Inden Facebooks boomer-bølge høvler mig ned, så vil jeg gerne starte med at slå fast, at jeg ved godt, at jeg stadig er ung. Men det gør ikke min frygt for at blive ældre, og dermed voksen, mindre. Den 8. december fylder jeg 27 år, og de senere par år har jeg tænkt meget over det at blive ældre. Engang glædede jeg mig til at fylde endnu et år, men nu får jeg nærmest klaustrofobi ved tanken om fødselsdag.
Når man er rykket til kategorien ’slut-tyverne’, begynder der at være ting, som går fra at være charmerende til patetiske. For eksempel det at drikke sig bankelam hver weekend, ikke at have overblik over sin bankkonto eller ikke at have en husstandsforsikring.
Måske går det også hånd-i-hånd med, at man i min alder er for gammel til at blive castet til ’De unge mødre’. Bliver man mor i min alder, er man bare mor. Man er simpelthen voksen. Så voksen, at det heller ikke længere er nice, hvis ens forældre betaler mobil-abonnementet, togbilletten eller gaverne til familiefødselsdage.
Det er heller ikke længere okay at servere kopnudler for sine gæster eller gå i badebukser cirka en gang om måneden, fordi man ikke har fået vasket sine trusser, før man løb tør. Det er som om, at der er regler for, hvad man ikke helt kan tillade sig mere, når man er ved at blive rigtig voksen.
Pizza i sengen
Hvis jeg kunne, ville jeg spole tiden tilbage og være 20 år med mine venner igen. Så ville jeg sove sammen med dem efter byture og grine over alle de sindssyge ting, vi havde oplevet, imens vi spiste pizza i sengen. Bevares, vi ser stadig tilbage på de her episoder og griner, og vi oplever stadig nogle gange sjove ting. Men der er bare en forskel.
I foråret var jeg for eksempel til efterskole-reunion. Min veninde og jeg var ret spændte inden festen, så vi drak en del (læs: virkelig mange) drinks. Faktisk kan jeg ikke huske ret meget af aftenen. Vores tredje veninde fortalte os dagen efter, at flere havde spurgt bekymret, om vi var på stoffer, og om vi var okay.
Jeg blev så flov. Jeg er stadig flov. Musklerne i mit ansigt trækker sig helt sammen, når jeg tænker på det nu. Hvis vi havde været så fulde for år tilbage, havde det bare været ’grineren’ og endnu en ’sygt væk’ aften i rækken. Men opfattelsen af, hvad man kan, og hvad man ikke kan tillade sig, har ændret sig. Aldersreglerne er pludselig meget tydelige.
Der er også en regel om, at når man er i slut-tyverne, bør man være bare nogenlunde økonomisk ansvarlig. Det er utiltrækkende og kikset ikke at have overblik over sine penge, eller hvis man ikke kan finde ud af at prioritere sine penge. Jeg er også begyndt at få spørgsmål som: Hvorfor investerer du ikke? Svaret hertil er kort og godt, at det er, fordi jeg ikke har nogle penge at investere, at jeg aldrig har haft en opsparing og nok også, at jeg ikke orker at sætte mig ind i det.
Komplimenter, rynker og uren hud
I sidste weekend udbrød min veninde med stolthed i stemmen: ”Ham i Super Brugsen spurgte mig om ID!”. Men hvorfor synes vi, at det er et kompliment at se yngre ud, end vi er? Jeg kender det selv.
De kloge (eller damebladene) siger også, at det netop er i min alder, at man skal begynde at forebygge folderne i ansigtet. Faktisk synes jeg, at rynker kan være virkelig smukke, og det er uhyggeligt, at der er så stort fokus på at se ung ud så længe som muligt. Og ærligt talt, hvor utaknemmeligt er det lige, at man som 27-årig både skal have rynker OG bumser.
Kvinder er hottest, når de er 20
Studier viser, at mænd i ALLE aldre opfatter kvinder som værende mest attraktive, når de er præcis 20 år. Det er jo så unfair. Især fordi kvinder gennemsnitligt er mest tiltrukket af mænd på deres egen alder eller ældre. Det er jo ren biologi, I know, men det er dumt.
Det er ikke en hemmelighed, at man allerede som 25-årig begynder at blive en snert mere usynlig i byen. Overfor fyrene altså. Min kærestes venner får også yngre og yngre kærester. Jeg tænker tit, at hvis min kæreste og jeg går hver til sit en dag, så finder han nok også en ny kæreste, der er født i et andet årtusinde end mig.
Men rent biologisk set kan jeg da godt forstå, at kvinder opfattes som mest attraktive i deres mest fertile år.
Der er ikke en skid at gøre
Jeg føler en mærkelig form for magtesløshed over, at vi ikke kan gøre noget som helst ved at blive ældre. Vi må bare at acceptere, at det bliver vi. Men det er også mærkeligt, at alder er så stor en del af vores identitet, og at det skal have betydning for, hvem vi er, og hvordan vi bør opføre os. Jeg ved godt, at jeg stadig er nogenlunde i starten af mit liv, men alligevel føler jeg et pres for, at næste kapitel snart banker på døren.
Min mor sagde engang, ret imposter-agtigt, til mig, at hun tit tænker over, om hendes kollegaer en dag opdager, at hun ikke er ’ægte’ voksen. Den følelse har hun på trods af, at hun både har født børn, skabt sig en god karriere og har mand og hus. Objektivt set er det jo ret voksent. Men hun føler sig altså ikke rigtig voksen.
Nogle mennesker siger, at man først bliver voksen, når man bliver nogens forældre. Det er jo lidt at holde dem, som aldrig får børn, udenfor voksenklubben. Andre siger, at man bliver voksen, når ens egne forældre dør. Men den regel bryder jeg mig heller ikke om. Måske vi bare skal gøre op med voksen-stemplet og bare være mennesker, der er på jorden i forskellige rum af tid?
Jeg kan i hvert fald ikke holde tanken om, at det at blive ældre ser ud til kun at blive værre med alderen.