I ’Den Store Bagedyst’ nipper dommerne til kagerne. Der bliver spist med den helt lille kagegaffel. Det er smagsdommeri. Ingen grådighed. Hvorfor er der ingen mousser og cremer, der løber ud af munden på de to dommere? Eller deltagerne? I det hele taget: Hvorfor er der ingen, der spiser i ’Den Store Bagedyst’?
Gad vide, om nogen i regien æder sig igennem mesterværkerne, når alle mikrofoner og kameraer er slukket. Jeg håber det. For jeg gad godt se mere til glæden ved at spise kage. Det er jo det, som kage handler om, ædeglæde.
I ethvert godt madprogram er der en vært, hvis glæde til mad er altoverskyggende. En vært der spiser livet og maden med den helt store ske. Der skal smaskes og smages efter, og jeg vil kunne smage med igennem skærmen. Sådan er det ikke i DR’s kagekonkurrence. Og ærligt talt er det faktisk hårdt at komme igennem 1,5 times visuelt sukkerchok uden den forløsning.
’Den Store Bagedyst’ er denne sæson flyttet til DR’s bedste og fineste sendetid i weekenden. Fra hverdagsunderholdning til lørdagsunderholdning. Det handler givetvis om seertal. Men formatet kan desværre ikke holde til det.
Hvis man stadig køber ideen om flow-tv og ser kagebagedysten som et nationalt samlingspunkt lørdag aften, skal der mere substans ind i programmet. Lørdag var det klart et gyldent tv-moment, da Marianne havde byttet rundt på salt og sukker i sin ellers flotte pariserhjul-kage. Og ligeledes da Albert igen måtte erkende sit kage-Waterloo midt i programmet, da han tabte tre bunde på gulvet og sukkede ”C’est fini”.
Men lørdagsunderholdning må og skal være public service på højeste niveau. Vi skal have noget at tale videre om på arbejdet mandag i frokostpausen, og i så fald skal der smides langt flere ADHD-kager og flere LGBT-møder ind imellem cheesecakes og tørkager.
