Lars Dybdahl får en kop te. Teen kan han godt lide, men koppen imponerer ham ikke.
Til gengæld interesserer den ham en hel del.
Lars Dybdahl er nemlig kunsthistoriker og designforsker, og så har han med kyndig hjælp fra en del af landets bedste designformidlere netop udgivet den hidtil største gennemgang af dansk designhistorie i bogform, ‘Dansk designhistorie 1 & 2’.
Det er det, man vil kalde en diger sag, på omkring 900 sider. Men den starter også helt tilbage i oldtiden med flintøkser og vikingeskibe og bevæger sig hen over Arne Jacobsen og helt op til i dag i den bæredygtige tidsalder, hvor designere fx laver insekthoteller og fløjter, som kan tale med fugle.
Design kan, skal vi forstå, være mange ting. Og dybest set er alle de ting, vi omgiver os med, designet – hvilket betyder formgivet med større eller mindre held – af en eller anden.
Det er den fuldstændigt generiske firmakop, som Lars Dybdahl lige nu sidder og drikker grøn te af i Heartbeats’ åbne atrium også. Men som nu tidligere underviser i designhistorie har han selvfølgelig tildraget sig visse arbejdsskader. Herunder at en kop aldrig bare er en kop, men et konstant analyseobjekt.
“Den er jo ikke innovativ i den forstand,” siger han, mens han roterer dens nistrede overfalde og betragter den fra forskellige vinkler.
“Den er både industriel og ligner en ældre generation, som man kender fra færgerne, men så er den også præget af, at den gerne vil være kunsthåndværk. Man kan se, at den gerne vil fremtræde lidt unik. Kopper har jo været her i mange århundrede med forskellige formmæssige karakter, men den her kop minder om den tid, hvor keramikere begyndte at tænke virkelig industrielt,” siger han.
Normalt tænker de fleste af os ikke rigtig på kopper og design, medmindre det er meget dårligt udført eller groft sagt har noget med Arne Jacobsen, Hans Wegner eller Nanna Ditzel at gøre.
Men siden designfaget i 90’erne begyndte at blive akademiseret som en etableret del af vores uddannelsessystem, er behovet for at kaste et professionelt og bredt blik på vores fælles forhistorie som designere blevet nødvendigt.
Den nye bog er derfor både tiltænkt et folk, som er almindeligt interesseret i design, og folk, som enten underviser eller bliver undervist.
Men for den helt almindelige dansker tilbyder ‘Dansk designhistorie 1 & 2’ også en ganske udførlig og kuriøs gennemgang af alle de ting, vi har omgivet os med i vores hverdag og på vores arbejde i mange, mange år. Ting, man kender, men hvis design man ikke rigtig har tænkt videre over.
Fra 90’ernes fastnetelefoner til Prince cigaretpakker, motoriserede peberkværne, pengesedler og stribede Nørgaard-trøjer. At bladre gennem værket er som at transportere sig gennem tiden.
I alt er der mere end 1.100 eksempler på design beskrevet i værket. Og der kunne sagtens have været endnu flere.
Alligevel bad vi Lars Dybdahl om at indsnævre fokus endnu mere og udpege 7 ting, der på sin måde karakteriserer dansk designhistorie.
Her er, hvad han valgte.
Skrivekuglen (1872)
“Det er verdens første industrielt fremstillet skrivemaskine. Få ved, at vi var først i Danmark med sådan en. Der var eksperimenter helt tilbage i 1830’erne, men de kom aldrig i produktion. Det gjorde den her. Det var lederen af Døvstummeinstituttet Pastor Malling Hansen, der begyndte at arbejde med den i 1860’erne. Og man kan sige, at det er noget af det første danske handicapdesign, for den er i udgangspunktet lavet til blinde og hørehæmmede med sådan et pindsvine-princip og automatisk linjeskift og det hele. Den her model er fra 1872, og i 1878 kommer den på verdensudstillingen i Paris, og der vinder den sin internationale renommé.”
“Den har været solgt til udlandet. Og Friedrich Nietzsche havde en skrivekugle og skrev på den. Den holdt så frem til 1910 cirka, men blev udkonkurreret af de amerikanske Remington-maskiner omkring 1890. Men den havde altså sit momentum og er meget værd i dag. For 30 års tid siden blev de solgt til omkring 700.000 kroner på auktion.”
Cocktailshakers (omkring 1930)
“De er lavet lige i slutningen af 1920’erne 1930’erne, og de er blandt andet designet af Kay Fisker og Arne Bang. De rykker mod noget nyt, ligesom visse andre ting inden for sølvtøjet: Vi havde jo Georg Jensens lidt mere svulmende, ornamentale stil i hans smykker, men nu begynder det at blive Art Deco. Det er amerikansk. Det er jo cocktail. Det mimer de sofistikerede skyskrabere. Så det er virkelig en internationalisme, som kommer ind i dansk design på et tidspunkt, hvor man også i dansk erhvervsliv begynder at blive amerikansk orienteret, og moden begynder at blive influeret af Hollywood. Så de her fire cocktailshakers er gode eksempler på det opbrud, der er i dansk sølvtøj. Og jeg synes, de understreger, at der faktisk eksisterer en dansk Art Deco-tradition, hvor tingene har en dekorativ funktion samtidig med en brugsfunktion.”
Finn Juhls Høvdingestol (1949)
“Der eksisterer en fortælling i dansk design, som i hele tiden peger på, at Kaare Klint er den første moderne designer. Og han havde en kolossal betydning, og alle har været inspireret af ham og hans eksempel. Men jeg mener, det er vigtigt at påpege den generation med Finn Juhl, Hans Wegner og Arne Jacobsen efter krigen og under krigen, som gjorde oprør mod Klintskolens akademisme og typetraditionalisme, hvor man tænkte, at alting ordner sig, hvis bare man renser de gamle møbler og gør dem simple og moderne.
Finn Juhl var træt af den tanke, og han kritiserede det offentligt i en tale inde i Designmuseets festsal i 1949. Han sagde, at man ikke står i dialog med sin samtid ved at holde fast på de der gamle former. Og at det var meningen, at møblerne skal spejle deres egen samtid. Finn Juhl var interesseret i moderne kunst, skulpturelle ting og hentede sine inspirationer andre steder – fra sommerfuglevinger og fra naturen.
Høvdingestolen fra 1949 er et eksempel på, at der træder en generation frem, som er stærke repræsentanter for organisk modernisme. At tingene skal stå i organisk dialog med menneskekroppen, og menneskekroppen skal være i centrum. Møblerne må gerne vække associationer. Det var blandt andet det, som var med til at give dansk møbeldesign sin internationale position. Og den her stol er jo blevet et ikon for dansk møbeldesign.”
PH5-lampen (1958)
“Poul Henningsen laver den her pendel-lampe i 1958, som blev så masseudbredt, at det er blevet folkeeje. Den tradition, som Poul Henningsen grundlagde her, er fortsat i dansk lampedesign og har været en stor international succes. Udlændinge kunne tro, at den er skænket af den danske stat. Der var en japaner, som rapporterede hjem, at han havde fået det indtryk, at den nye danske velfærdsstat gav en PH-lampe i bryllupsgave til alle nygifte.
Faktisk laver han allerede forløberen til den treskærmede pendel-lampe i 1926, og året efter laver han Septimalampen i glas, som er forløberen til den eksklusive Kogle, som først bliver først 30 år efter, hvor arkitektparret Niels Koppel og Eva Koppel kontakter ham med henblik på, at han tegner lamper til Langelinje Pavillonen.”
Ole Jensens opvaskebalje (1996/2002)
“Den her balje, som Ole Jensen lavede første version af i 1996, blev også en international succes. Han er egentlig kunsthåndværker og fremstillede selv de første prototyper og den første produktion til salg, men så blev han kontaktet af Normann Copenhagen, som satte den i industriel produktion og forenklede den. Den ramte ind i det, man kunne kalde spisestuens død, og det blev en tendens at have samtalekøkkener. Madkulturen og interessen for mad, Noma og det nordiske køkken vandt frem. Det betød også, at designerne begyndte at tænke køkkenudstyret på andre måder. Det skulle ikke være så almindeligt og traditionelt, som det havde været gennem årtier. Og man begyndte at være innovativ. Det er Ole Jensens opvaskebalje i foldbart gummi et fint eksempel på det. Den gjorde opvasken attraktiv igen, selvom der fandtes opvaskemaskiner. Og så kan den bruges til mange ting, på badeværelset eller til planter eller sko. På Museum of Modern Art stod den på et tidspunkt på disken som champagne-køler.”
Mussel Mega af Karen Kjældgaard-Larsen (2000)
“Royal Copenhagen var i lidt af en krise omkring årtusindskiftet, fordi man ikke var sikre på, at danskerne ville blive ved med at bruge dyrt porcelæn. Men satsede så alligevel ned på Karen Kjældgaard-Larsens Mussel Mega, som var hendes afgangsprojekt fra designskolen. Hun fornyer og bevarer på samme tid den blå-hvide tradition fra det kongelige porcelæn, som går helt tilbage til 1775. Det musselmalede mønster betragter mange som et dansk mønster, men det figurerer faktisk også i Tyskland, og oprindeligt er det en bearbejdning af et kinesisk mønster. Karen Kjældgaard-Larsen dekonstruerer mønstret, og det endte med at blive en kæmpe succes. Hvis man tænker strategisk, er hun lykkedes med at forny, men ikke forny for meget, for så kan det ikke sælges. Det er en tendens i dansk design, at man bliver ved med at modificere, uden at det bliver for ekstremt.”
Louise Campbells VeryRoundChair (2006)
“Dengang Louise Campbell startede, kan man hævde med god ret, at kvinderne var underrepræsenteret inden for møbelområdet. Men hun manifesterede sig som en af flere nye nordiske kvindelige møbeldesignere, der havde Nanna Ditzel som det store forbillede. Hun troede på, hun kunne lave karriere i design ved at tænke og handle selv. Og samtidig ikke undertrykke sin femininitet. Og den her stol blev i høj grad opfattet som meget feminin, da den blev lavet i 2006. Den er kniplingsagtig. Den er transparent, den er let. Og samtidig så er den altså laserskåret i to plader, som så er koblet sammen.
VeryRoundChair blev produceret i tusind signerede eksemplarer, og dermed er den en del af en nyere strømning, nemlig det signerede design, som nærmer sig kunst. Det balancerer mellem at være kunsthåndværk og industriel produktion.
Da hun designede den, sendte hun tegningerne ned til møbelproducenten Zanotta i Italien, da de skulle producere den. Og så hørte hun ikke mere til det. Det var hun meget forbavset over, for lige pludselig kom der en stol med posten. Det var helt forskelligt fra, hvordan vi har tradition for at arbejde i Danmark. Noget af det, som har gjort dansk design til noget særlig er det tætte samspil mellem snedkere og arkitekter og designere. Designerne har været til stede under produktionsprocessen og været med til at raffinere og korrigere. Sådan har det været. Og det er der stadigvæk jo en tendens til.”
