Jeg har glædet mig til denne ferie, som jeg skal holde med venner. Men hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg også været lidt nervøs. Nervøs for at føle mig ensom, da jeg er den eneste af os fire kvinder uden en kæreste. Der er oven i købet en kæreste med, og der var også snak om, at de andres kærester måske skulle med. De er søde, men tanken om, at alle skulle ligge i ske undtagen mig, gav mig en lille knude i maven lige der under navlen.
Jeg vil bare så gerne være helt tætte med mine veninder. Dele seng, falde i søvn sammen efter at have sagt godnat for tiende gange, fordi man bliver ved med at huske alt muligt godt og sjovt og trist, der bare må deles lige nu i det her øjeblik.
Men kun én kæreste endte med at tage med. Så vi er fire kvinder og en mand. Og alt er perfekt. Det havde også været fint, hvis de andre skulle med, men nu deler jeg seng med min ene veninde.
Nu er vi her, og efter en dag i den spanske landsby, der er så lille, at der ikke findes en købmand, tager vi på tur i vores bil. Det er mig, der kører. En gammel svensk Saab i falmet sølvgrå. Et udgået bilmærke. De andre synes, jeg kører godt, når jeg drøner rundt i de små hårnålesving i klipperne. Vi stopper et sted og klatrer ned til et vandfald, som er gjort til et nudistområde. Der er mange bryster med farve og penisser med hår, der krøller mere end derhjemme. I det her paradis er mine bryster bare bryster. Floden er kold, og det føles vidunderligt at mærke vandet på nøgen hud. Vi bruger hele dagen på at bade og sidde i solen med vores unge bryster og spise brød med sardiner fra dåser med pæne mærkater. Og så kører vi hjem igen.
Vi bor i det mest nuttede stenhus med en kæmpe have fyldt med citrontræer og blomster i lykkelige farver. Vi griller fisk over åben ild i køkkenet med krydderurter fra busken ved siden af vaskesnorene, hvor vores våde badetøj lunes af solen. Vi ligger på mønstrede skummadrasser og læser bøger, går til floden og bader med håndklæder fra firserne. Fra dengang to gode venner fra Christiania tog en bil rundt i Europa og forelskede sig i det her hus. Jeg føler, at jeg er flyttet ind i min yndlingsfilm, ‘Call Me By Your Name’. Ikke mindst når jeg afspiller soundtracks fra filmen på vores medbragte højtaler og drikker rødvin på terrassen.
Da jeg senere beundrer flammerne, der griller vores fisk, jeg har glemt navnet på, går det op for mig, at slutningen på filmen også er irriterende relaterbar (og her kommer en lille spoiler): Efter en lyserød sommer ender de to forelskede mænd uden hinanden.
Jeg undrer mig over, hvordan jeg selv engang var i et langt og lykkeligt forhold, hvor vi aftalte at holde i hånden, når vi en dag blev så gamle, at vi ikke længere kunne lave andet end at sidde i en lidt for blød lænestol i et hus uden trapper. Men nu er jeg endt som hende, der hele tiden skal plastre hjertet til med kram og gamle ekskærester. Måske er det fordi, at de største kærlighedshistorier skal ende ulykkeligt. Ligesom min yndlingsfilm. Jeg vil hellere have lidt ondt i hjertet end slet ikke at føle noget. Og det er da egentlig også på en måde fint og romantisk, at ens lille hjerte kan føle så meget. Måske er jeg bare lidt ødelagt. Måske trives jeg i melankolien. Jeg gad godt at være mindre ødelagt indeni, men jeg tror, det kun lykkes mig at opfylde det selvbillede i andres fantasi om mig.
Min barndom med en beruset voksen giver defekter på sjælen. Mit hjerte er nok mere sårbart end de hjerter, der vokser op med tegnefilm og faste sengetider. Da mit hjerte blev knust som voksen, havde det allerede revner. Og måske handler de nye revner mere om mig selv, end de mænd, der lavede dem.
Da fisken er grillet færdig, spiser vi den og en salat med virkelig røde tomater fra vores nabo, der kun taler spansk. Vi drikker vin og hører Elvis.
Efter maden finder vi på at lege gemmeleg i den store have. Der tælles ned fra tredive, og jeg løber så hurtigt mod de bagerste træer, at min kjole flækker. Men jeg griner bare. Alle griner. Og mens ‘Jailhouse Rock’ spiller højere, end den burde på en hverdag efter klokken 22, bliver vi fundet en efter en.
Et glas med vin og otte minutters skjul i en busk, der stikker, er nok til at gøre mig lykkelig i de næste mange timer. Vi deler pinlige historier om noget med sex og noget med at skide. Og så fortæller jeg dem stolt, at jeg har fundet ud af, at hende modellen fra Los Angeles, jeg flirtede med sidste sommer, er ekskærester med Ed Westwick fra Gossip Girl. Og de anerkender, at det er sejt, og at det jo nærmest betyder, at jeg også har været lidt sammen med ham.
Næste morgen er jeg lidt ærgerlig over min ødelagte kjole. Jeg må prøve at sy den. Men det går nok. Alting går nok. Og lige nu mens jeg ligger her i haven i mine nye billige spanske blondetrusser i turkis, jeg købte til 1€, smiler jeg ret meget over det her sted og mit lille liv.
