“I wanted the reader to be kidnapped, thrown ruthlessly into an alien environment as the first step into a shared experience with the book’s population — just as the characters were snatched from one place to another, from any place to any other, without preparation or defense.”
Sådan skriver Toni Morrison i sit eget forord til den engelske paperbackudgave af ‘Elskede’, som har ligget på min bogreol, siden jeg læste den for første gang for nogle år siden. Sætningen er mere end en introduktion til nobelprismodtagerens roman. Det er en definition på hele hendes skrivestil; en lige dele smuk og brutal indføring i, hvordan sproget definerer mennesket, dets fremtid og især dets fortid.
‘Elskede’ handler om den bortløbne slave Sethe, som nu bor i Ohio med sin partner Paul D og sin datter Denver. Men noget bliver ved med at hjemsøge hende, billedligt og bogstaveligt; nemlig hendes datter, Beloved – Elskede – som hun tog livet af, da hun stadig boede på plantagen Sweet Home mange år tidligere. Historien bygger på den sande historie om Margaret Garner, en ung tidligere slave der blev anholdt i USA for at have slået et af sine børn ihjel og forsøgt at tage livet af de andre — en historie Morrison udforsker, udvider og digter åndeligt videre på.
Der er generelt lidt uenighed omkring, hvorvidt karakteren Beloved er et spøgelse eller en rigtig person, men ét er sikkert, og det er, at Morrison med figurens tilstedeværelse udøver noget af det, hun gør allerbedst, nemlig fortidsbearbejdelse gennem sproget. Toni Morrison holder meget sjældent sin læser i hånden, som citatet i starten af denne klumme indikerer. De to gange, jeg har læst denne roman, har det føltes som to helt forskellige historier, og det er netop det, der gør Morrisons sprogbrug så godt: det er levende. Det repræsenterer grenene på forsiden af min paperback. Grenene, som kommer fra et tungt sted og stødt men roligt udvikler sig til sine egne stammer med blade der, hvad end de vil eller ej, bliver næret af det, der blev sået for mange år siden.
Fortiden ændrer os hele tiden
Den polske sociolog Zygmunt Bauman skrev engang, at fortiden ikke er et maleri på historiens væg, men et vindue. Den ændrer sig konstant med vores forståelse af den. Den tanke skriver Morrison sig enormt godt ind i, når hun i sine romaner bearbejder især de amerikanske slavers fortid, selvbillede og ikke mindst deres definitionsret til de to ting.
Bauman henviste til Holocaust og Morrison til de “Sixty Million and more” slaver, hun dedikerer ‘Elskede’ til, men underliggende i begge er tanken om umenneskeliggørelse som led i udnyttelse og folkemord på en specifik gruppe — og de personlige konskvenser, det har. Og Morrisons litteratur er i dén grad vinduer, ikke bare for hendes karakterers bearbejdelse af deres egen fortid som led i deres selvbillede, men også for den udvikling af den sproglige, amerikanske selvforståelse, der er nødvendig for at afmontere den strukturelle racisme, det ligger latent i USA, både i 1987, da ‘Elskede’ udkom og den dag i dag.
Når Sethe møder Beloved og elsker hende som sin afdøde datter, tillader hun sig selv det, hun og mange andre kvindelige slaver blev nægtet; at forme et bånd til det barn, hun psykisk og fysisk måtte tage afstand til, for på Sweet Home blev barnet taget fra hende, og hendes modermælk givet til andre, som var hun et kreatur. Og når Paul D beholder sit slavenavn efter flugten — alle mændene på Sweet Home hed Paul efterfulgt af et bogstav, endnu et eksempel på en degradering fra menneske til vare — bliver han et levende eksempel på det svære ved at tage definitionsretten på sig selv tilbage.
Slaveriet splittede mennesker i to; den de var for herren, og den de var for sig selv. Men sidstnævnte eksisterede næsten ikke, og hvis Paul D skal finde dén person, bliver førstnævnte alt for tydelig igen.
Alt ligger i sproget
Morrisons omgang med sproget er næsten discipelsk. I sin tale, da hun modtog Nobelprisen i litteratur i 1993, lagde hun ud med en henvisning til de ord, stort set alle voksne og børn har et forhold til: “Once upon a time”, der var engang.
Når vi fortæller historier, vores egne og andres, fortæller vi verden, bearbejder den og forsøger at forme dens fremtid. Hun bruger en gammel historie om en samtale mellem en gruppe børn og en blind synsk kvinde, der skal gætte, om den fugl, en af dem har i hånden er levende eller død. Det bliver til en lang, argumenterende udveksling mellem de to om præmisser, respekt og sprogbrug.
Hun siger om den blinde kvinde: “In her country children have bitten their tongues off and use bullets instead to iterate the voice of speechlessness, of disabled and disabling language, of language adults have abandoned altogether as a device for grappling with meaning, providing guidance, or expressing love.”
Hun mener, at børnene og deres formuleringer er påvirket af sproget hos den barnlige, totalitære leder, der hovedsageligt taler for at undertrykke og styre. Og det er netop dét retorisk specifikke og pedantiske sprog, Morrison er imod: “… there will be more of the language of surveillance disguised as research; of politics and history calculated to render the suffering of millions mute; language glamorized to thrill the dissatisfied and bereft into assaulting their neighbors; arrogant pseudo-empirical language crafted to lock creative people into cages of inferiority and hopelessness.” Det sprog skal vi kæmpe imod.
Vi skal fortælle uden at tage nogen i hånden, vi skal føle gennem sprog og dialog. For som hun afslutter sin fortælling om børnene og den gamle kvinde, når børnene siger “Your answer is artful, but its artfulness embarrasses us and ought to embarrass you […] You are an adult. The old one, the wise one. Stop thinking about saving your face,” og hun svarer “I trust you with the bird that is not in your hands because you have truly caught it. Look. How lovely it is, this thing we have done – together.”
Når jeg læser Toni Morrisons bøger, tænker jeg nogle gange, at hun er ligeglad med, om jeg egentlig forstår hendes plots. For plottet ligger så smerteligt alle steder under hendes ord, at det, det konkrete, næsten bliver irrelevant. Det vigtige er, hvordan karaktererne og alt det, de repræsenterer, får lov til at udvide deres egen bevidsthed og gøre det samme for læseren, så man efter endt læsning sidder og tænker how lovely is this thing we have done — together.
