Hvor inviterer man Martin Kongstad ud til frokost?
Manden har været overalt, som overhovedet er værd at beskæftige sig med, i København, det kan man regne med. Selvom han netop har rundet de 60, har han også været de smarte steder, du ikke har hørt om endnu. Du er bagud, og vil du imponere ham, kan du kun fejle.
Hvorfor vi egentlig ender på restauranten Bottega Barlie, som ligger i Nyboder og er sådan et rustikt, men charmerende sted, hvor den ene væg er dækket af østrigsk naturvin, og der er temmelig høj hiphop og på anlægget, er lidt en tilfældighed.
Og dog, for de har en pølse på menuen for tiden, en salsiccia, som ligger på en bund af hvide bønner, og ud fra helt almindelig journalistisk research var det min vurdering, at den ville smage rimelig godt, selv i Kongstads professionelle mundtøj, så sådan blev det.
Martin Kongstad er ikke nødvendigvis en mand, der kommer til tiden. Til gengæld har han ry for at blive hængende længe. For nylig sagde han i et interview med Politiken, at han sagtens kunne have fået mere ud af sin karriere, hvis han havde været bedre til at gå hjem inden 1. Så rene rygter er det jo ikke.
Men da klokken er 13.00, hvilket er præcis, hvad vi har aftalt, er han ikke alene ankommet, han befinder sig også i baren, hvor han er i færd med at føre en levende samtale med Claes Antonsen, den notorisk ildfulde kapelmester og trommeslager i The Antonelli Orchestra, som netop i dette øjeblik bruger sine armes udmærkede motorik til at forklare en vistnok vild anekdote, som de begge to griner af.
Det er ikke en dialog, man lige bryder ind i, så i mellemtiden får jeg tjeneren i baren til at finde den reservation, jeg har foretaget til interviewet. Men reservationen findes ikke, desværre, forklarer han, mens han sender stjålne blikke i retning af Martin Kongstad. Og det skaber en smule forvirring, indtil det pludselig går op for vedkommende, at det her faktisk har at gøre med selve Martin Kongstad, hvorefter han lyser op i et professionelt kæmpesmil og peger på et langbord i midten af lokalet: “I får bordet herovre.”
Der er, må man konstatere, forskel på restaurationgæster i København. Især når den ene hedder Martin Kongstad.
Tjenerens anvisning fanger Kongstad, der nu også har krammet Claes Antonsen farvel, og han hilser pænt med en hånd, der er betydeligt blødere end gennemsnittet. Inden vi går i gang, vil han gerne ryge en cigaret. Hans største last er nemlig, forklarer han, orange Kings.
“Jeg har boet tre-fire steder lige her i området,” siger han, mens han står på fortovet og kigger rundt på Frederiksstadens velkendte, orange bygninger.
“Men dengang var det ikke noget særligt. Det var bare et arbejdskvarter for folk uden særlig mange penge, som boede i små lejligheder. Nu er der jo kommet det her sted, et smart bageri og Atelier September lige om hjørnet. Men det kan jeg rigtig godt lide.”
En fuld tallerken
På sin vis lever Martin Kongstad som madanmelder jo også af netop det. Hvis ikke det var for alle de nye barer og restauranter, som knopskyder i Københavns gamle bydele, havde han ikke så meget at lave. Hvilket kun er delvist rigtigt, for først og fremmest er han i egne øjne forfatter. En metier, der er heller ikke rigtig kan bestrides, når man har udgivet fem bøger (inklusive en biografi om Casper Christensen, romaner, plus det løse, fx en om is), og netop har en ny på vej.
Men i manges øjne er Martin Kongstad først og fremmest madanmelder – og vel nok landets mest feterede af slagsen. På et tidspunkt, godt halvvejs inde i den pølseret, som vi begge bestiller, bliver vi afbrudt af en venlig ældre herre, som bedyrer, at han græder sig selv i søvn, når Kongstads anmeldelser ikke er med i Weekendavisen.
“De er jo kun med hver anden uge,” siger Kongstad.
“Ja, det er jo det, der er problemet,” siger herren.
For nylig kunne man opleve Martin Kongstad i den populære serie ‘The Bear’, kort ganske vist, men altså som skuespiller, hvor han spillede en mand, som var styrtet på sin cykel i København. En rolle, han i øvrigt fik ved at sende en gammeldags castingvideo ind, hvor han havde fået sin ven til at filme ham i Østre Anlæg, mens han liggende på jorden fingerede en ret jammerlig situation, fordi han absolut ville være med i den serie (noget lignende skulle byens ubestridte naturvinkonge Sune Rosforth efter sigende også have gjort, men altså uden at få rollen, hvilket Martin Kongstad i al beskedenhed synes, var en vigtig sejr).
Om ganske kort tid er Martin Kongstad så aktuel med en ny sæson af den mildest talt enormt vellidte podcast ‘Bearnaise er dyrenes konge’ her på Heartbeats, hvor han i selskab med en gæst anmelder en restaurant, som skuespiller Claes Bang læser op med nærmest ikonisk koket stemmeføring. Med så meget på tallerkenen er det selvfølgelig oplagt at spørge, hvad der egentlig gør Martin Kongstad glad for tiden.
“Jeg er ved at skrive en roman, som handler om en madanmelder, og når det kører, altså, når jeg får skrevet noget, som duer, gør det mig rigtig glad. Det er nemlig sværere at skrive romaner end andre bøger, synes jeg. Det modsatte, hvis jeg ikke kan finde ud af at skrive noget godt, ødelægger faktisk meget for mig. Men lige nu går det godt, så det er jeg glad for.”
Har du en god arbejdsdisciplin?
