Tude vin

Månedens Heartbreaks: Stjerner med ansigtstatoveringer, stendød surdej og et yderst politisk ukorrekt hudfarveskift

Hver måned gør vi op med tidsånden, det dumme svin, og alt det, der knuser vores hjerter. Denne gang om stendød corona-surdej, curlingforældrenes drab på skaterkulturten og redningsaktioner på tomme fly.

1. Musikere med ansigtstatoveringer

Engang var det en rockstjerne-ting at have tusser på armene, men så begyndte alle fodboldspillerne at have dem, og nu er musikerne åbenbart blevet så desperate for at reclaime tatoveringen, at de får dem på halsen og i hovedet. Det er lidt som om, der er kommet en fast skabelon for unge mandlige musikeres transformation fra pueril popsanger til moden bad boy. Justin Bieber ligner dog stadig en efterskoledreng, der nu har leget med en sprittusch. Indenfor rap kan man næsten ikke blive taget seriøst uden en ansigtstatovering, og indenfor rock er man bare en kæmpe kliché uanset hvad. Selv Johnny Depp har tabt den. Og popstar-bad boy’en Burhan G. Alle vil ligne en pusher fra staden! Og nu altså også Hugo Helmig – den pæne dreng…

https://www.instagram.com/p/CCBJjxYHf8z/?utm_source=ig_web_copy_link

2. Din surdej er død nu, buhuu

Alle skulle give den som Claus Meyer under karantænen. Især den komplicerede og opmærksomhedskrævende surdej blev en identitetsmarkør i travle børnefamilier, der kom ned i gear og fik kvalitetstids-bagt helt uden købe-gær (det er nemlig snyd). Men nu dør de for længst glemte surdeje som fluer ude i de små køleskabe. Endnu et livsstils-nederlag. RIP.

surdej
Privatfoto: Kristine Høeg

3. Curlingforældre vs. skaterkultur

Da de to danske verdensstjerner, Rune Glifberg og Nicky ­Guerrero, for nylig skulle træne i Multiparken i Helsingør, stod to af verdens bedste skatere overfor en dødsensfarlig ny forhindring: Børn på løbehjul. Den omsiggribende curlingkultur har simpelthen indtaget landets skaterparker, hvor mor og far synes, at lille Bimse da bare skal løbe rundt på løbehjul, som hen lyster, uden blik for at man venter på, at det er ens tur, og at man i øvrigt ikke bruger ramperne til at drikke kaffe og fotografere barnet. Stram op, forældrefolkens! Vi håber, at Glifberg alligevel får kvalificeret sig til OL i Tokyo 2021.

Rune Glifberg
Privatfoto af Rune Glifberg i Fælledparken

4. Kamæleon-kvinden

https://www.instagram.com/p/BhEhUCcg-RW/?utm_source=ig_web_copy_link

Som Bwalya Sørensen så rigtigt påpegede i diskussionen om Black Lives Matter-demonstrationerne, så kan hvide ikke sætte sig ind i, hvordan det er at være sort – og omvendt må man gå ud fra. Men det vil tyske Martina Big ikke anerkende. Hun vil være i stand til at føle, hvad en sort kvinde føler, og derfor har hun taget skridtet fuldt ud og har skiftet hudfarve. Kan man kalde det trans-racial, det hun laver? En omvendt MJ? “Jeg føler mig mere og mere som en sort kvinde. Det er en vidunderlig følelse, og jeg er meget lykkelig,” siger Martine Big ifølge The Sun. I dag identificerer hun sig så meget som sort, at hun sidste år blev døbt i Kenya og nu hedder Malaika Kubwa. Det er bare forkert på så mange planer.

https://www.instagram.com/p/BhEgLwZgUpB/?utm_source=ig_web_copy_link

5. I <3 NY

Milton Glaser aka manden bag det ikoniske ‘I <3 NY’-logo stillede træskoene denne måned. Faktisk på sin 91-års fødselsdag. Historien siger, at den grafiske designer i 1977 donerede logoet til New York free of charge, fordi byen simpelthen var ved at gå bankerot og virkelig trængte til et facelift. Milton var også med til at starte New York Magazine, og han har lavet en af Bob Dylans mest kendte plakatillustrationer. Han skulle efter sigende have elsket New York frem til sin død, og han brød sig ikke om, når folk kaldte hans arbejde for kunst. Så hellere ‘godt arbejde’, mente han. Den slags ydmyghed knuser vores <3’er på den gode måde.

6. Danskernes dårlige ry

Oppe i Norge stoppede politiet for nylig en beruset svensk mand i en bil, og han var så stangvissen, at de i første omgang troede, han var dansker. Manden, der var 29 år, havde drukket en del såkaldt grogg (en blanding af cognac eller lignende brændevin og vand) for at opnå sin høje promille. Politiet havde fået færten af ham på grund af hans ringe køreevner, der resulterede i en ulykke, som han stak af fra. Anyways, hvordan kommer vi danskere egentlig af med vores ry som nogle fulde bavianer? Vi vil jo gerne beholde ryet som de lykkeligste lidt endnu…

7. Bennys sortsyn

En række partier i Folketinget har indgået en aftale om en ny hjælpepakke, som vi vist godt kunne have været foruden. Den går nemlig ud på at sikre, at der fra august er lige så mange fly på vingerne indenfor landets grænser, som der var før coronakrisen. Og så er det sådan set lige meget, om der er passagerer om bord – de skal bare på vingerne, de fly, synes vores transportminister Benny Engelbrecht (S). Vi synes, det er dybt godnat, at vi alle sammen skal betale for at redde en branche, der smadrer klimaet, når nu det er præcis det modsatte, der er behov for.

Billedmanipulation: Nikolaj Egestorp

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER.

Find mere om
Footer graphics