1. Hvad tænker du om tilstanden i den danske offentlige debat og samtale?
“Hvis vi definerer ‘offentlig debat’ som noget, der filtreres gennem et publicistisk medie af en art, så synes jeg på mange måder, at vi har en levende og mangestemmet offentlig samtale, hvor mange mennesker kommer til orde, og hvor politikerne er forholdsvis nemme at få i tale – eller i det mindste komme tæt på. Men i og med den offentlige samtale i et vist omfang er underlagt nogle opmærksomhedskonkurrencevilkår i det offentlige rum, så bliver samtalen også indimellem mere polariseret end omfanget af den reelle uenighed egentlig berettiger. Hvis man ser på, hvem der stemmer for hvad i Folketinget, så synes jeg, det springer i øjnene, at der nok er mindre forskel på V og S, end de vil være ved så tæt på et valg”.
“Hvis man derimod definerer ‘offentlig debat’ som noget, der foregår i diverse kommentartråde på de sociale medier, så synes jeg, den offentlige debat er samfundets syge mand, som lugter så grimt, at en stor del af befolkningen bare har valgt at lade ham stå og boble i sin egen sump af eder og forbandelser. Her fyger det med nazikort og beskyldninger om landsforræderi, og fingeren sidder løst på aftrækkeren, hver gang en mulighed opstår for at harmes, håne, forarges, klage, pege fingre og piske en shitstorm op. Det har sin helt egen rytme: Noget sker, som nogen er forargede over. Så bisser de i enig flok over det i en halv dag, hvorefter kavaleriet er blevet purret og går til modangreb. Så krydses der klinger mere eller mindre elegant. Ingen rykker sig ret mange millimeter og hen på morgenen den næste dag, er meningssoldaterne blevet trætte af emnet og er klar til at kaste sig over en ny forarger. Og så har man et fjernt familiemedlem eller en gammel skolekammerat, der lige skal af med en punchline to dage efter. Og så er det det.
Tidligere brugte jeg selv en del tid på den slags og fandt nok også noget identitet i det flow, men jeg er 95 procent færdig med det. Hver gang jeg ser, at mit facebookfeed er på vej i kamp, fryder jeg mig over, hvor meget tid jeg kommer til at spare ved ikke at deltage”.
2. Du genopliver nu din fars legendariske tv-debatformat, ’Højlunds forsamlingshus’, hvorfor?
“Fordi det var et godt program. Som seer fik man lyst til at debattere med og følte sig velkommen i samtalen. Alle blev taget seriøst, og der blev stillet samme krav om kvalitet, argumentationsevne og klarhed til både borgere og politikere. Det var kritisk og inviterende på samme tid. Fordi borgere og politikere var så tæt på hinanden, så blev det et mere forpligtende rum. Det var ikke hurtige sms-spørgsmål eller en lytter på linjen, som mest er med, fordi man har besluttet sig for, at lytterinddragelse vist også er godt. Jeg håber, at det i den nye version betyder, at der bliver talt ærligt, ordentligt, oprigtigt og ikke talt udenom”.
“Der findes jo faktisk kun et tv-debatformat i Danmark (‘Debatten’ på DR2, red.), og det er langt hen ad vejen befolket af professionelle debattører, der har en masse, de gerne vil have sagt på en fed måde, men som ikke har ret meget på spil selv. Det bliver debat som en slags koreografi, hvor alle positioner er kendte fra start til slut. Jeg kan ikke se det program uden at tænke på, hvor glad jeg er for ikke at være med, og jeg er endda medievant. Jeg ville ikke turde åbne munden for bare at blive hugget ned. Jeg håber, at ‘Forsamlingshuset’ bliver et program, som giver folk uden for “Debatdanmark” lyst til at give deres holdninger til kende. Men jeg frygter selvfølgelig, at det ikke fungerer. At jeg ikke er dygtig nok, at jeg selv er for meget et produkt af det samme, at jeg ikke kan andet end at reproducere. Tænk, hvis vi i virkeligheden har mistet evnen til at gøre det på en anden måde?”.
