Jakob Skyggebjerg
Foto: Rita Kuhlmann

Jacob Skyggebjerg: “Jeg ville ønske, jeg aldrig var blevet forfatter”

Den 36-årige forfatter Jacob Skyggebjerg er aktuel med sin sjette roman, ‘Inderkredsen’, der er en ramsaltet satire over det litterære miljø i København. Og anmelderne har mildt sagt været hårde. Her færdiggør han ni sætninger om, hvem han er, og hvordan det er at blive slagtet.

At være en forfatter som mig…

“… er voldsomt lige nu. Jeg har ladet op til, at den her roman skulle blive et brag, fordi den er så gennemarbejdet. Men så har alle anmelderne bare fældet den. Jeg tænkte, bogen var fem stjerner værd, fordi den er så vild, og den læser sig selv, men så løb jeg bare ind i den her mur af en modtagelse. Jeg havde ikke kalkuleret med konsekvensen af, at min kritik i bogen var spot-on. Det har været et voldsomt anti-klimaks, som har gjort, at jeg har været sengeliggende. De første dage kunne jeg ikke noget. Jeg sov og vågnede og læste lidt, og så faldt jeg i søvn igen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var en ægte depression, ikke bare sådan noget, man siger. Der var ikke noget håb. Men nu er jeg på vej op igen.”

“Grundlæggende er det at være en forfatter som mig at være misforstået. Jeg kan ikke foretage mig noget, uden at det bliver læst ind i en forudindtaget idé om, hvad det er, jeg gør og skriver. Den her idé om, hvem jeg er, blev grundlagt, da jeg udgav min første roman og stod i bar overkrop med guldkæder og en fortælling om at komme fra bunden af samfundet i Jylland. Allerede dér mærkede jeg, hvordan mange fejlvurderede min agenda som forfatter. Der blev skrevet et portræt af mig som en, der gerne vil være en bad boy. Men jeg har aldrig sagt, at jeg gerne vil være en fandens karl. Jeg kommer og er mig. Det er det.”

Jeg vidste, jeg var god…

“… da jeg holdt en improviseret prædiken i Syvende Dags Adventisternes kirke ved Vejle Fjord. Det var, mens jeg gik på gymnasiet omkring 2002-2003. Der var en indsamlingsdag, og jeg holdt en prædiken, hvor jeg talte fra hjertet om næstekærlighed og gavmildhed. De var helt vilde med den, alle hujede. Bagefter, da jeg er på vej hjem og går op ad bakken mod min familie, kommer den tørreste af alle adventisterne, Erling, op til mig. En gammel gråhåret mand og en god adventist, som er imod dans, film og musik. Han slår mig på låret med en stor dolk. Bam! Det svier og gør helt vildt ondt. Og så siger han nærmest råbende til mig: “Dét var godt gået”. Hans ansigt lyste af begejstring, det var, ligesom han havde fået en åbenbaring, og hans tro var blevet genvakt. Det fik mig til at føle, at det, jeg indeholdt, var værdifuldt, og at jeg kunne tale – direkte fra hjertet.”

Når jeg skriver, er jeg altid…

“… åben overfor, hvad teksten vil. Det er et grundlæggende værktøj for mig. Jeg starter tit med en idé om, hvad mit værk skal være, men det ændrer sig altid sprogligt og indholdsmæssigt. Hvis man er åben, kan man skabe noget originalt. Jeg abonnerer ikke på ideen om mig selv som et medium for kunsten, men min tekst er et resultat af min bevidstheds påvirkninger. Så hvis der er Jean-Michel Jarre på anlægget, påvirker det min bevidsthed og derefter teksten.”

“Ofte praktiserer jeg at skrive 14.000 tegn om dagen. Det bliver cirka til 10 bogsider, og så får jeg en følelse af, at mit produktionspotentiale er opfyldt, og jeg kan være tilfreds. Der er en tilstand af lykke bagefter. Det kan tage otte eller ti timer, det er meget forskelligt. Men fra klokken fem og fire timer frem kan jeg producere dobbelt så meget som på andre tidspunkter af dagen. Sådan har jeg det. Efter klokken ni kommer dagen, og man bliver mere diffus. Men for det meste skriver jeg om natten. Så går jeg i gang klokken 20 med noget læsning for at lade sprogcentret op, og på et tidspunkt vågner skriften så og vil ud på papiret. Om natten er der også grobund for høj produktivitet. Men disciplinen kommer og går. Nu kan jeg næsten ikke komme i gang, fordi jeg lige har udgivet en bog.”

Jakob Skyggebjerg

Jacob Skyggebjerg

Forfatter, født i 1985.

Debuterede i 2013 med den autobiografiske roman ‘Vor Tids Helt’. Har siden udgivet romanerne ‘Hvad mener du med vi’ (2015), ‘Jalousi’ (2017), ‘Hjælp’ (2018) og ‘Der går min klasselærer’ (2020), foruden en række digte og noveller.

Har desuden udgivet musik som rapper under navnet Skygg. Bogen ‘Inderkredsen’ udkom 2. december på Gladiator

Det vigtigste i mit arbejde…

“… er originalitet og bemærkelsesværdighed. Jeg kan ikke klare at skulle skrive noget, der minder for meget om noget, der findes i forvejen. Jeg kan ikke lade originalitetens mulighedsområde begrænse, for det er demonterende for mit og kunstens formål. Desværre er det hele det etablerede modtagersystems måde at arbejde på – at putte ting i kasser. Men jeg hader det der med at blive skåret til. At man aldrig kan være større end det, som folk forestiller sig om en.”

