Kommentar af Ditte Giese: Kan vi snart få en valgkamp, der handler om noget andet end stram udlændingepolitik?

I efterhånden 20 år har hovedtemaet til samtlige folketingsvalg været flygtninge, indvandrere, integration, migration og alt, hvad det indebærer af håndtryksdebat, tørklædeangst, smykkelov, islamkritik, øde ø-retorik og generel fremmedangst.

Når en 5-årig dreng på Udrejsecenter Sjælsmark ikke må få kogte grøntsager, så er der sgu strammet for meget. Der er for længst skåret dybt ind til benet i flygtningedebatten, hvor al lovgivning, selv finanslov og nytårstaler, bruges til at hakke på muslimerne og ’de fremmede’. Men der er jo sat stop for migrant-indvandring, skåret ned på familiesammenføringer, stillet krav til selvforsørgelse, sprog, indført tolkegebyr og så videre. Så kan vi ikke snart komme videre i den politiske samtale? Der må simpelthen være andet, vi kan tale om i det her land end integration og stram flygtningepolitik! Det kunne for eksempel være:

Hele verdens vigtigste valgtema: Klimakrisen

Det kommende valg burde handle om klimaet. Danskerne vil gerne tale klima. Men det vil politikerne ikke, hvis man ser bort fra Alternativet og Enhedslisten. Klimakrisen er ellers det mest presserende emne i den politiske samtale og vores samtid, nu hvor menneskeheden er truet af vores egen stigende levestandard og glæde ved forbrug, mad og rejser. Skrækscenariet er, at vores børn om 20 år spørger os, hvorfor vi ikke handlede, mens vi kunne, og vi må svare, at her i landet blev folk ved med at stemme på politiske partier, der kun diskuterede udlændinge og fortsat vækst, mens de syltede klimaet og naturen.

Så vi kom ligesom aldrig til det med miljøet, fordi der altid var nogle kontanthjælpsmodtagere eller familiesammenføringsregler, vi kunne spinne valget på. I øvrigt vil fremtiden kun byde på endnu flere klimaflygtninge, så selv DF og Nye Borgerlige burde interessere sig for at begrænse klimakatastrofen, “i nærområderne”.

Det er et kæmpe svigt af kommende generationer, at der ikke arbejdes lynhurtigt på kollektive, politiske løsninger og en omlægning af landbrug, hverdag og erhvervsliv. I stedet er det os almindelige borgere, der går og klima-shamer hinanden og prøver at skære ned på private flyrejser, fast fashion og kødindtag i blinde, fordi vi er i panik.

Men vi kan ikke behandle naturen og klimakrisen efter markedets normer eller med profit for øje. Det koster noget, der skal investeres. Det har de netop gjort i Sverige med offentlige investeringer i klimavenlige lyn- og nattog. Og det er dér, Løkke-regeringens helt store svigt ligger: De er bange for at råde befolkningen til at skrue ned for forbrugsfesten og være ’sure far’, der står med en tabersag op mod valget. Så de vil hellere hakke på ’de fremmede’, ’de dovne’ og ’de andre’.

Derfor afgives der ingen politiske klima-løfter, intet målbart, intet bud på en løsning. For politikerne vil hellere genvælges end at sikre fremtiden. Derfor sylter de vor tids vigtigste kamp og spænder ben for folk som Klimarådet, der fortæller dem, at deres klimapolitik ikke er god nok. Men menneskeheden har ikke tid til at vente på, at der sker et mirakel, at teknologien redder os, eller at de ineffektive COP-100.000-klimatopmøder munder ud i en form for handlekraft. Vi savner politisk lederskab på klimaområdet. Og vi har råd til at investere i grøn omstilling.

Et valgtema ingen gider gøre noget ved: Stigende fattigdom

Der er kommet flere fattige, og rigtig mange danske børn vokser nu op i fattigdom. Antallet af hjemløse stiger. I år var der rekordmange, der søgte om julehjælp for at få enderne til at mødes, og mange måtte gå forgæves. I den seneste finanslovsaftale blev integrationsydelsen sat endnu mere ned. Og de såkaldte ghettobebyggelser skal rives ned, da regeringen mener, at det ikke er godt, hvis mange fattige bor i samme område. Okay, men hvor skal de flytte hen? Det er ikke just sådan, at det vælter med billige boligtilbud til landets lavtlønnede.

Og hvad gør vi med kontanthjælpsloftets ofre? Det rammer især enlige forsørgere, primært mødre uden arbejde, der må vinke farvel til boligstøtte eller børnecheck og skal forklare deres børn, at der desværre ikke er råd til togkort eller nye vinterstøvler.

Ledigheden er helt i bund på 3,9 procent. Så måske er det tid til at erkende, at ikke alle kan arbejde, at der ikke er arbejde til alle, og at der derfor altid vil være nogen, der har brug for hjælp fra det offentlige. Om ikke andet kan vi hjælpe de helt fattiges børn videre. Ikke ved at de oplever en barndom på sultegrænsen, som CEPOS for nyligt meldte ud, men ved at være de brede skuldre, der hjælper med at bære.

Det er tilmed et af FN’s verdensmål – at halvere andelen af folk, der lever i fattigdom i 2030. Men i bunden af det danske samfund er 100.000 husstande jævnligt tvunget til at springe et måltid over eller spise hos familie og venner, simpelthen fordi de ikke har råd. Til mad. Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet. Undersøgelsens data stammer fra 2015, men der er al mulig grund til at tro, at den tendens er fortsat og blevet større, for uligheden vokser, og flere er decideret fattige nu end f.eks. under Thorning-regeringen.

Så hvad med at vi fik valgkampen 2019 til at handle om klima og ulighed? Det er ret tydeligt, at det er der, skoen trykker hårdest og ikke på burka-bekæmpelsen.