Frederikke Glob-Toftsø: “Mit mål for 2021 er at komme tilbage til de gode vaner og på rette bevidst forbruger-spor. Frikvarteret er slut”

Jeg har, siden mine spæde teenageår kastet mig hovedkulds – og ret forelsket – ind i shoppingens drømmende univers. Shopping, der kan hele et hjerte, som er revet itu. Shopping, der kan kurere tømmermænd og generel hovedpine. Shopping, der kan gøre mig fem centimeter højere på en god (eller dårlig) dag.

Men der er en bagside af medaljen. For jeg har ikke været mit ansvar som forbruger bevidst, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg har været mere optaget af de nyeste sneaker-releases end mit klimaaftryk. Men det har ændret sig, og min nytilkomne klimabevidsthed har ikke blot påvirket min samvittighed, men også min madpakke og min garderobe.

Adidas Originals har sat et ambitiøst mål om kun at bruge genanvendte materialer, når vi rammer 2024 – og de er faktisk allerede i fuld gang. Deres klassiske Stan Smith-sneakers er netop lanceret som led i deres mission mod at begrænse plastikspild. Skoen er lavet med en upper i genanvendt polyester, men selvfølgelig uden at gå på kompromis med det tidsløse design. Adidas har nemlig – ligesom jeg selv – fortsat en brændende kærlighed til sneakers, men begge parter har besluttet at tage ansvar for henholdsvis produktion og forbrug.

Jeg har gjort mode og personlig stil – og en holdning hertil – til min levevej, og jeg finder stor glæde og tilfredshed ved at videreformidle mine tanker om egen styling. Det gælder blandt andet bedste køb af Old Céline, de nyeste sneakers og de perfekte vintage Levi’s jeans – et samsurium af både flygtige og mere bestandige garderobefund.

Men i 2018 blev jeg mor, og i 2019 var jeg med min mand og vores barn, på den obligatoriske barselstur til Thailand. Udover, at titlen som mor medførte et drastisk fokusskifte fra mig, mig, mig til det barn, jeg netop havde sat i verden, så gjorde turen mig pinligt bevidst om ansvar.

Den Thailandstur virker nu fjern og enormt privilegeret, set i lyset af en global pandemi, men også generelt i forhold til behovet for at rejse kloden rundt med et spædbarn, fordi “det skal vi altså bare”. Det er desuden møg besværligt med et lille barn, der ikke må få sol, ikke kan sidde op selv, sover 3-4 “klatlure” i løbet af dagen, fortrinsvist er påklistret en menneskekrop og endelig en situation i Bangkok, hvor forureningen var så høj, at den var decideret sundhedsskadelig. Vi kiggede hinanden i øjnene, min mand og jeg, og aftalte, at det gør vi ikke igen.

Thailandsturen satte perspektiv på hele tilværelsen, og så snart vi ramte den danske landjord, var vi klar på en livsstils- og adfærdsændring. Vi havde behov for at gøre noget. Snappe ud af en hverdag, hvor Kastrup Lufthavn var lige så frekventeret som vores lokale kaffebar (ej ikke helt, men you know). Hvor vi købte ting, vi havde lyst til, bare fordi vi havde lyst. Hvor forbrug befandt sig i skærsilden af mindless og velovervejet – og havde tendens til at tippe begge veje.

Vi gik vidt og bredt, højt og lavt, granskede vores forbrug og vores behov, og så startede vi med at tage en ting ad gangen op til overvejelse. Første spadestik blev husholdningen, og målet blev at udfase alle engangsprodukter; mademballage, bagepapir, kaffefiltre, vatpinde, vatrondeller, papirservietter og så videre.

Derefter bevægede vi os videre ud i vores nye og mere klimavenlige livsstil. Vi begyndte at spise mere grønt og mindre kød. Købte grøntsager hos Eat Grim og tilmeldte os Fælles Gro, hvor man er tilknyttet en lokal producent og henter grøntsager i egne poser hver uge for at spise med et mindre klimaaftryk. Jeg begyndte at medbringe min egen termokop på cafeerne, og vi aftalte ikke at rejse med fly i et år – det har sjovt nok ikke været svært (LOL), men i februar var det to år siden, vi var udenfor landets grænser.

Så kom vi til det svære – min store interesse, hobby eller hvad jeg plejer at kalde “min frimærkesamling”, nemlig garderoben. Den inkluderede også en stor (altså rigtig, rigtig stor) sneaker-samling. Hvert par sneakers minder mig om min enorme passion for mode og tendenser, men også om et forbrug, der ingenlunde hænger sammen med en ansvarlig og klimabevidst hverdag.

I starten havde vi egentligt aftalt, at min sneaker-samling og min garderobe var off limits – jeg kunne hverken overskue en oprydning af eller en afsked med den. Men min generelle klimabevidsthed begyndte langsomt at blive afspejlet i mit tøj- og skoforbrug og tankerne herom. Jeg er absolut ikke i nærheden af at være antishopper, men mine forbrugsvaner og køb af tøj, sko og accessories – særligt indkøb af nye ting – har ændret sig.