3. Hvordan har debatkulturen ændret sig i Danmark siden din fars tv-programmer i 90erne?
“Generelt betyder det noget, at der ikke længere er nogen kvantitativ grænse. Før i tiden var der trods alt grænser for, hvor mange læserbreve aviserne kunne trykke om et emne, folk var engagerede i. Nu er der ingen øvre grænse. Alle med internet kan få ordet. Og det har jo sine fordele, men det kan også køre ting helt ud af proportioner. Og så vil der nok altid være en vis procentdel af en befolkning, der har så dårlig dømmekraft, at de rammer skævt, når de eksempelvis skal vurdere, om der i en given situation er grund til at sende voldtægts- og dødstrusler til folk. Før var der sjældent nogen, der ringede dem op for at høre, hvad de mente. Men nu ringer de selv op, kan man sige”.
“Og så er der en mere specifik ting, jeg finder slående. Vi har for tiden en bekymring angående det postfaktuelle samfund. Har vi helt mistet respekten for faktuel, nøgtern, videnskabelig viden? Den bekymring har jeg også, men den har ændret karakter, efter at jeg er begyndt at se de gamle forsamlingshus-programmer. For her er vi nemlig delvist i en ‘prefaktuel’ tidsalder. I og med internettet ikke ligger som en uudtømmelig og lettilgængelig kilde til rapporter, undersøgelser og statistikker for alt i hele verden, så siger folk bare, hvad de mener i programmet, men de fremfører ikke deres holdninger, som om den er indiskutabelt, faktuelt sand. Det er ‘bare’ holdninger, som kan få lov til at stå overfor andres holdninger, uden at rummet bliver ramt af underlige dissonanser. Nu har vi alverdens undersøgelser tilgængelige – og debat bliver tit en kamp om at henvise til et væld af undersøgelser. Man klæder sine holdninger ud i alle de rapporter, der understøtter den og siger: “Det her er ikke bare en holdning, der er den skinbarlige, indiskutable sandhed”. Det tror jeg også giver en mere fastlåst, mindre frugtbar debat, for hvis man tror, at ens holdninger er den eneste sandhed, er der ingen grund til at lytte til de andres løgne og fantasier”.
4. Hvad betyder det i dit liv at være ‘et højskolebarn’?
“Det er jo svært at vide, hvordan jeg ville have anskuet livet, hvis højskolen ikke havde været flettet så solidt ind i det. Så jeg ved det ikke. Men jeg tror, det betyder noget, at jeg identificerer mig med en fortælling om lystdrevent og nysgerrigt at samles i fællesskaber for at blive klogere på sig selv og det fælles anliggende for derefter at engagere sig og virke i den verden, der omgiver en. En ting er højskolen nu og her, den kan jeg tale længe om, men i forhold til den dybere prægning, tror jeg faktisk, det er højskolens historie, der betyder mest for mig. Og sangbogen, der betyder, at der findes tilgængelig, sangbar, samhørighedsskabende poesi og gammel visdom til hver en lejlighed. Det oplever jeg personligt som en meget vigtig forankring. Jeg ved, hvad jeg kommer fra. Og jeg ved, at det jeg kommer fra har nogle værdier, som kan holde til at blive brugt”.
5. Hvorfor er det vigtigt at få ’den almindelige dansker’ i tale? Siger de ikke altid nogle meget almindelige ting?
“I et demokrati er det os almindelige menneskers almindelige overvejelser om vores helt almindelige hverdagsliv, der gerne skal fortættes til en politisk vilje og retning. Fra tid til anden skal vi stemme, og inden da er det godt for os alle at få prøvet vores argumenter af, få svar på nogle spørgsmål og finde ud af, hvilke holdninger, vi synes er holdbare nok til, at vi kan bygge samfund på dem. Det exceptionelle har sin berettigelse i mange henseender, men demokrati er jo et system, der skal hjælpe os til at finde balancepunkterne mellem vores respektive almindeligheder”.
“Hvor er det i øvrigt irriterende, at vi ikke har et bedre ord for det end ‘almindelige danskere’. For vi er jo med få undtagelser ret almindelige alle sammen. For tiden prøver jeg at sige ‘borgere’ i stedet, men det er lige så dumt, for det er vi jo også fælles om at være. Jeg modtager gerne gode ideer til, hvilket ord, der egentlig er bedst. Civilister? Jeg ved det ikke. Hjælp mig!”.
De to valgudgaver af ’Højlunds Forsamlingshus’ sendes fra henholdsvis Aabenraa onsdag 15. maj kl. 19.20 og fra Aalborg onsdag 29. maj kl. 19.20 opg kan ses på TV2 NEWS .