Grundfos Kollegiet

Monofunktionelle bykvarter som Aarhus Ø-delagt og Ørestaden: Hvorfor bliver vi dog ved med at bygge byer uden byliv?

Hvorfor er det, at vi fortsætter modernismens fejlslagne byplanlægning, spørger arkitekt Erik Juul. I hvertfald når det kommer til de mange nybyggede bykvarterer, som står golde og menneskeforladte hen, selvom vi ved, hvad der skal til for at skabe liv.

I disse år bygges der mange nye boliger i København, Aarhus og Aalborg, og nye kvarterer opstår. Men det undrer mig hver gang, hvorfor man bliver ved med at bygge byer uden byliv?   

Den sjove by er kendetegnet ved en høj grad af fysisk og funktionel fortætning. Det vil sige mange mennesker og funktioner samlet på lidt plads. Det er der ikke noget mystisk eller mærkeligt i. Det er sådan, de historiske kvarterer i Paris, London, København og New York ser ud. 

Men det mystiske er, at vi gør det modsatte, når vi bygger nye byer. Det bliver til monofunktionelle bykvarterer, der er delt op i arbejde, handel, boliger, og derved fortsættes modernismens fejlslagene byplanlægning, og resulterer i golde og menneskeforladte boligkvarterer med en tung og trist em af ro, renlighed og regelmæssighed. 

Aarhus Ø-delagt

Til gengæld kompenseres der for den manglende poesi og omsorg ved at navngive de nye boligkvarterer med titler hentet direkte fra ejendomsmæglerens poesibog: Ternen, Klyden, Blomsten, Den grønne smaragd, Isbjerget. 

Et af de værste eksempler på et monofunktionelt bykvarter er Aarhus Ø. Bare den måde man ankommer til “Øen” på ad en lang, lige og bred vej, der minder om noget, der engang var populært i totalitære diktaturstater, fordi de er velegnede til fremvisning af militært isenkram. I Aarhus bruges den dog mest til fremvisning af bilernes hestekræfter, når byens unge mænd bruger strækningen til at køre om kap. 

Rummene mellem husene er selvfølgelig blottet for liv. Det er en ørken af boliger uden handel, værksteder, kontorer, spisesteder eller offentlige byrum, hvor en uformel samtale kan opstå. Og hvordan kunne man så have gjort det i stedet? Tjae, man kan jo bare cykle ind på Pustervig Torv i Latinerkvarteret i Aarhus Midtby og se, hvordan et appellerende byrum ser ud. “Men det er jo romantisk”, vil nogen sikkert indvende. Ja, men hvad er der i vejen med det romantiske? 

Ejendomsmæglernes våde drømme

Nøjagtig det samme gælder i Tuborg Havn, Ørestaden, Amager Strand og Sydhavnen. Hvad tænker man dog på? Hvis der overhovedet er nogen, der tænker. Det ligner mere en ophobning af ejendomsmæglernes våde drømme om at sælge endnu mere af det, han/hun solgte sidste gang. Og markedet kan tilsyneladende ikke finde ud af at efterspørge mere stimulerende bykvarterer, som blandt andet inviterer til et udadvendt urbant socialt liv. I stedet er forstædernes monotoni og forudsigelighed rykket helt i byernes centrum. 

For nogle år siden ønskede Frederiksberg og Københavns Kommune at ensrette den charmerende Værnedamsvej. Eller endnu værre: At gøre den til en gågade! Alene ordet “ensretning”. Vi var nogle, der syntes, det var en dårlig idé, blandt andet fordi vi har behov for langt mere kommers og medmenneskelig interaktion, end vi går og tror. Vi bliver stimuleret af det. 

Mere kaos – mere liv

Politikerne lyttede, og vi fastholdt, at trafik i begge retninger er godt, fordi det skaber et livfuldt kaos. Men også fordi det betyder, at trafikken sker på fodgængernes og cyklisternes præmisser. Det er et vigtigt eksempel, fordi der er en trang til, at alt skal ensrettes, og at bilerne skal ud af byen. Gu’ skal de ej! Biler hører til i byen. Man skal bare indrette byerne på en måde, så cyklen og offentlig transport er det oplagte valg for de fleste. 

Helt tilbage i 1971 udgav arkitekten Jan Gehl bogen ’Livet Mellem Husene’, hvori han lærte os om nødvendigheden af stimulerende variation. Det er for eksempel det, man oplever på Pustervig Torv, hvor huse i forskellige højder og farver skaber et varierende facadeudtryk. Vi dør en lille smule af den monotoni, som der findes mange eksempler på i Ørestaden.   

Bogen er oversat til et utal af sprog, og Jan Gehl har rejst verden rundt og fortalt om, hvordan man skaber liv mellem husene, og ikke mindst hvorfor det er vigtigt ud fra et humanistisk perspektiv. Men med de beskrevne eksempler er det, som om at vi glemt at høre efter. 

Arkitektur handler om, eller rettere det bør handle om, at skabe de fysiske rammer for det liv, vi gerne vil leve. Og med det udgangspunkt er arkitektur en humanistisk disciplin, hvor æstetikken bliver en del af svaret på spørgsmålene.

For eksempel hvad det er for et liv, vi gerne vil leve. Når jeg ser de nye bykvarterer, ser det ud som om, at vi har glemt at stille hinanden det spørgsmål.  

Foto: Mads Baj Engdal og Andreas Trier Mørch, Arkitekturbilleder.dk

Footer graphics