Min største drøm…

“… er at opnå en tilværelse, hvor jeg kan være i konstant bevægelse. Jeg vil helst ikke opholde mig det samme sted mere end tre måneder af gangen. Jeg bliver hurtigt træt af såvel mennekser som omgivelser.” 

“I 2018 havde jeg en tur til USA, hvor jeg kørte 4000 kilometer på fem dage i en lejet bil. Det er ret meget, og jeg kørte hele tiden. Det var en konstant stimulans for mig – at se hvordan landskabet ændrede sig. Den her nomadetilværelse, en lastbilchauffør-tilværelse, er noget af det bedste, for så slipper man for at nå til et punkt, hvor man skal tilpasse sig socialt. Det ville være godt at slippe for og i stedet være en forbipasserende betragter.” 

Sidste gang jeg græd…

“… var lidt mærkelig. Der var en, som viste mig en video af en gammel abe, som skulle dø. En chimpanse, som var blevet passet hele sit liv, og nu lå den bare og kiggede op på sin plejer. Den sagde ikke noget, men kiggede på en måde, som mindede mig om min mor. Pludselig lignede den bare hende. Da jeg var hjemme hos hende sidst, lå hun på sin topersoners sofa og så op på mod mig på samme måde. Da den tanke slog ned i mig, græd jeg. Og jeg blev nødt til at lukke ned for videoen af aben.”

“Hver gang jeg tænker tilbage på den, genkalder jeg oplevelsen af den forbindelse, som min mor har til mig. Jeg slap hende som 14-årig og har aldrig savnet hende, men hun har en gammel emotionel forbindelse som hænger fast. Hun har en idé om mig som en dejlig søn, og hun elsker mig på samme måde som, da jeg blev født. Det er værdifuldt for mig at blive bevidst om. Min mor har lidt meget på grund af mig, men jeg kan ikke tale med hende. Det er som om, hun lever inde i sig selv.” 

“Da jeg var lille, og vi var til samtaler ovre i skolen, så begyndte lærerne at rose mig for, hvor god jeg var til dansk og engelsk og matematik. De sad alle sammen der og skød mig ned med deres komplimenter, og jeg sad bare og tudede. Min mor sad ved siden af og sagde: “Det var vel nok dejligt, sikke noget”. Hun forstod det slet ikke. Og jeg sad bare og var helt blåsort af gråd. Den der følelse af, at lærerne bare prikkede til noget inde i mig, som var meget, meget blødt og uden beskyttelse. Her 25 år senere skulle man tro, at det der sted var groet til, men jeg har oplevet det indenfor de seneste par år, at nogen kommer til at prikke, og så vælter tårerne bare ud omgående. Det er en særlig form for ros, som er mærkelig, nærmest hypnotisk for mig.” 

“Normalt har jeg dog ikke let til tårer. Kun hvis jeg vil. Hvis jeg ikke vil, kan jeg sandsynligvis undgå det.”

Jakob Skyggebjerg

Det største kompliment jeg har fået…

“… er svært at pege på, fordi komplimenter generelt kan være overvældende for mig. Jeg havde en underviser på et tidspunkt, som til en evaluerende samtale sagde: “You have a beautiful mind.” Og så kom tårerne bare. Det var som om hun så mig og så ind til mit inderste væsen. Hun forklarede, hvad hun mente med det, men jeg brød fuldstændig sammen. Psykisk var det utroligt, fordi det handlede om den, jeg var, og ikke de ting, jeg gjorde. Det gav mig en følelse af fuldkommenhed.” 

Det knuser mit hjerte…

“… at se håb gå til grunde. Et eksempel er, når nogen åbner en butik i en konkursramt landsby, og man kan på forhånd kan se, at det går galt. Det er et håbløst håb, de har. Og når man så kommer tilbage et par måneder og ser, at butikken er lukket igen. Jeg ser for mig de her rendyrkede mennesker, som i godmodighed har hygget om at stable butikken på benene og besluttet, hvor tingene skulle stå, og så bliver det bare knust af realiteterne. Det fortjener de her mennesker ikke. Men de bliver nødt til at indse, at de har været nogle idioter. Det er især forfærdeligt, fordi verden ofte stiller sig op og griner af dem og peger fingre af dem, der har fejlet. Det er virkelig noget, der kan knuse mit hjerte bogstaveligt talt.”

For 10 år siden ville jeg ønske, jeg havde vidst…

“… at jeg egentlig havde mere lyst til at stå på en scene og underholde folk, end jeg ville skrive bøger, som altid skal ses på med en eller anden alvor. Det, jeg bedst kan lide, er at få folk til at grine. Det er en udveksling af lykke, som er meget mere værd end noget andet. Jeg tror på, at den bedste mulighed, vi har for at skabe fred i verden, er ved hjælp af humor. Det lyder åndssvagt, men humoren kan skabe en relation mellem folk på tværs af klasse og alt andet. Når humoren forbinder os, indser vi at vi alle er mennesker.”

“Samtidig ville jeg ønske, at jeg ikke var blevet forfatter. Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor alvorligt det er. Der er ikke er plads til, at man kan sprede glæde som forfatter. Det er som om, det falder igennem. Jeg ville også gerne have vidst, at man bliver meget fastlåst i folks forestillinger om, hvem man er. Og selvom jeg nu har skrevet en roman, som er hamrende sjov og satirisk, så bliver modtagelsen dybt alvorlig. Men jeg kan ikke stoppe med at skrive. Jeg skriver hele tiden. Undtagen når jeg lige har det sådan, at jeg næsten ikke kan fysisk trykke på tasterne, fordi alt føles håbløst. Sådan har det lige været, men nu lysner det igen.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics