Jeg blev rystet i min grundvold i sidste uge, da jeg var medvært i Henrik Qvortrups podcast om mediebranchen. Qvortrup og jeg talte om mange ting – magtspillet i JP/Politikens hus, den stereotype opfattelse af kvindelige tv-værter, som jeg har luftet i nærværende medie, og endelig talte vi om at knække under for stort arbejdspres.
Anledningen var tidligere politisk redaktør på TV2 News, Anders Langballe, og hans nye bog ’Forfra’. Bogen beskriver, hvordan Langballe går fra at arbejde helt grotesk meget, til han falder om med en blodprop i hjernen, som senere får følgeskab af endnu én. Den sidste tager hans sprog fra ham. Anders Langballe kæmper sig tilbage, men mister i processen sit ægteskab og sit job som politisk redaktør.
Det er en rystende fortælling, som jeg pludselig kunne mærke komme lidt for tæt på. Ikke at jeg nogensinde har arbejdet lige så intenst som Anders Langballe – han fortæller blandt andet, hvordan der altid var en sendevogn efter ham, så han kunne forlade børnefødselsdagen eller familieferien – og sende live til News’ seere.
LÆS OGSÅ:
Jeg har heller aldrig befundet mig i det pulserende hjertekammer af dansk politik som Langballe. Men jeg har snuset til det. I en periode sendte jeg et live talkshow hver søndag aften, som slugte det meste af min weekend. Jeg får netop en klar erindring af at være til konfirmation og sidde inde på et børneværelse for at få ro til at forinterviewe Rufus Gifford.
På et tidspunkt udviklede jeg tinnitus i det højre øre på grund af øresneglen, og jeg havde enormt svært ved at sove igennem om natten, men vågnede hele tiden med fornemmelsen af fare. Heldigvis for mit helbred, så kørte talkshowet kun i to sæsoner – jeg havde nemlig aldrig selv overvejet at sige fra. Jeg vil slet ikke tænke på, hvilket pres Anders Langballe og flere af hans kolleger er under. Selv begyndte jeg at udvikle ret alvorlige stresssymptomer af at lave et enkelt liveprogram om ugen, men de står der hver eneste dag fra tidlig morgen til sen aften!
Jeg sagde til Qvortrup i podcasten, at den eneste, som passer på dig, er dig selv. Du må selv sige stop og bede om en pause. Det er der ikke andre, der gør. Det er sådan set stadig min holdning, men problemet er bare, at når man har et job, hvor man er på, så bliver man også afhængig af det rush, som følger med. Det er faktisk lige så svært at sige fra på sådan et job, som det er for en alkoholiker at afslå en stor fadøl med en sidevogn.
Det kan ikke være rigtigt, at man skal ud i et totalt, fysisk kollaps, før man stopper op
Man længes efter spotlyset og anerkendelsen. Fornemmelsen af at præstere og leve op til alle forventningerne. Vi lever i et præstationssamfund, hvor anerkendelse driver de fleste af os. Det kan ikke være rigtigt, at man skal ud i et totalt, fysisk kollaps, før man stopper op. Vi skal blive bedre til ikke bare at konstatere, at nogen har travlt eller virker stressede, men også gøre noget aktivt for at hjælpe. Både som ven, men også som kollega – og i hvert fald som chef.
Da jeg skulle være vært i DR, fik jeg en dag med en værtstræner. Hun sagde blandt andet, at jeg skulle huske at holde en ugentlig spa-dag. Det grinede vi meget af på redaktionen – for det var en fuldstændig utænkelig tanke i betragtning af, hvor travlt vi havde for at kunne udkomme med et program hver eneste uge.
Men måske havde hun fat i noget. Denne her uge på vej til Kolding, hvor jeg skulle tidligt op næste dag og optage tredje afsnit af ’Danmarks Bedste Portrætmaler’, stoppede jeg ved Kellers Parkhotel i Brejning. Jeg fik en vidunderlig massage og en ansigtsbehandling efterfulgt af en lang tur ved vandet afsluttende med tre retters menu på værelset.
Det ville jeg ikke have gjort, hvis det ikke var for Anders Langballes vigtige debat og bog. Jeg har besluttet mig for at være verdens bedste chef for mig selv. Og foreløbig klarer hun det rigtig godt.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
