Den 23. november læser jeg her på Heartbeats en virkelig fin og ærlig klumme fra Johanne Nørskov, som har det stramt med at blive 27 år. ”Jeg er 27 år og bange for at blive voksen,” siger hun i overskriften, og lige siden har jeg haft lyst til at skrive til hende.
Fordi jeg er så meget med hende – det er faktisk møgsvært at blive voksen. Og jeg vil også gerne være med til at gøre op med begrebet ‘voksen’. For det grundlæggende problem med det er, at INGEN synes at føle sig som rigtige og kompetente voksne, uanset hvor gamle de er.
Alt imens går mange af os rundt og tænker, at alle de andre har styr på deres liv og bankkonto (som om det er det samme) og konkluderer så, at der må være noget helt, helt galt med mig, siden jeg stadig surfer op og ned på min kassekredit og i øvrigt føler mig som et barn, når jeg er sammen med min mor.
Slut 20’erne er lidt af et lortested at opholde sig, når det kommer til eksistentiel uro. Vi går og siger til hinanden, at fødselsdage bliver værre med tiden, jo ældre vi bliver, fordi vi kulturelt set er pænt ungdomsfikserede, men jeg tror, det er løgn.
Det er ikke proportionelt mere træls at blive 59 end 27. Måske faktisk mere det modsatte. Mange lykkeundersøgelser viser, at glæden stiger for folk omkring de 60. Min egen 40-års fødselsdag var langt federe at passere, end da jeg blev 30, og det føltes, som om alt skulle ske, og intet var, hvor det skulle være.
Bortset fra lige det der faktum med, at vi altid, hele tiden og konstant nærmer os døden, og hvis vi når at blive 40 og 59, så er vi konstaterbart tættere på den, end da vi var 27. For det er jo egentlig det fødselsdage handler om, ikke?
Fødselsdag er et nedslag mellem fødsel og død. Og det er i virkeligheden derfor, vi burde proppe os med lagkage og meget af det. Fordi der på enhver fødselsdag er en kvinde, der har født et menneskebarn i blod og tårer og andre ting.
Og fordi vi skal dø, men stadig står her på linjen og kan fejre endnu et år og har tid tilbage. Men døden er IKKE-nærværende på de her breddegrader. Og slet ikke i slutningen af tyverne, og det er heller ikke meningen.
Følelsen af at være snydt
Følelsen af at have købt katten i sækken var den, der var mest præsent i slutningen af mine egne 20’ere. Følelsen af at føle sig en lille smule snydt. At der var nogle (de voksne), der hele mit liv havde lovet mig, at voksenlivet var noget, det slet ikke var; nemlig fedt og relativt nemt.
Jeg havde perioder, hvor jeg rasede over, at alle havde ‘ladet som om’ det var en lettelse at skulle bestemme helt og holdent over sit eget liv og træffe store livsvalg i total, svævende frihed.
Imens forsøgte jeg at gøre alle de ting, jeg skulle for at blive en rigtig voksen: Jeg blev færdig med en lang uddannelse, havde gode jobs, hvor jeg var dygtig og rar at være sammen med, jeg var i et fast parforhold med kurs mod at starte en familie.
Vi købte en andelslejlighed, for i Danmark skal du som minimum eje noget af nogle mursten, hvis du vil være voksen. Mit klare stemningsbillede fra det tidspunkt omkring de 30 ser sådan ud, at vi altid sad en hel venindegruppe med tømmermænd om søndagen nede på Mothers i Kødbyen, hvor der var brunchbuffet.
Og hvis du sad der længe nok, kunne du nå mindst to hele måltider, og man er vel fra Jylland. Så sad vi der med tømmermændsblues og var lidt bange og gik uendeligt meget op i ALLE de ting med karriere, parforhold, bolig, familie, økonomi som åbenbart skal ske lige der i livet, og vi ville ikke gå hjem, for så var det snart mandag og hverdagen i voksenlivet skulle begynde igen.
Voksenløgnen
Her på den gode side af et årti senere kan jeg se tilbage og konstatere, at intet alligevel blev, som jeg sad der og forsøgte at planlægge. At meget af det, jeg var bange for, jeg ikke kunne leve op til, kunne jeg (heldigvis) ikke leve op til.
Jeg endte med at overskride de samfundsskabte udløbsdatoer, jeg sad der på Mothers og stressede så inderligt over. Da jeg først som 36-årig, og dermed ret gammel mor kom hjem med mit første barn en tidlig morgen fra Rigshospitalet, tænkte jeg, hvor vildt det var, at de voksne bare lod os tage ham med hjem, når nu vi stadig ikke anede, hvad vi lavede.
Faren til barnet var ikke ham fra slut 20’erne, andelslejligheden for længst solgt, jeg havde skiftet karrierespor, og nu har jeg taget en ny uddannelse. Pointen er ikke, at vi dør, og alt alligevel forgår. Selvom der er mere opbyggelighed og vitalitet gemt i den, end vi egentlig giver den kredit for. Pointen er, at vores forventninger til voksenlivet også er misforståede, fordi vi bliver fortalt en stor fed løgn om, hvad det går ud på.
Vi bliver fortalt at det at være voksen er lig med at være landet. Voksen er på godt og ondt en endestation – lidt kedelig måske, men i det mindste rolig og velafbalanceret. Fritaget for ungdommens tvivl, længsler og udsving. Endelig er vi færdige. Done. Vi ved, hvad vi vil være, når vi bliver store, karrierestigen går kun opad, økonomien ligeså, parforholdet er cementeret.
Bliv den, du er
I virkeligheden er det bare ikke sådan livet fungerer. Ikke for nogen af de midaldrende, jeg kender, i det mindste. For om vi vil det eller ej, så sker livet, som John Lennon sagde, mens vi laver planer, og det betyder, at nogle bliver syge, skilt, forelsker sig, får børn, fravælger børn, mister, elsker – og alt der i mellem. Så på et eller andet tidspunkt går det op for os lige så stille eller med et brag, at alt det der præstationspis, alle de ting, vi har fået at vide, er vigtige at vise for det gode voksenliv, de er helt ligegyldige, og det bliver den store oversolgte idé om at være voksen således også. Valg er taget, vejene er indsnævret, men selve landingsbanen er blevet bred og blød og rummelig. Så nu kan du faktisk være på den, i stedet for at klemme dig sammen for mest at undgå at stikke ud. Det er den erkendelse, der er lettelsen ved at blive ældre.
Så, hvad hvis vi sagde, at voksenlivet handler om at tage det ansvar mere og mere på os, i takt med, at vi bevæger os fremad i det. Ansvaret for at sige pænt nej tak til det bullshit og botox, vi bliver fodret med og i stedet dedikere os til at undersøge, hvem vi er, og hvad vi vil bruge det her ene og dyrebare liv på. Hvilke værdier, vil du leve efter? Hvad skal din krop bruges til? Dit hoved? Dit hjerte? Hvad er nydelse for dig? Hvem vil du give dit nærvær? Hvad kan og vil du bidrage med?
Ikke i forståelsen, ‘du har en kerne inden i, som skal realiseres og forløses, mere som i Nietzsches ‘Bliv den du er’. Du er nemlig IKKE og blivert ALDRIG færdig. Det er en lang og konstant refleksion og forhandling af lyster og grænser, muligheder og begrænsninger, autonomi og kontroltab.
Styr på det
Så har jeg styr på det nu? Nej sgu da, overhovedet ikke. Men jeg har en langt større accept af, at det er OK, og at jeg givetvis aldrig nogensinde lander et sted, hvor jeg får det. Accepten er jeg 100 procent overbevist om kun bliver større og større med alderen.
Synes jeg, det er mega syret, at det er mig, der er 41 år (!) og sidder og skriver klummer om at være voksen, mens jeg tænker, at jeg jo stadig ikke ved, hvad jeg laver og derfor burde holde lidt lavere profil? JA. Big time. Men konklusionen må uanset være den, Johanne: Der er ingen, der har styr på det hele tiden. Der er bare nogle, der lader som om.
Cathrine Lundager er journalist og parterapeut