Om jeg vil det eller ej, har mit intense fokus på at minimere engangsprodukter i køkkenet forplantet sig til en dårlig samvittighed over mit bugnende tøjskab – og den samtidige trang til at tilføje nye items, på trods. Men man kommer ikke langt med dårlig samvittighed. Jeg prøver derfor at lægge den på hylden og i stedet angribe problemet på en mere kærlig og løsningsorienteret måde. Jeg fokuserer på bevidst forbrug og øver mig på at kigge efter bedre alternativer, overveje mere og faktisk ret ofte bare lade indkøbskurven forblive tom og walk away.

Det sidste år – som har været underligt på mange måder – har dog udfordret mine, nye tillærte klimavenlige vaner. For med lockdown kom også et indtrængende behov for at erstatte socialt samvær med onlineshopping. Hvad der startede med at være en gerning og et bidrag til de små virksomheder, der virkelig blødte fra marts 2020 – og som nok stadig gør det – er desværre blevet en dårlig vane. Lockdown blev en fribillet til det adfærdsmønster, jeg netop har brugt tid på at kæmpe mig ud af.

Mit mål for 2021 er derfor at komme tilbage til de gode vaner og på rette bevidst forbruger-spor. Frikvarteret er slut.

Men det er svært for en modeentusiast som mig at tage ansvar for mit forbrug af tøj og sko– jeg er som et barn i en slikbutik med penge, men uden lov til at bruge dem. Jeg føler mig (uretmæssigt) forurettet, og det føles som at blive nægtet noget, der er lige foran snuden på mig.

Så for at gøre det nemmere for mig selv, er jeg startet langt væk fra der, hvor det virkelig niver. Og jeg synes, min strategi virker, for det føles dumt at være fuldstændig optaget af at sortere affald og droppe fryseposer og samtidig være blind overfor, hvad og hvor meget jeg tilføjer min garderobe.

En af de ting jeg har gjort, for at kaste et kritisk blik på min egen livsførelse, er at stille mig selv de simple spørgsmål: “Hvad kan jeg undvære?” og “hvad vil jeg undvære?” – svaret er: En hel del faktisk. For uanset hvad så koster de ting jeg køber på bundlinjen, og vi kan ikke forbruge os ud af en klimakrise eller forbruge os til en bæredygtig fremtid.

Så udover, at jeg arbejder på at ændre ting i min hverdag, arbejder jeg også på at eliminere. Det lyder mere voldsomt eller asketisk, end det er, men jeg tænkte over det i forhold til mit forbrug af “småting” – vatpinde, sugerør og så videre. Det er mindre ting, som jeg nemt kan skære væsentligt ned på – måske halvere eller helt udfase helt fra mit forbrug, uden at det gør en synderlig forskel i min hverdag.

Hverken vatpinde eller sugerør er store klimasyndere – det kommer selvfølgelig an på dit forbrug, alt er relativt, bevares, men jeg bruger dem som eksempel i strategien om at starte, hvor det ikke gør så ondt. I stedet for at gøre et stort nummer ud af at finde et alternativ vælger jeg det mest hensigtsmæssige produkt og begrænser forbruget af det.

Et andet eksempel er kaffefiltre, som jeg decideret ikke kan undvære. Her kunne jeg sagtens bruge et eller to papirfiltre hver dag. Det er over 700 filtre på et år. Og sikkert mere fordi #børn. Filtrene er nu skiftet ud med et genanvendeligt et, og selvom det har kostet CO2 at lave, transportere og indpakke det genanvendelige filter, så vil jeg passe godt på det, så det kan holde i mange år. Og dermed skal jeg ikke smide omkring 700 brugte kaffefiltre ud om året.

Sådan kan regnestykkerne blive ved; to-go-kopper, indkøbsposer, køkkenrulle, papirservietter… Man kommer op på et stort årligt plastikforbrug ved daglig brug og at se de tal, har motiveret mig til at blive ved med at ændre, skære ned og sige farvel til forbrug og adfærd. Nok ændrer jeg ikke verden ved at forbruge halvt så mange vatpinde, som jeg plejede – det ved jeg godt – men i det mindste kan jeg gøre mig umage og bruge så lidt som muligt.

Jeg går efter den populære og fornuftige devise: Reduce, reuse & recycle. Plastik er genialt til mange ting, men jeg prøver at minimere og eliminere, hvor jeg kan. Jeg kigger efter plastikfri produkter eller produkter, som er lavet af genanvendte materialer og ikke såkaldte jomfru-materialer, som er helt nye.

Og når vi taler sneakers, så er min klare anbefaling at gå efter et look, der kan leve længe i din garderobe, men også at kigge på materialerne og produktionen – hvordan og af hvad er de lavet? For der sker en enormt spændende og relevant udvikling på området lige nu.

Det kan virke kedeligt og måske uoverskueligt at forholde sig til alt fra ferierejser og vatpinde til kaffeforbrug og sneakers. Men et skridt ad gangen og pludselig er du endt i løb (det her er en metafor. jeg selv lige tweakede…). Og jeg håber, at min ærlige beretning om en evig kærlighed til sneakers og et so long til fryseposer kan tjene som inspiration.

---

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️