Lone Aburas
Foto: Robin Skjoldborg

Lone Aburas: “Jeg tror ikke, der har været mange revolutioner uden vrede”

Lone Aburas er aktuel ‘Den sorte bog (B-sider)’, der handler om en gudsforladt politisk virkelighed præget af krig og flygtninge. Men at skrive om det svære, politiske er det mindste, man kan gøre, mener hun.

Lone Aburas har skrevet digte for første gang. Det er i hvert fald første gang, den danske forfatter har skrevet noget og kaldt det digte. Og udgivet dem. Resultatet hedder ‘Den Sorte Bog (B-sider)’ og er en smal og undseelig sag på 57 sider.

Alligevel er der noget meget konfronterende ved digtene, når man læser dem. De er – ligesom forgængeren ‘Det er et jeg der taler (regnskabets time)’, som Aburas vandt Montanas Litteraturpris for i 2017 – skrevet i et sprog, der brænder. Af indignation og vrede over den politiske situation i en nærmest apokalyptisk tid.

Vi kontaktede Lone Aburas for at høre, hvordan det er at være mere vred end poetisk, når man skriver digte.

At skrive ned i et nulpunkt

Hej Lone. Tillykke med bogen. Var det en hård fødsel?

”Ja, fordi jeg ikke har skrevet poesi før. Jeg havde ikke nogen metode eller nogen praksis, og digte opfører sig anderledes, end når man skriver prosa, synes jeg. Det var lidt som at skrive ned i et nulpunkt, hver gang jeg skrev et digt. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvor inspirationen kom fra, så det blev meget magisk egentlig. Det var svært at få styr på den politiske situation – sådan som jeg følte og så den – i  poesiform. Så på den måde er jeg mega glad for, at det lykkedes.”

Besluttede du dig for at skrive digte den her gang?

“Nej, men da jeg skrev min sidste bog, opstod der nogle gange nogle sætninger, som var mere lyriske og havde en skønhed, og det syntes jeg var ret fedt, udover at det stimulerede mit ego, så kunne poesien give mig en præcision og konkrethed i forhold til den politiske indignation, jeg føler.”

Digtene kredser helt konkret om krigene i Mellemøsten og flygtninge i Danmark. Hvorfor?

”Det var det, der brændte på, da jeg skrev bogen i 2017-2018. Det påvirkede mig og gjorde mig ked af det – og trist – men også vred over, at verden gik videre på trods af nervegasangreb, krig og sult i Yemen.”

”Nogle gange kan jeg godt næsten forstå – selvom jeg helst ikke vil indrømme det – at folk ikke kan overskue det, for hvad skal man gøre? Men det mindste, man kan gøre som forfatter, er sgu da at skrive om det og have en følelse eller en reaktion. Jeg er med på, at man ikke kan bruge digtene til noget – jeg kan jo ikke løse Assads regime, men jeg kan godt skrive om det og være afmægtig”.

Som en Strunge har jeg brug for at drømme
om andet end hospitalsangreb og kollapsede systemer
om spædbørn og hjerneskadede drenge
på jagt efter forældre i ruiner og murbrokker
i Mosul
i Taiz
i Ghouta
For jeg kan fylde medlidenhedssale
med det pis. Og jeg stoler ikke
på pacifister og præster
Jeg stoler ikke på mig selv
når jeg tager min makrelmund
for fuld og prædiker for dem
der gider at lytte

- uddrag fra 'Den Sorte Bog (B-sider)'

Har det været en lise eller en hjælp at skrive om det?

”På en eller anden måde har det været affødt af to onder. For det er bare det, jeg kan skrive om, men jeg mener ikke, at nu har jeg vasket mine hænder og er et godt menneske, og så kan vi alle sammen sidde og blive enige om, at det er også forfærdeligt, og nu er vi politiske, fordi vi læser noget politisk.

“Det er ikke nok at skrive om det. Det mener jeg ikke. Man bliver nødt til at gå til nogle møder og demonstrationer, og det er endda også noget, der føles nyttesløst”.

Lone Aburas
Foto: Robin Skjoldborg.

