Bremen Teater fylder 10 år: “Det er lidt mærkeligt at blive husket for den dag, hvor alt gik galt på live-tv”

Den 27. november fejrer Bremen Teater sig selv til et 10-års jubilæum med livemusik og -comedy. Men det har været udfordrende at nå der til, hvor teatret er i dag, siger direktøren.

Uagtet hvor godt det er gået for Bremen Teater de seneste 10 år, så vil det altid blive husket for en skæbnesvanger vinteraften i 2012, hvor alt ramlede under live-sendingen fra Gaffa-Prisen.

Ingen husker, at Lukas Graham dengang vandt prisen for ‘Årets Nye Navn’, men alle husker, da scenetæppet på Simon Spies’ gamle teater satte sig så eftertrykkeligt fast, at prisshowet gik i stå.

De to værter, Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann, fik vist, at de fortjente folkets pris for at padle på live-tv. Femten lange minutter tog det, før nogen greb en stige og en saks og klippede tæppet ned.

Episoden fyldte på de sociale medier, hvor blandt andet Adam Duvå Hall skrev på Twitter: “JFK, Diana, EM92, 9/11, Gaffa-Prisen”. Også Lasse Rimmer var på banen: “Danskere under 30 kommer i årtier til at spørge hinanden: ‘Hvor var du, da Zulu viste Gaffaprisen 2012?'”

Ekstra Bladet skrev en artikel under overskriften: ‘Alt gik galt ved Gaffa Prisen i aftes‘.

Et knock out

Det er ikke den slags omtale, man går efter som byens nye scene for musik og stand-up. Og Jesper Majdall, der er direktør på Bremen Teater, husker da også udmærket den aften.

“Jeg så det derhjemme, og det føltes som utrolig lang tid at se på det i tv. Det stagnerede jo fuldstændig, så jeg ringede ind og sagde “nu får I det lort klippet ned”,” fortæller han.

“Men det er lidt mærkeligt at blive husket for den dag, hvor alt gik galt på live-tv, når man har lavet så meget andet godt. Fra den episode var der kun én vej for os. Vi følte os lidt knock out’et og havde lyst til at strike back. Selvom det var sjovt, var reaktionerne også tæt op af latterliggørelse.”

I dag kan Jesper Majdall godt grine af det, men da han og resten af holdet bag Bremen Teater stod i det, var det hårdt. Teatret stod ovenikøbet i en presset økonomisk situation, og de frygtede at blive brændemærket som et total hurlumhejhus, som aldrig ville blive taget alvorligt.

Podcastpionerer

Men trods det ‘legendariske’ tæppe-kiks lykkedes det Bremen Teater at vende skuden ved blandt andet at lave en natbar og afprøve nye formater i den gamle sal.

Der er flere gode oplevelser at tænke tilbage på for Jesper Majdall, som blandt andet peger på, at de var de første til at lave live-fremførelser af podcasts.

“Jeg ser helt klart tilbage på de sidste 10 år med stolthed, men også med lettelse, og det hænger jo sammen. Vi har virkelig været udfordret, blandt andet fordi teatret var et faldefærdigt hus, hvor sæderne faldt sammen og toiletterne flød over”.

“Men vi er nået derhen, hvor vi håbede. Vi er totalt booket op og kan ikke klage over noget, så længe vi præsenterer toppen af international comedy og gode musiknavne, hvor både det kommercielle og det kunstneriske er i højsædet,” siger Jesper Majdall.

Jubilæumsfest

I bedste Bremen-ånd vil 10-års jubilæet blive markeret med et show med både musik og spas 27. november. De to garvede showmænd, Frank Hvam og Simon Kvamm, som begge har del i teatret, vil fungere som aftenens værter.

På scenen kan man se frem til at opleve blandt andre Medina, Niels Hausgaard og Peter Sommer sammen med komikerne Nikolaj Stokholm og Jacob Taarnhøj.

Derudover er Mikael Simpson og Annika Aakjær på tapetet til aftenens festligheder.

Showet starter kl. 19 og vil vare til omkring kl. 23. Billetter: 425 kr. plus gebyr.

Find mere om
Footer graphics