. Over at vi nu ikke bare legede hus, men skulle passe på et lille liv inden i det. Panikken fyldte mig med spørgsmål: Er vi de rigtige sammen? Er jeg overhovedet den rigtige til at være far? Førhen havde jeg kunne løbe fra alt i mit liv. Men det her kunne jeg ikke bare løbe fra.
Så jeg efterlod min gravide kæreste alene i køkkenet, i det jeg vil mene var mit indtil da største svigt overfor hende i vores relation. I kategorien af ‘svigt’ der ikke lige går-af -i-vasken.
Og jeg fortsatte med at cykle væk fra de svære samtaler med min kone og fra vigtige samtaler med mig selv, mine værdier, mine virkelige behov – og fra mit eget egentlige formål med mit liv. Ja, faktisk pedalerede jeg så langt væk fra mig selv, at det i sidste ende resulterede i at koste mig mit ægteskab. Og to-do-listen – den røg i skraldespanden.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER. Du må også meget gerne dele os med dit netværk, så vi kommer bredere ud. Tak
