Viggo har været ude at hamstre, og nu vil han ikke af med sit toiletpapir.

Kriselitteratur: Den gode nyhed er i det mindste, at det hele kan blive meget værre…

Misforstå os ikke. Vi forsøger ikke at gøre os sjove på coronakrisens bekostning, ej heller at piske en stemning op. Men når nu du alligevel skal tilbringe de næste par uger uden ret meget selskab, kan du lige så godt læse om pest, koppersmitte og dommedag.

Albert Camus: ’Pesten’ (1947)

Skolerne lukkes, togdriften indstilles, og indbyggerne hamstrer madvarer og forskanser sig indendøre, da et udbrud af pest rammer den algeriske havneby Oran. Først omkommer rotterne, dernæst de første mennesker, og så rammer katastrofen i form af døde i tusindvis. Lyder det bekendt? At læse Camus’ ’Pesten’ er en påmindelse om, hvor skrøbeligt et samfund er, og romanen er først og fremmest en allegori over krigens rædsler og især den tyske besættelse af Frankrig, hvortil Camus var flyttet fra Algieriet i 1940. Camus modtog i 1957 Nobelprisen i litteratur for dette eksistentialistiske hovedværk, som også er en af de vigtigste efterkrigsromaner om livets absurditet. 

José Saramago: ’En fortælling om blindhed’ (1995)

En epidemi af pludselig og uforklarlig blindhed rammer en efter en indbyggerne i en ikke-navngivet storby, og efter kort tid er størstedelen af befolkningen holdt fanget i karantæne. Det her er den absolut stærkeste og mest uafrystelige roman, jeg har læst i mange år. På en gang en abstrakt fabel og fuldstændig mareridsagtig konkret spændingsroman. Vi følger et ægtepar, hvor kvinden, som den tilsyneladende eneste, ikke er ramt af blindheden, mens samfundet stykke for stykke falder fra hinanden, og mennesker bliver mere og mere dyriske i deres kamp for at overleve. Beskrivelsen af de blindes kamp mod hinanden er klaustrofobisk, så læs denne bog – som José Saramago i 1998 vandt Nobelprisen i litteratur for – inden du hamstrer toiletpapir i Netto.

Cormac McCarthy: ’Vejen’ (2006)

”Når han vågnede i skoven i nattens mørke og kulde, rakte han hånden ud og rørte ved barnet, der sov ved hans side. Nætterne var mørkere end mørke og hver ny dag mere grå end den foregående.” Jeg havde netop fået mit første barn, da jeg om natten mellem sutteflasker og bleskift lå og læste denne smukke, smukke fortælling om en fars kamp for at overleve i en fremtid, hvor en ikke nærmere defineret katastrofe har udryddet det meste af jordens befolkning, og hvor dem, der er tilbage, kæmper i ruinerne for at overleve. Plottet er set i store træk på film mange gange før – og ’Vejen’ blev da også fedtet ind i en hollywoodsk filmudgave med Viggo Mortensen og Charlize Theron i 2009. Men Cormac McCarthys Pulitzer-vindende roman er ikke Stephen King og tjubang og monstre. Det er stor, stor litteratur om at være far og passe på et barn, og jeg skal næsten bare se på bogen for at få tårer i øjnene, fordi den dybest set handler om, at vi skal passe på hinanden.

Maria Gerhardt: ’Transfervindue’ (2017)

En lille og fin bog, som Maria Gerhardt, der for mange mest var kendt for sit dj-alias, Djuna Barnes, skrev færdig, mens hendes kræftsygdom langsomt halede ind på hende. I romanen er Hellerup nord for København i en ikke nærmere defineret nær fremtid forvandlet til et kæmpemæssigt hospice, hvor alle er syge, og hvor folk udefra er forment adgang. Porte og hegn adskiller de syge fra de raske, og mens livet går videre udenfor hegnet, trisser den syge jeg-fortæller og hendes ven Mikkel rundt indenfor og forsøger at få tiden til at gå, mens de taler om deres liv, inden sygdommen og gradvist tager mere og mere afstand til de raske udenfor. ’Transfervindue’ er ikke en bog om smitsomme epidemier, men det er en rørende refleksion over, hvordan samfundet behandler de syge. 

Terry Hayes ’Jeg er Pilgrim’ (2017)

Jeg havde netop vendt sidste side i denne bog, da coronavirusset begyndte at sprede sig over verden, og ikke engang en så fantasifuld forfatter som Terry Hayes kunne have fundet på et lige så vildt plot, selvom hans er næsten lige så godt. I ’Jeg er Pilgrim’ planlægger en islamisk terrorist at masseproducere dødelig koppevirus, fylde den i ampuller med influenza-vaccine og sende hele skidtet til USA i læssevis, mens han stille og roligt venter på, at alle, der tror, de skal have et lille prik mod flu, i stedet lider en pinefuld død af kopper. Hayes er tidligere manuskriptforfatter i Hollywood, og for en som undertegnede, der normalt går i en stor corona-bue udenom krimier, er den her noget af det mest medrivende, neglebåndbidende og vilde thriller, jeg har læst i mange år. Læs den som du ville binge ‘Homeland’ og glæd dig over, at det ikke er kopper, der er i omløb – eller forestil dig at corona måske i virkeligheden er udviklet af en eller anden ond terrorist i et laboratorium… 

Find mere om
Footer graphics