Do’s & dont’s med en MAMIL: “Hvis man mener det med sin cykelsport, så barberer man ben for at ramme looket”

Hvad skal du vide om sportsgrenen, der især er populær blandt midaldrende mænd i stramt tøj? Og hvordan skal du opføre dig som tilskuer til Tour de France? Vi spurgte Frej Elbæk, erfaren MAMIL og cykelnørd, der bruger ordet ”lirens” en del.

Do’s

Gør dig umage

”Alle er velkomne i cykling, og det er altid bedre at hoppe på en gammel havelåge med en helt sort kæde end at tage bilen. Men når vi cykler som sport, gør vi os umage. Det er lirens, altså god stil. Vi har det rigtige tøj på og udstyr, fordi cykelsport helt grundlæggende er en optimeringssport. Når de professionelle cykler, handler det ofte om marginaler og sekunder, og måske var det et 30.000 kroners speedsuit, der gjorde forskellen. Den indstilling overtager os almindelige, gennemsnitlige, småfede danskere, der cykler, ligesom at vi deler vores ture på Strava, så andre kan se, hvor langt vi kører”.

Overhold dresscoden

”Tøjet er en identitetsmarkør indenfor sporten. Man har ikke for store, løse cykeltrøjer på. Man har nok grej i lommerne til at kunne hjælpe sig selv ved en punktering, men heller ikke mere. Man har rene, hvide cykelsokker på. Man møder op på en rengjort cykel. Alle kan punktere, og det er ufedt, hvis de andre skal vente på dig, men hvis din cykel er rengjort, har du gjort dit bedste. Man har altid hjelm på, det andet er direkte farligt, og ingen gider køre med folk uden hjelm.”

Barbér dine ben

”I en alder af 45 kigger jeg mere på barberede mandeben end dameben om sommeren, haha. Men hvis man mener det med sin cykelsport, så barberer man ben for at ramme looket. Der er mange forklaringer med vindmodstand eller massage, men vi barberer ben, fordi det ser godt ud og styrker følelsen af at være klar, når tøj, cykel og ben er forberedt. At barbere ben er rettet mod de andre i sporten, sådan nogle som mig, der måske kører 10.-12.000 kilometer om året, er ret average, og der gør det ikke den store forskel, om du barberer eller ej. Men det er en måde at vise de andre i sporten, at du mener det”.

Lirens med ringeklokke

”Det er blevet populært at få en ringeklokke, efter at det i mange år var sådan, at folk ikke havde ringeklokker (eller lås) på grund af vindmodstand. Men nu er det lidt lirens at kunne ringe, når man skal forbi folk. Folk råber stadig ”bagfra”, men det er cykelslang ude fra landevejene, de fleste ved godt, at når de kører ind i byerne, skal de sænke tempoet og gøre plads til hverdagscyklisterne.”

frej på cykel
Privatfoto

Du skal cykle med dine børn

”Der er desværre færre, der cykler som transportmiddel i Danmark, det går den gale vej, og vi vælger de dovne transportmidler. Der er især færre børn, der cykler, og det er direkte tragisk. Derfor synes jeg, man skal begynde at cykle med dem allerede i børnehaven, ikke i ladcykel, men på egne hjul, så de lærer trafikken. Det er en kæmpe gave at give sine børn, for cykling handler selvfølgelig om sundhed og klima, men det handler også om frihed. At cykle er den ultimative frihed. Og alle os der kun har fem-seks kilometer til skole og arbejde skal nyde at cykle”.

ORDBOG

MAMIL: Middle Aged Man in Lycra

Lirens: Cykelslang for god stil

At ligge på hjul: Når man sparer på kræfterne, ved at cykelrytterne foran dig tager en del af vinden

Strava: Et site, hvor cykelfolk deler deres ture og sammenligner tider

Dont’s

Spørg, før du ligger på hjul

”Hvis man ligger sig på hjul hos en gruppe cyklister, så spørger man lige den bagerste om lov. Det er god stil og kutyme. For det kan godt være irriterende, at der pludselig ligger nogen i ens baghjul, det er anmassende, især hvis man er seks gutter, der kører sammen med god fart og rulleskift, som hjælper hinanden, og der så er en, der suger sig med og ligger i læ for vinden og er lidt i vejen. Det er i øvrigt også god stil at give lov, når nogen spørger. ”

Lad være med at køre hurtigt i byerne

”Der er ikke noget værre end folk, der kører aggressivt inde i byen. Det er nogle enkelte fjolser, der giver resten af flokken et dårligt ry. Kører man fra landevejene og ind i byen, handler det om at tage solbrillerne op i panden og hygge sig resten af turen. Jeg synes generelt ikke, det er et stort problem, det er mere stressede københavnere, der kører for stærkt eller på elcykler, mens motionscyklister godt ved, at det gør man ikke. Ligesom, hvis man kører en kæmpe Ferrari rundt inde i byen, så er det også mere lirens at køre stille og roligt i den”.

Vær en forsigtig tilskuer

”I forhold til at være tilskuer til for eksempel en enkeltstart, så husk på, at de kører ekstremt stærkt, især her i Danmark, hvor der er fladt, og de kan komme op imod 60 kilometer i timen. Så du skal altså ikke lige sende et barn over vejen til farmor eller stikke hovedet for langt frem. Min største skræk for Tour de France i Danmark er sådan noget med folk med kaffeborde og hunde og børn tæt på rytterne. Så hold på dine børn og din selfiestang og dig selv, for de kommer som et tog!”.’

frej på cykel
Privatfoto

Elsk dit cykelløb!

”Det er en enkelt gang i vores levetid, at Tour de France kommer til Danmark, og det er så kæmpe stort. Det er meget dansk at forholde sig mavesurt til den slags begivenheder, om det er EM i fodbold eller Distortion eller cykelløb, hvor man brokker sig over afspærringer eller analyserer ned til sidste krone, om det skaber værdi for landet og turismen. Men nyd det nu bare, alt skal ikke ind i et regneark, bed chefen om tidligt fri, og del en flaske prosecco med vennerne et sted på ruten. Lige om lidt er det slut, og så kommer der jazzfestival eller noget andet, som måske mere er din smag.”  

MAMIL er ikke et skældsord!

”For os cyklister er det nemlig et hædersbevis at være en MAMIL, og helt ærligt, der er da værre ting, som midaldrende mænd kunne bruge vores tid på! Cykelsporten er ret rummelig, og de fleste af os cykler, fordi vi gerne vil kunne drikke rødvin, haha. Der kommer heldigvis også flere og flere kvinder på landevejene, og noget af det fede ved cykelsport er, at i modsætning til mange andre sportsgrene som fodbold eller tennis, kan du blive ret god til cykling i en ret høj alder. Jeg har cyklet i cirka seks år og deltager i små løb, og det er sjovt at opleve, at man stadig kan noget med sin krop og udvikle sig, selvom man er 45.”

Footer graphics