En forfatter har jo tid

Gør du noget aktivt for at hjælpe krigsofre eller flygtninge?

”Ja. Det har jeg gjort løbende. Men det lyder så klamt, at jeg har ”hjulpet” på den måde. Men jeg har f.eks. kontakt til en, der sidder på Udrejsecenter Kærshovedgård, og vi er flere i en gruppe, der har det. Jeg prøver at være med til at gøre noget aktivt på den måde. Når man er forfatter, har man jo tid til den slags”.

Håber du på, at man som læser engageres af dine digte?

”Jeg må indrømme, at jeg ikke tænker så meget i læseroplevelsen. Sorry. Men jeg tror også, at folk, der er enige med mig, læser bogen. Engagerende litteratur? Jeg ved ikke, om det findes. Hvis det gjorde, havde verden nok set anderledes ud, lad os bare sige det sådan”.

Så derfor tilspørger jeg dig
tilsøler dig:
Om du var turist i slummen i går?
Om du havde det luksus og apokalyptisk?
Apolitisk så du dig vel om mellem lig og løgn?
Og så gik du hjem og onanerede til undergangen.
Så gik du hjem og skrabede sekret og
bladguld af oplevelsens gru
og hængte det om halsen som en bloddryppende
diamant man kan skrive et digt om.

- uddrag fra 'Den Sorte Bog (B-sider)'

Det jeg, der taler i digtene, fremstår meget vredt og indigneret. Tror du, det er sværere at lytte til en vred digter end en poetisk?

”Det er en måde at afskrive folk på at kalde dem vrede. Mange af den slags påhæftelser bliver brugt til at diskvalificere folk. Og det har jeg ikke så meget tilovers for. Der er nogle, der ikke har lyst til at lytte uanset hvad. Men jeg synes, det er mærkeligt, at nogle menneskers følelser er mere legitime end andres.”

Kan det ikke blive for vredt?

”Det synes jeg ikke, for litteratur må være fuldstændig, som den vil være. Der er ikke noget krav om objektivitet. Så den må gerne være uforsonlig. Men der er også mange andre følelser i min bog – sorg for eksempel. Men vreden kan også være agiterende. Jeg tror ikke, der har været mange revolutioner uden en underliggende vrede.”

Ulækker krigsdans

Bruger du litteraturen til at overdrive med?

”Ja, det tænker jeg, at jeg gør. Men noget af det, jeg skriver om – krig og Gaza – er ret slemt i for vejen, men jeg bruger nogle andre virkemidler og greb, når jeg digter, end dem du finder i en artikel. Det kan være forfærdeligt at læse helt nøgternt om, at en familie bliver gravet op af jorden – det behøver ikke nogen ulækre, poetiske billeder. Og det er ikke, fordi pressen skal være anderledes. Men det kan virke sindssygt at se ’Vild med dans’ lige efter noget om krigen i Syrien. Det er fandme ulækkert”.

Er det ikke bare et menneskeligt vilkår?

”Det har vi jo i hvert fald bestemt, at det er. Der er ikke naturbestemt, at nyhedsfladen ser sådan ud.”

Så hvad drømmer du om?

”Jeg er så gammel nu, at jeg tror ikke, der kommer til at ske noget. Et andet politisk system – det kommer ikke.”

Det lyder som et ret dystopisk verdenssyn…

”Det ved jeg ikke, om det er. Altså katastrofen er meget præsent for mange, bare ikke os heroppe i Norden. Det handler om at åbne øjnene.”

Kommer du nogensinde til at skrive om noget, der ikke er politisk?

”Det kunne jeg godt. Jeg skriver om det, jeg er optaget af, og det kommer i forskellige former. Jeg kommer ikke til at skrive om mit parforhold, fordi jeg ikke ville kunne skrive noget særlig spændende om det. Dermed ikke sagt, at det er forkert at skrive om den slags som forfatter. Tove Ditlevsen har skrevet nogle mega gode bøger om det, men det kan jeg bare ikke. Måske engang. Eller … nej…det tror jeg ikke.”

Footer graphics