Corona graffiti
Foto: Daniel Tafjord/ Unsplash

Frokostknald og knibeøvelser: 20 vilde ting vi aldrig havde forestillet os inden Corona

Det er tid til at gøre status over nogle sindssyge måneder. Så hvad tager vi med os, og hvad efterlader vi i det forsømte forår 2020?

For at standse virusset blev der indført nogle vilde tiltag og krav, som man end ikke i sin vildeste paranoia-fantasi kunne have forestillet sig før Corona-lock down. Her kommer 20 af dem:

1. Kold før 12 lovpligtigt

En regeringsudstukket askepots-regel om at bryllupper og andre store fester skal slutte ved midnat.

2. Kærestepoliti

Et kæresteparspoliti med særlige krav til par på tværs af den danske grænse om at fremvise Tinder-matches og slibrige SMS’er for at bevise deres ‘anerkendelsesværdige’ relation.

https://www.instagram.com/p/CAYLpw4lsnk/?utm_source=ig_web_copy_link

3. Cirkel-luftning

At newyorkere ville selvlufte i cirkler på græsplæner.

skumhat
Foto: Cafe & Konditorei Rothe i Schwerin, Tyskland

4. Ydmygelses-kaffe

At sidde på café med en Corona-klaphat lavet af svømmehals skumrør.

5. Quickie i frokostpausen

At hjemmearbejde gør akademikere (som ligner Noa Redington) liderlige.

Magisterbladet

6. Barsels-fiasko

At visse voksen-curlingbørn ville forlange at få refunderet deres barselsorlov, fordi det var umuligt at komme til babysvømning og i mødregruppe nogle måneder.

7. Ensretning af livet

Ensretning af hovedretningen i S-togene for at minimere smitte, ensretning af løbe- og gåretning i parker, på kirkegårde og omkring søerne i København for at undgå, at vi trækker vejret på hinanden.

Twitter politi

8. Dyrt havespil

Politibøder på 2.500 kroner for kongespil i det fri.

Romkugle

9. Romkugle-dille

Pludselig skulle alt laves hjemme og fra bunden. Også romkugler som ellers er en slags spildprodukt fra bageren.

10. Klaustrofobisk ansigts-BH

At flå sin ansigtsmaske af efter et besøg ude i verden viste sig at være omtrent lige så tilfredsstillende som at smide BH’en ved hjemkomst efter en lang arbejdsdag.

11. Regnefejl i smittetal

Det var enormt svært at få et klart svar på smitten. F.eks. var der fejl i de officielle smittetal, fordi en kolonne i et Excel-ark blev fucket up. Så menneskeligt og velkendt, at selv Statens Seruminstitut fumler rundt i deres regneark.

Corona-skilt

12. Knib sammen

Et af myndighedernes stærkeste våben i viruskampen for at holde os hjemme var at lukke alle offentlige toiletter, så vi blev i tisseafstand af egen matrikel. Til gengæld var de danske bækkenbunde aldrig været strammere.

13. Alternative hilseformer

Tænk at vi så hurtigt lærte at hilse på hinanden med fødder og albuer i stedet for krammere og kys. Eller endda en hånd på hjertet eller bare et akavet vink.

14. Jagten på et sommerhus

Det at eje et sommerhus blev pludselig det ægte Corona-guld. Sammen med både-salget og lystfisker-salget der også boomede.

15. Hurtig mønt på krisen

Dansk erhvervslivs omstillingsevne var imponerende. Designer-håndsprit til 150 kroner. Gourmet-takeaway til 150 kr. Eftertragtet normcore joggingtøj til 150 kr. Udendørs-park-træning til 150 kr.

hug

16. Gammeldags kram

Pludselig virker det chokerende, ja ligefrem krænkende, at se folk kramme løs på film optaget før corona. Porno har aldrig været mere fremmedgørende.

17. Udkantsdanmark vandt

En af coronaens store vindere blev Udkantsdanmark. Der var så godt som ingen smittede ude på landet og i provinsbyerne, og det blev pludselig meget attraktivt at opholde sig i Vest- og Nordjylland. Eller bare i sit sommerhus.

18. Singler i hudsults-helvede

At være i en kernefamilie eller et fast parforhold var så meget bedre under corona end gå-i-byen-tinder-livet for de hudsultne singler. Når apokalypsen rammer, gælder det derfor om at have fundet sin klan inden, som kan hjælpe med at finde føde og holde hytten varm. Vi beder til, at hjemmeskoling er passé til den tid.

https://www.instagram.com/p/CAsycBPpdp4/?utm_source=ig_web_copy_link

19. Snasket lock down-vinder

Folk står i kø hele vejen rundt om Staden for at smage og instagramme det: NOMA’s lock down-burger blev coronakrisens egentlige vinder.

20. Corona slog hash

Det er vist aldrig tidligere lykkedes Christiania at lukke Pusherstreet og hashsalget så eftertrykkeligt som under corona, hvor alle indgange til fristaden blev sømmet til, og offentligheden holdt ude i månedsvis. Til gengæld var der så pushere med ansigtstatoveringer på lydløse Mate-elcykler på hele Christianshavn.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER.

Find mere om
Footer graphics