Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Instagram har gjort madkulturen ulidelig

Mad er ikke længere bare god mad. Det skal også se godt ud på Instagram. Det skaber lange køer foran diverse restauranter og bagerier, men er det egentlig så godt, som alle siger, eller er det bare god markedsføring?

Det er blevet tiden på året, hvor Københavnere samles i kø foran diverse bagerier for at få en dyr fastelavnsbolle. Fastelavnsboller er lækkert, men er det virkelig “stå i kø en halv time”-lækkert? 

Sidste år testede jeg det og stod i kø til en af de mest populære fastelavnsbolle-snedkere for at se, om hypen holdt.  Det gjorde den selvfølgelig ikke. Min bolle var overvældende bastant og en anelse vammel. Her ville jeg tro, at man som anerkendt fastelavnsbolle-skaber havde fundet et trick til at neddrosle flødeskums/creme-chokket, man ellers kender fra mere almindelige fastelavnsboller, men ak nej. Udover det følte jeg mig også utrolig dum ved at stå i kø til bagværk. 

Det skal dog ikke kun gå ud over fastelavnsbollen. Det er nemlig ikke dens skyld. Det er en tendens, der har spredt sig, især i København, hvor folk vralter sammen i lemmingeeffekt hen til den næste store madtrend. Før man er kommet sig over den sidste hype, er der en ny surdejssandwich, grov croissant med mandelcreme, burger med umamismag eller fastelavnsbolle, man skal prøve. 

Men hvis vi skal holde os til fastelavnsbollerne, så blev de ekstremt populære omkring Corona, hvor alle kedede sig ihjel og jo skulle bruge penge på et eller andet, når vi nu hverken kunne rejse eller gå i byen. Det var nu ikke, fordi den ikke var populær før, men det lader til, at det især var under Corona, at den gjorde godt. På en måde blev fastelavnsbollen et lille symbol på alle de gode ting, vi måtte undvære i vores Corona-huler. Nu er vi dog i 2024, og det er, som om Corona aldrig har eksisteret, men hvorfor er det så, vi bliver ved med at stimle sammen om middelmådig mad og bagværk? 

Nogle gange er der selvfølgelig noget om snakken, og så er maden lige så formidabel som dets ry, men andre gange er det altså bare sindssyg god markedsføring og maden lige så uimponerede som en bid luft. Jeg læste en artikel fra DR, hvor en rådgiver i sociale medier slår fast, at Instagram har givet større og andre muligheder for markedsføring, og at mange gæster lægger større vægt på det gode billede end på smagen. Nogle restauranter har sågar indrettet sig, så omgivelserne er mere Instagramvenlige. Farver på væggene, godt lys til billederne og god indretning, skal alt sammen danne rammerne for det perfekte Instagram-billede. Man kender typen. 

Jeg skal ikke afvise, at instavenlig mad også er god mad, men jeg synes, Instagram-trends fjerner muligheden for selv at opdage noget nyt. Det er selvfølgelig bekvemt, men også en anelse fantasiløst at stille sig kø med hundredevis af mennesker, fordi Instagram siger, man skal. 

Det tenderer lidt til en snobbet madkultur, hvor man skal være med på de nyeste trends for at være med i klubben. Det er ikke Michelin-mad, men kø-folket vil så gerne have, det skal være det. Selv vil jeg forsætte med at gå en stor bue udenom køer til madsteder, og jeg må ærligt indrømme, at jeg hellere vil have en fastelavnsbolle fra Kvickly.

Find mere om
Footer graphics