Lige før jul døde den amerikanske forfatter og journalist Joan Didion.
Du ved det måske ikke – eller det gør du ved nærmere eftertanke nu nok – men hun var en af de vigtigste stemmer i amerikansk litteratur, en mester ud i det ordknappe og det usentimentalt ærlige, og hendes tekster har bevæget læsere over hele verden, og ligefrem dannet skole.
Selv ved jeg det kun, fordi jeg har læst det på de sociale medier.
Før hendes død – hun blev 87 år – anede jeg intet om hende. Intet. Jeg vil gerne bilde mig ind, at hendes navn fik en klokke til at ringe et sted bag hjernebarken, da jeg så sorgen brede sig som en løbeild blandt venner og bekendte på Instagram. Men helt ærlig, tavlen var blank. Gys.
Alligevel likede jeg som en besat med en kenders mine og eftertryk i pegefingeren, hver gang jeg i dagene efter dødsfaldet stødte på et opslag, typisk et sort/hvidt foto af den – det så jeg nu – uhyre elegante forfatter som yngre med en cigaret i hånden og et uudgrundeligt blik i de mørke øjne, ledsaget af en tekst om, hvilken enorm betydning hun havde haft for den pågældende. Jeg kan ikke afvise, at jeg også et sted afleverede et iturevet hjerte eller en smiley, der græder.
Og så gik jeg ellers i gang med at lynlytte til hendes mest populære værker på min lydbogsapp. På den måde kunne jeg, hvis nogen skulle finde på at nævne hende IRL, snakke med som en ægte connaisseur.
Vorherre bevares.
Den anden dag gik jeg så en tur med en veninde, og hvem af os, der først kom ind på det, husker jeg ikke, men pludselig stod vi på det regnvåde fortov og grinede, så vi knækkede sammen på midten, og tårerne steg op i vores bedrageriske øjne. For hun havde gjort det samme. Liket løs på opslagene om den uvurderlige, indiskutable, altafgørende indflydelse, nu afdøde Joan Didion havde haft på os (ord)menneskers liv og virke.
Ja, faktisk mente nogen, den havde vi begge bidt mærke i, at man slet ikke kunne bilde sig ind at kunne skrive, hvis ikke man havde læst hendes tekster (gisp!). Og som hun sagde, min veninde:
”Jeg havde aldrig hørt om Joan Didion, aldrig! Så jeg skyndte mig, sådan helt stresset, at søge efter hendes bøger.”
Det viste sig, at vi begge havde mere Insta-bluff i ærmerne. At vi af og til bekræftede andres holdninger og meninger, som var de vores egne, passioneret og dybfølt og med slagkraft i de ledsagende emojier, selv om vi aldrig nogensinde havde tænkt sådan om et givent emne før. Hvis vi da overhovedet havde tænkt på det.
At vi havde gjort os til skråsikre eksperter ud i surdej, Hemingways syn på kvinder og den nye med The Minds of 99, på trods af at vi først med nød og næppe havde fået surdejen til at boble en uge forinden, panikgooglede ’Hemingway’ + ’kvindesyn’ + ’Politiken’ eller måtte en hurtig tur omkring YouTube for lige at lytte, inden vi stemte i koret: ’Den sang er sååååååå fed – ubetinget deres bedste til dato’ (efterfulgt af en eksplosionsemoji og hænder, der klapper).
Jeg koketterer ikke med min uvidenhed her. Jeg forsøger ikke at gøre mig cute på Bridget Jones-måden, det er ikke mit ærinde.
Jeg prøver bare at rette opmærksomheden mod det potentielt store bluffnummer, som de sociale medier også er. Ikke kun i kraft af den selektive, redigerede fremstilling af vores liv i billedform, men også som et sted, hvor vi kan føre en slags bevis for, hvor vidende, belæste, velbevandrede og pisse fede vi er.
Med andre ord; rykke ind i varmen til de andre fede, føle os som del af gruppen i stedet for at stå uden for som dem, der ikke har styr på stumperne. For vi har jo god tid til at google, til at læse anmeldelserne, smage på ordene, inden vi ytrer os eller poster noget om talk of town. Tid til at bluffe.
Ude i virkeligheden får man en rimelig sandfærdig udgave af mig, vil jeg påstå. Dels fordi jeg er som en åben bog, med kropssprog og mimik, der sladrer hensynsløst. Dels fordi jeg ikke tænker specielt hurtigt, ordene lægger sig ligesom aldrig bare til rette som perler på en snor, og derfor afslører jeg hurtigt mig selv, hvis jeg begiver mig ud i noget, jeg ikke aner en kæft om.
Men godt gemt bag skærmen er jeg med jævne mellemrum en fandens klog karl. Det samme er min veninde, og mon ikke vi er flere?
Og det er måske meget godt lige at holde sig for øje, inden man slår sig selv i hovedet over, at der er så meget, man ikke ved. At de andre er så kloge.
Måske er de bare gode til at bluffe.
Joan Didion er i øvrigt en fantastisk forfatter. Jeg ved det, for jeg har – muligvis som en af de sidste på Instagram – læst, well, lyttet til et par af hendes bøger.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
