Morgenbeats: Corona på KUA? Vi smider da bare alle bordene ud – nemt

Smid skrivebordet til storskrald og tænd for tv’et; morgenbeats er klar. Vi har samlet nogle af de ting fra ugen, som du måske har misset i sommervarmen.

1. Smertefuld svigerfamilie

Efter fem års stilhed udkommer Charlie Kaufmans nye thriller direkte på Netflix den 4. september. Filmen ‘I’m Thinking of Ending Things’ giver et bizart indblik i det første besøg hos svigermekanikken. Og ligesom ‘Get Out’, der var på alles skærme i 2017, giver filmen ikke ligefrem lyst til at invitere svigermor over til kaffe. Til gengæld vil vi gerne se filmen.

2. Morgensang er tilbage

Det går først rigtig dårligt for Danmark, når vi tropper op foran fjerneren klokken 09 og synger morgensang for at mærke fællesskabet. Og onsdag i sidste uge vendte ‘Morgensang’ tilbage på danskernes skærme… Men det er altså ikke helt det samme uden Phillip Faber bag klaveret.

Sangerinde Kaya Brüel og musiker Ole Kibsgaard er de nye ‘Morgensang’-værter. Foto: Kristian Graven/DR

3. Genopståelsen på Enghave Plads

“Så slap dyret endelig fri af Corona-delay-tågen,” skriver rockjournalisten Henrik Tuxen på Facebook om sin nye bog ‘Punk Rock Is Freedom’, der skulle være udgivet tilbage i april, men nu endelig ser dagens lys på torsdag. Bogen handler om Kurt Cobain set fra punkrock-historiens synspunkt og er baseret på personlige interviews med en perlerække af rocklegender. Det fejres på dagen med releasefest på Enghave Plads.

Åh Kurt! Foto: Mega

4. DR3 rammer pinligt forbi

“BIG CRINGE” er nok ikke lige de ord, som DR håbede på, da de lagde en teaser ud for deres nye DR3-serie ‘Om natten lyver jeg aldrig’. Men to afsnit inde i den seks afsnit lange miniserie, og det bliver kun mere og mere tåkrummende. Mest af alt minder det om et filmprojekt lavet i folkeskolen, med alle de sort/hvide stereotyper skruet op for fuld styrke. Med hård kritik fra både Berlingske og Soundvenue, undrer vi os også over, hvem serien er lavet til. For det er i hvert fald ikke til brune homoseksuelle, som seriens hovedperson Yosef.

5. Modeuge… hvor?

Første modeuge efter corona var i fuld sving i sidste uge. Helt uden at nogle opdagede det. For hvordan skal man vide, at modeuge er igang, når influencere og IT-girls ikke spankulerer gennem Københavns gader iført overdrevne outfits med en flok fotografer i hælene? Vi gik vist ikke glip af noget. Wood Woods kreative direktør Karl-Oskar Olsen var heller ikke imponeret. Slet ikke af journalister, der desperat forsøger at få et uddybende statement. No further comments og vær søde at leave Karl alone. Tak.

6. Borde er overvurderet

Det er ikke kun modeugens influencere, der er forsvundet i coronaland. Hvis du spørger det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, er borde lige så ude som trekvartlange capri-bukser. De har nemlig spurgt sig selv: Hvad skal man overhovedet bruge borde til i 2020? Og svaret var: Ingenting, åbenbart. Ifølge Københavns Universitet har de knækket koden til afstandskravene på uddannelsesinstitutionen. Ud med bordene, ind med eleverne og velkommen til dårlig ryg og endnu mere ulæselige noter. Nemt.

7. Et lyserødt breakupbånd

‘ZeroTwoZeroFourOneNine’ er datoen, hvor Simon Muschinsky forlod bandet When Saints Go Machine. Det er også titlen på hans første soloudgivelse, der udkommer på fredag. Albummet bliver på sand breakup-vis udgivet på et lyserødt kasettebånd. Det bliver også udgivet digitalt for de af os, der for længst har smidt båndoptageren væk, men ikke vil snydes for at høre, hvad det tidligere WSGM medlem finder på.

Simon Muschinsky
Simon Muschinsky. PR-foto
Footer graphics