Første skoledag
Privatfoto - til første (folke)skoledag

Skoledebat: Hvis ikke vi stopper privatskolernes udhuling af folkeskolen, så bliver den til underklassens skole

Det er god rød politik at styrke folkeskolen ved at skære ned på den økonomiske omfordeling mellem folkeskole- og friskolebørn.

Det vækker allerede politisk kritik og voldsom debat på de sociale medier, at den nye S-regering vil tage fra de rige og give til de fattige. Ja, sådan omtaler de det naturligvis ikke selv, men det er reelt det, der sker, når de sænker tilskuddet til friskoler, lilleskoler og andre privatskoler for i stedet at styrke folkeskolen.

Folkeskolen er nemlig folkets skole, og den har plads til alle. Det er der, vi løfter i flok, udligner sociale forskelle og arbejder på, at så mange børn som overhovedet muligt klarer sig så godt som overhovedet muligt. Privatskoler lever efter en anden logik og kan f.eks. smide en elev ud, fordi han eller hun er lidt for krævende, f.eks. på grund af en diagnose.

10 år i træk er andelen af elever, der går i fri- eller privatskole steget, sådan at de nu udgør 18 procent af alle grundskoleelever, ifølge Danmarks Statistik. Der er med andre ord i gang med at ske en voldsom udhuling af ideen om folkeskolen ved, at de, der har råd, sender deres børn i privatskole. Det er noget, man bliver utroligt upopulær ved at sige højt, men jeg siger det alligevel lige igen: Man udhuler folkeskolen ved at flytte de mest ressourcestærke børn fra den og så lade de få idealisters, de svages, de brunes og de fattiges børn sidde tilbage.

Det er ubegribeligt, at de borgerlige partier og regeringens støttepartier ikke bakker op om at gøre noget ved tendensen. Er I ligeglade med at løfte fra bunden? Ønsker I så få folkeskoler som muligt? Det er ellers en stolt dansk tradition, at i folkeskolen mødes direktørens søn med rengøringsdamens datter og sammen starter de et venskab, et rockband eller et fodboldhold.

Vi er inde og pille ved noget helt essentielt ved sammenhængskraften, ved den sociale mobilitet og ved mønsterbrydning gennem generationerne. Hvis ikke vi stopper udvandringen mod privatskolerne nu, så er folkeskolen om ganske få årtier forvandlet til underklassens og arbejderklassens børn.

Det er derfor en vigtig udmelding fra ’børnenes statsminister’ og S-regeringen, at man til en begyndelse vil rulle den såkaldte koblingsprocent tilbage fra de nuværende 76 procent til de 71 procent, som den lå på i 2015, inden den seneste borgerlige regering hævede den.

Koblingsprocenten betegner, hvor stor en procentdel af gennemsnitsudgiften til en folkeskoleelev som de frie grundskoler modtager i statstilskud pr. elev. Besparelsen ved tilbagerulningen vil udløse 0,3 milliarder, ikke ligefrem småpenge, til statskassen, fordi forældrene så selv skal betale en større andel, eller privatskolerne må klare sig for færre penge.

Dog vil regeringen afsætte en pulje på 75 millioner kroner, som ”sigter mod at friholde de frie grundskoler, der ligger i yderkommuner, i områder med betydelig afstand til en folkeskole eller har en høj andel af socialt udsatte børn”, lyder det i finanslovsudspillet for 2020.

Men andre ord: Der, hvor der er en folkeskole, bliver det dyrere aktivt at vælge et privat skoletilbud, ligesom at socialt bevidste fri- og lilleskoler, der tager mange socialt udsatte børn skal belønnes økonomisk for at tage deres tørn.

Forældre i provinsen, som måske selv har skabt en skole, grundet geografiske udfordringer, en lukket lokal folkeskole og lignende vil også stadig modtage højere støtte.

S-regeringen forsøger med dette tiltag at sætte en stopper for den politiske, systematiske udhuling af folkeskolen til fordel for privatskolen. Der har nemlig aldrig været flere, der går i privatskole og færre folkeskoler i Danmark. Stod det til mig, skulle vi sådan set endnu lavere ned i koblingsprocent, men det er fint, hvis det foregår gradvist.

Alle børn er forskellige, argumenteres der, og ja, det er helt rigtigt. Men alle folkeskoler er også forskellige, og alle børn i folkeskolen er også forskellige, ligesom at alle undervisere er forskellige.

Den helt store forskel er, at os, der har børn i folkeskolen, ikke går rundt og tænker, at vores barn er helt særligt, unikt, sart eller genialt. Det er et barn, ligesom alle andre børn, og derfor behøver mit barn ikke en unique pædagogisk tilgang eller en særlig sensitiv-miniklasse. En helt almindelig skole er helt fin.

Så længe skolebørn allerede fra 0. klasse polariseres i et A- og B-hold, eliteskoler og underklasseskoler, så er det den historie, vi fortæller dem og hinanden: Du er lidt mere fin end Mads ovre på kommuneskolen, for du går i en særlig biodynamisk friskole med fokus på iværksætteri, religion eller kinesiske sprogkundskaber.

Alle forældre ønsker det bedste for deres børn, men jeg håber satme også, at vi ønsker det bedste for alle andres børn. Ikke? Vi kan ikke rykke udfordrede børn videre, hvis middelklassen og overklassen klumper deres børn sammen på små, udvalgte reservatskoler. Heller ikke selvom det reservat er baseret på hippiepædagogik eller måske slet ikke har en ligeså flot skolebygning som den lokale folkeskole, hvilket er hyppige alibi-argumenter for privatskolevalg.

I øvrigt, hvordan vil I sørge for, at jeres børn bliver robuste og lærer folk med andre indtægtsforhold, boformer, anden hudfarve eller religion, livsvilkår og så videre at kende, når de i skolen hver dag kun møder børn, der ligner dem selv og ditto med forældregruppen?

Folkeskolen er ikke kun uddannelse, den er dannelse. Alle klasser kan klare et par børn, der har en far, der drikker, en mor der ikke taler dansk, en dreng med ADHD eller en pige, der ikke har råd til at give fødselsdagsgaver til børnefødselsdagene. Men ingen klasser kan klare 10-20 besværede børn.

Det ’frie skolevalg’ er kun frit for dem, der har råd.

Footer graphics