Nike Vaporfly Next %
Foto: Nike

Pangfarver & placebo: Nikes nye supersko er skabt til at motivere dig. Men er det snyd?

Med sine nye Vaporfly-sko har Nike gjort løbere endnu hurtigere. Snyd? Overhovedet ikke. Vi kan alle blive superløbere, hvis vi vil.

Baby, we were born to run.

Drømmen om at nå under den magiske to-timers grænse på maratondistancen er ligeså mytologisk som distancen i sig selv. Som sagnet fortæller, var det en stakkels budbringer, Pheidippides, der i 490 f.kr. løb barfodet de cirka 40 kilometer fra byen Maraton til Athen for at fortælle, at athenerne havde vundet over perserne – hvorefter han faldt død om af anstrengelse. Havde han dog bare haft et par løbesko, var det nok ikke gået så galt.

De nyeste Nike Vaporfly Next %

Siden de moderne olympiske lege begyndte i 1896, har maraton været på programmet, og for hvert år har grænserne rykket sig. I London i 1908 løb amerikaneren Johnny Hayes i tiden to timer og 55 minutter. I 1953 slog englænderen Jim Peiters rekorden i to timer og 18 minutter. I 2003 hed tiden 2.04.55 og blev sat af kenyaneren Paul Tergat, men siden da er det gået langsomt, og sidste officielle verdensrekord er fra 2018, hvor Eliud Kipchoge løb 2.01.39 i Berlin – som på grund af sin flade rute regnes som verdens hurtigste. 

Men allerede siden 1990’erne har forskere ment, at det ville være en teoretisk mulighed indenfor en ikke nærmere bestemt tidshorisont at nå under de to timer. Og vejen dertil skulle naturligvis  bestå af en virkelig stærk og dedikeret løber – og nogle exceptionelt gode løbesko. 

Selv sad jeg klistret til min computerskærm en aften i foråret 2017, da Nike udførte deres stort anlagte rekordforsøg, Breaking2, hvor de tre løbere, Zersenay Tadese, Lelisa Desisa og Eliud Kipchoge på Monza racerbanen i Italien –  hvor vindforhold, temperatur og banens fladhed var udvalgt og planlagt ned til mindste detalje – skulle forsøge at komme under to timer. Med var også yderligere 30 eliteløbere, som på skift skulle hjælpe de tre med at holde farten, skærme for vinden og i det hele taget udgøre det motiverende heppekor.

Så mange måneders forberedelse, så meget træning, så mange penge må man gå ud fra og så det ultimative antiklimaks, da kenyanske Eliud Kipchoge, som den første af de tre, kom i mål i tiden to timer… og 25 sekunder. Stakkels mand tænkte jeg, da jeg så hans lidt undskyldende smil til de mange forsamlede Nike-bosser, der forsøgte at finde den rette just do it-attitude midt i skuffelsen.

Hemmeligheden under de tre løberes fødder hed Nike Vaporfly Elite og var et resultat af mange års arbejde i Nikes testlaboratorium. En ultra stiv og ultra responderende kulfiberplade – næsten som en fjeder – indkapslet i den blødeste skum. Den kombination, mente Nikes teknikere, ville give løbere fire procent bedre løbeøkonomi, som formuleret i ikke-løbetermer betyder, at evnen til at løbe hurtigere forbedres, uden at mennesket i skoen behøver anstrenge sig mere. Og det var da også lige ved og næsten.

Kort tid efter blev skoen så tilgængelig for almindelige dødelige under navnet ‘Vaporfly 4 %’, og efter at have gået lidt og overvejet frem og tilbage, købte jeg selv et par på en tur til Los Angeles, hvor de noget pebrede 250 dollars føltes af lidt mindre. 

Mine egne nyudpakkede ‘Vaporfly 4 %’ købt i Los Angeles tidligere i år.

Det var en mærkelig fornemmelse. Lidt som at gå på skumfiduser. Og da jeg begyndte at løbe var det som om, at mine ben bevægede sig hurtigere end min puls kunne nå at følge med, og jeg skulle faktisk snarere koncentrere mig om at holde farten nede for ikke at løbe tør for kræfter for hurtigt.  

Allerede på første tur løb jeg fem kilometer på 22 minutter og 35 sekunder – hvor en af kilometrene blev løbet på fire minutter og 16 sekunder – senere løb jeg 10 kilometer på 49 minutter og 20 sekunder, og i september løb jeg Copenhagen Half femten minutter hurtigere end året før. Men var det virkelig kombinationen af lethed, blødhed og stivhed, der gjorde forskellen, eller var den simple erkendelse, at når man køber idéen om det bedste, så yder man også sit bedste?

Mission completed

De seneste 13 måneder har mandlige løbere sat de fem hurtigste maratontider i løbehistorien – iført Vaporfly. Og hos kvinderne smadrede Brigid Kosgei den 16 år gamle maratonrekord med 81 sekunder – selvfølgelig med skum og kulfiber under fødderne.

