Jeg var for nylig vidne til en meget livsbekræftende oplevelse, da jeg drak kaffe med min far og lillebror i Folkehuset Absalon. Ved bordet ved siden af os sad en gruppe vidt forskellige mennesker i passioneret samtale omkring det, der tydeligvis var en fælles oplevelse – nemlig, at de havde læst den samme bog. Det var opmuntrende at lytte til, hvordan litteraturen kunne forene dem på tværs af forskelligheder, og mindede om vigtigheden af fællesskabet, et fællesskab som bøger og bogklubber skaber.
Flere og flere unge melder sig ind i bogklubber, og antallet af bogklubber i Københavns biblioteker er de seneste år steget med 20 procent. Det viser en artikel fra TV 2, og det glæder mig. Jeg tror nemlig, at bogklubberne giver os det, vi har allermest brug for lige nu – fællesskab og forståelse for os selv og hinanden. Det er især emner som kønsidentitet og klima, de unge læser om, og de bruger bøgerne til at blive inspireret og udfordret på egne tanker gennem diskussioner med hinanden.
I en accelererende tid, hvor samfundet føles som en Formel 1-bil, der er tunet til at komme så hurtigt frem som muligt, er bogen vores pålidelige folkevognsrugbrød med plads til alle. I en verden af konstante distraktioner og hastige forandringer giver bogen og bogklubberne os en tiltrængt pause fra hverdagens stress og jag. For alt i mens teknologien udvikler sig med lynets hast, og min nye MacBook pro stille og roligt bliver forældet, mens jeg skriver dette, er litteraturen forblevet mere eller mindre statisk siden filosoffer og forfattere som Giovanni Boccaccio, Michel de Montaigne og Miguel de Cervantes opfandt novellen, essayet og romanen, som vi kender dem i dag.
Bogen og litteraturens relativt statiske former er en evig kilde til indsigt og fordybelse, vi skal benytte os af. Vi kan stadig læse Shakespeare og sågar Homer og Platon, som jeg tydeligt husker fra oldtidskundskab i gymnasiet, lagde grobund for en dyb dialog med de ideer, der har formet vores kultur og selvforståelse. I en tid, hvor vi søger eskapisme fra den digitale støj, er bøgerne vores oase af ro og refleksion og en ramme for vores fællesskabende sammenhængskraft.
I Svend Brinkmanns åbningstale ved bogmessen Bogforum i 2017, taler han om syv grunde til at læse. En af grundende er netop bøgernes helbredende eskapisme. Ved at læse om andre med samme tanker/udfordringer/drømme som os selv, kan vi finde en trøst eller inspiration, hvilket kun forstærkes i bogklubberne, hvor vi kan dele vores tanker og følelser med andre.
Dette står i skarp kontrast til den overfladiske verden på sociale medier som Instagram, hvor vi konstant sammenligner os med andre, og hvor et massivt overload af perfekthedskultur visualiseres med billeder fra en dybblå pool i Sydspanien og farverige frokostretter med veninderne – og får os til at føle os utilstrækkelige.
Det er den samme pause fra dagligdagen, vi søger, når vi scroller på Instagram, som når vi åbner en bog. Men hvor vi i litteraturen bliver præsenteret for det grimme, det smukke, det frastødende og det forførende, viser Instagram kun et nøje udvalgt udsnit af folks liv og som oftest tilsat en god portion glimmer.
Når jeg endelig formår at lægge mobilen væk og fordybe mig i en bog i flere timer ad gangen, føler jeg en fornyet energi og glæde – og en verden åbner sig med nuancer og følelser, der ikke kun er smukt iscenesatte. Det er en påmindelse om, hvor vigtigt det er at give sig selv mulighed for at kunne spejle sig i et mere nuanceret og umiddelbart realistisk persongalleri – og ikke kun sociale mediers vanedannende dopaminindsprøjtning af fortegnede glansbillede-verdener. Selv, mens jeg skriver dette, kribler mine fingre efter at tjekke mobilen, men jeg modstår fristelsen og griber i stedet ud efter en bog.
