Hjemme hos mig leger vi nogle gange en leg, min kæreste og jeg. Den varierer lidt, men typisk starter vi på 22 millioner kroner. Der var nemlig engang i min barndom en fyr fra Hirtshals, som hed Henrik, der vandt 22 millioner kroner i Lotto. Og det har altid stået som noget af det vildeste, der kunne overkomme en nordjyde som mig.
For at gøre det lidt sjovere spørger jeg min kæreste: ”Hvad ville der helt præcis ske de næste 30 minutter, hvis du vandt 22 millioner lige nu?”.
Tit følger en lille tavshed. Det er uvant for hjernen at få så frit slag, tror jeg. Men det er en god øvelse, fordi den får dig til at tænke over, hvad du egentlig går og drømmer om, når du allerede har en treværelses andel i København, en dejlig kæreste, en søn, et job og et kosteskab med et lager af sæbe, flåede tomater og toiletpapir.
Hvad kræver du egentlig af livet, når alt dit basic shit tilsyneladende er på plads?
For nogle er det her ikke en svær øvelse. Det var det f.eks. slet ikke for Henrik: På godt og vel 30 minutter købte han en sej, sænket bil med hækspoiler og entrerede den lokale pokerklub som en stor kalif. Han havde desværre ikke så meget talent, og i dag er pengene væk. Rub og stub. Ekskæresten, som kom tilbage, da han vandt, er også skredet. Det var en ægte nordjysk tragedie, og det grinte vi meget af dengang.
Ikke en yacht-type
Men jeg er ikke yacht-typen, og jeg gambler heller ikke. Jeg kommer med andre ord ikke til at følge Henriks eksempel. Drømmen er for mit vedkommende mindre materialistisk. Og det er ikke for at være frelst, men jeg drømmer – for tiden – om frisk luft og ro. Og en god udsigt. Måske bare en udsigt.
Derfor går den første halve time i min verden med at gå på nettet for at finde et hus. Det perfekte hus. Det, som ligger et utopisk øde sted tæt på København og alligevel langt nok ude til, at der ikke er nogle forpulede Soundbokse, ingen politibiler med udrykninger og ikke noget tyktflydende bilos i luften, der slår mig og min familie langsomt ihjel. Hvis ret skal være ret, tænker jeg på at flytte ud af byen hver dag.
Mange af mine venner omkring de tredive år gør det samme. Men ikke mange gør andet ved det end at se ‘Nak & Æd’ og købe en fleece. Nu er det jo ikke, fordi det kræver en formue på den gode side af 20 store at flytte ud af byen. Det kan gøres for mindre, men kræver et mod, som jeg ikke har. Ikke endnu i hvert fald.
Jeg er 30. Altså voksen. Jeg skifter flere bleer i mine weekender, end jeg hamrer Heineken med gutterne. Men måske er jeg, når det kommer til stykket, ikke voksen nok til et liv udenfor byen. Og jeg er bange for, at jeg måske aldrig bliver det.
Og det er til trods for, at det altid har siddet dybt i min jydesjæl, at jeg en dag skulle hjem igen. En eller anden indoktrineret, Pontoppidansk tyrkertro har lært mig, at København er et sted, man tager til for at realisere sig selv, mens man er ung. Nu er jeg kommet i tvivl, og det føles som en identitetskrise.
Gæld og trampoliner
Når jeg sidder på home.dk og kigger på muremestervillaer i provinsen, ser jeg midt i al idyllen nemlig også et pendlerliv med problemer. Jeg ser mine venskaber blive reduceret til aftalt kaffe på søndage en gang hver anden måned. Jeg ser gæld og trampoliner. Små isolerede verdener.
Når angsten virkelig sætter sig på forestillingsnerven, er det eneste, jeg ser, tomme gader og ukrainsk regnvejr, som vælter ned over mit imaginære provinsliv i et tableau af ren og skær T-R-I-S-T-E-S-S-E.
Det er egentlig ikke, fordi jeg er bange for at få FOMO, for jeg er i forvejen ikke så meget på bar, til koncerter eller i fede butikker, som jeg var i starttyverne. Jeg kunne undvære det hele, siger jeg til mig selv. Uden tvivl.
For altså, det kunne jo også se anderledes ud: Forestil dig lige at sidde på dit eget (sparsomt oplyste) værelse en sen aftentime, du har noget gyldenbrunt i glasset og ryger måske en pibe, for nu kan du ryge indenfor, det er dit hus, og der er noget godt på pladespilleren, som du tager dig rigtig god til at lytte på. For anden gang læser du Knausgårds sjette bind af ‘Min Kamp’ færdigt. Du drikker ud og går i seng.
Mhmm…
”Nogle gange lyder det som om, jeg slet ikke er en del af den der drøm”, siger min kæreste så til mig, når jeg fremtegner det her fatamorgana. For sådan er ingen dage, og sådan er jeg ikke. Jeg er ikke 60 år. Mentalt snarere 16. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.
Hvor længe skal man blive?
Måske er det af frygt for at blive konform og kedelig, og spørgsmålet er derfor, om det er ren indbildning. Hvor længe skal man egentlig blive boende i byen for at overbevise sig selv om, at det er her man hører til? Måske hører man til forskellige steder på forskellige tidspunkter? Jeg ved det ikke.
At flytte virker bare som en radikal ting at gøre. Og lige så meget som jeg kan blive opflammet af idéen om et roligt liv uden forstyrrelser udenfor byen, lige så meget skræmmer det mig. Valget mellem by og land føles som et valg mellem overstimulering eller understimulering. Men også mellem job eller ikke noget job.
Selvfølgelig elsker jeg at være sammen med min lille familie, men jeg elsker også at ses med mine venner, uden at det er blevet planlagt flere uger i forvejen. Og den slags kan man altså ikke købe sig til for 22 millioner kroner.
Normalt synes jeg ikke, det er noget problem for mig at træffe en beslutning, men når det kommer til spørgsmålet om at flytte eller at blive, rider ubeslutsomheden mig som en mare.
Når jeg cykler i kø ned ad Nørrebrogade i slipstrømmen på 350’erens dieselhørmer og rullende dj-pulte, skriger det i mig, at jeg må væk. Til Alaska mindst.
Men jeg venter nok lige med det til i morgen.