Og 12. oktober 2019 lykkedes det endelig, i andet forsøg, at nå under to-timers grænsen, da Kipchoge – denne gang alene – igen gjorde forsøget på en lukket rute i Wien i en stort opsat event sponsoreret af den britiske kemikoncern Ineos. Efter 1 time, 59 minutter og 40,2 sekunder sprintede den 34-årige kenyaner i mål, vinkende til publikum fuld af overskud, mens kommentatorerne sammenlignede begivenheden med Neil Armstrongs første skridt på månen.

Efter Kipchoges rekord – som ikke officielt er verdens hurtigste maratontid, fordi den ikke er sat til et officielt løb – er Det Internationale Atletikforbunds (IAAF) tekniske komité, forskere fra University of Queensland og juridiske eksperter ved at finde ud af, om Vaporfly er snyd.

Vaporfly 4%’, og den endnu nyere ‘Vaporfly Next%’, har begge en midtersål på 36 millimeter, hvilket er tykkere end de fleste andre løbesko. Desuden er der carbonpladen, som er støbt ind i midtersålen. Ifølge Nike øger pladen energiafkastet ved hvert skridt og fungerer som en fjeder. Begge sko er dog et stykke fra den tunede version af skoen med tre carbonplader, som Eliud Kipchoge 12. oktober løb sin rekordtid i. Den har fået navnet ‘Alpha Fly’ og er endnu ikke tilgængelig på markedet.

Men i IAAF’s regelment står der blot, at ”en løbesko ikke må give atleter nogen form for unfair hjælp eller fordel.”

Hvilket må siges at være en temmelig vag formulering. En blød sål er vel en fordel fremfor en hård sål, og en let sko bedre end en tung, skulle man mene. Kommentatorerne var også hurtigt ude med riven.

“It is the shoes, stupid,” skrev The Guardians sportkommentator Sean Ingle. 

Ja, selvfølgelig er det skoene, skriver jeg. Engang cyklede Tour de France-ryttere på tunge havelåger uden gear iført dragter af uld. Engang var der ikke knopper under fodboldstøvler. Engang spillede man basketball i helt flade Converse All Stars. Engang var tennisketsjere tunge som trækøller. Engang løb man maraton-distancen på bare fødder.

Innovation kaldes det.

Det begrænsede menneske

Men hvorfor, spørger du med rette, går en 41-årig hyggemotionist som mig ud og bruger over 2.000 kroner på 2x 200 gram løbesko? Fordi jeg er enig med Audi i, at fremskridt kommer gennem teknik. 

Og så fordi at tro flytter bjerge. Placebo kunne man kalde det. Eller simpelthen motivation. Når der står et par funklende, mintgrønne supersko i entreen og skriger: “Tag mig på, og du vil vinde”, så tror jeg på det og løber, som gjaldt det livet.

For når det kommer til stykket, er det ikke de kinesisk producerede syntetiske materialer, man køber til overpris. Man køber sin egen individuelle drøm. En drøm hvor man, alt efter hvem man er, er hurtigere, sundere, stærkere og lidt smartere, end hvad man var i går. 

Engang for mange år siden ringede jeg til langdistancemesteren Henrik Jørgensen og spurgte ham, hvordan han brugte løbeur til at forbedre sig. ”Nu skal du høre,” svarede han. 

”Når jeg går ud af døren for at løbe, ser jeg på køkkenuret på væggen, og når jeg kommer tilbage, ser jeg, hvor lang tid der er gået.”

Sådan. Den notorisk langhårede og hippieagtige Jørgensen, der desværre døde på netop en løbetur tidligere i år, havde ikke brug for innovation og marketing for at motivere sig selv, men for alle os andre er det den motivation, vi får, som gør at vi lige føler os lidt skarpere og lidt hurtigere, når vi trækker i et par nye løbetights, sko eller hvad det måtte være. Du føler dig hurtigere, ergo er du hurtigere.  

Når man når de 41, erkender man også, at livet ikke varer for evigt. Maven bliver rundere, tindingerne højere, og konditallet lavere. Og man kan gøre to ting: Resignere eller gøre noget ved det. (Faktisk er der også en tredje vej, der går ud på at gennemføre en triatlon og samtidig passe både familie og mellemlederjob, hvilket i de fleste tilfælde fører direkte til, at man skriver en bog om at få stress og blive skilt, så den vej vil vi ikke anbefale.)

Så når du, der er yngre, ser os midaldrende typer i stramt lycra og med højteknologiske vidundere i pangfarver på fødderne, skal du ikke håne os, men blot se til i tavs accept af, at vi er en race, der forsøger at nå så smertefrit og behageligt frem til det uundgåelige, der venter os alle, når vi når den allersidste målstreg. 

Som Eliud Kipchoge sagde, da han selv nåede over den i Wien:

”I believe no human is limited.”

Jeg er delvist enig. Vi mennesker er i den grad begrænsede. Kunsten er bare at lade som om, vi ikke er. Og tage imod den hjælp, vi kan få.

Footer graphics