“Jeg har både det ene og det andet mig. Lige nu er jeg i den indledende fase med bogen, og der er jeg ikke særlig disciplineret. Jeg arbejder bare, når jeg synes, men jeg kommer til at være mere disciplineret senere i processen. Sådan plejer det at være for mig. Jeg rejser nok væk en måneds tid, hvor jeg kommer til at sidde 15 timer om dagen og stort set ikke lave andet end at skrive. Og så får jeg virkelig lavet noget. Men lige nu sejler det lidt faktisk.”
Hvad kommer der til at ske i den nye sæson af ‘Bearnaise er dyrenes konge’?
“Jeg har lige lavet det første afsnit med Claes Bang i Rom. Men konceptet er, som det har været siden 2013. Det nye er bare, at Claes Bang er blevet en verdensstjerne i mellemtiden. Det var han ikke, da vi begyndte. Der var han faktisk meget langt fra at være en verdensstjerne. Han levede nogle gange af at speake reklamer for Bilka og havde svært ved at få roller. Dem, han fik, lænede sig i høj grad op af hans gode udseende, så han skulle spille den lækre fyr, og han blev anbragt lidt i sådan en mandlig bimbo-position.”
“Men jeg har altid brugt ham, når der skulle læses noget op. Og nu rejser han rundt med sine roller og betaler så tilbage og siger tak for den tillid, som jeg havde til ham, ved at speake mine madanmeldelser, selvom han er i Beverly Hills for at optage. Så jeg tænkte, lige nu er han i Rom med en engelsk filmproduktion, så kunne jeg jo oplagt tage ned til ham og lave det første program der. Vi har spist på tre restauranter og optaget på hans tagterrasse inde ved Den Spanske Trappe.”
Når du skriver en madanmeldelse – enten til avisen eller podcasten – hvor vigtig er den allerførste sætning så for dig?
“Jeg har altid syntes, at det var meget vigtigt. Hvis man ikke begynder interessant, så smider man folk af. Jeg har altid været optaget at skrive noget, som folk gad læse. Jeg kan være enormt længe om at skrive den første sætning, og når jeg skriver romaner, kan jeg bruge oceaner af tid. Den første side i den, jeg er ved at skrive nu, har jeg skrevet om 60 gange. Men det måske ligesom kvinder, der føder, at de glemmer, hvor hårdt det var sidst. Og så gør man det igen.”
Hvad er vigtigst som anmelder: At kunne smage eller at kunne skrive?
“Jeg synes sgu, det er vigtigst at være god til at skrive, faktisk. Hvis ikke det er ordentligt skrevet, og hvis ikke det er sjovt skrevet, eller interessant skrevet, så gider jeg simpelthen ikke at læse det. Men man skal selvfølgelig også vide noget om mad, det er klart.”
Heroin på ministerens fly
Hvilke madanmeldere ser du op til?
“Jeg boede i London for snart 30 år siden. Og min nabo var sådan en up coming forfatter, som hedder Will Self, som er blevet et kæmpe stort navn siden hen. Blandt andet fordi han røg heroin på den tidligere premierminister i England John Majors fly. Will Self var sådan en sen-punk og ret anarkistisk skrivende forfatter, som skrev blændende godt, og som så blev hyret af The Observer til at skrive madanmeldelser. Han skrev næsten ikke om maden, men om alt muligt andet, de folk, der var der, og hvordan han selv havde det. Altså nogle virkelig udsyrede madanmeldelser. Dem kunne jeg enormt godt lide.”
Og så røg han heroin på ministerens fly?
“Det viste sig, at Will Self skulle blive et ret stort navn som madskribent, så da John Major, som stillede op for de konservative mod Blair, skulle præsentere sit valgprogram for pressen, så inviterede han alle de vigtigste journalister op på sit private jet-fly, som så fløj rundt over hele landet, mens han proklamerede, hvad han ville gøre for landet. Ret smart ting egentlig. Men på det fly sad Will Self så, og han hyggede sig dengang med nogle forskellige misbrug. En af dem var så heroin, hvilket han røg, fordi han var så punket i det. Han blev selvfølgelig skideskæv og taget for det.”
Hvilken sætning fra dine egne anmeldelser ville du ønske, du aldrig havde skrevet?
“Jeg kan huske, at jeg engang skrev om en ret, som smagte af meget, meget lidt. Altså en helt ligegyldig ret. Jeg skrev, at den smagte som den luft, der fremkommer, når en person bladrer i familiejournalen på venteværelset hos lægen. Men den sætning var jeg nu selv meget glad for.”
Hvilket madminde fra din ungdom skatter du højest?
“Jeg voksede op i sådan et bedre stillet, akademisk venstrefløjsmiljø, og der var maden sgu ikke særlig god. Det var sådan en tid, hvor man prøvede at være sund, men ikke var blevet god til at lave sund mad. Det var meget sådan nogle brune ris, der var kogt helt ud og nogle røvsyge grøntsager, som man fik oveni. Men når jeg kom over til min farmor, som boede i Sønderjylland, og fik hakkebøffer og svinekoteletter med skrællede, halverede kartofler og brun sovs og noget surt til, så var det himlen for mig. Den der brune sovs, hun kunne lave, var et meget stort møde for mig.”
Hvilke regler er der i din personlige etikette, når du går ud og spiser?
“Jeg giver altid 10 procent i drikkepenge. Det er meget nemt, for man skal bare flytte kommaet en gang.”
Hvor har du din telefon under et restaurantbesøg?
“Jeg har den i min lomme i min jakke eller mine bukser. Hvis den ringer, tager jeg den ikke. Det er meget svært at fortsætte en samtale, hvis nogen pludselig tager en telefon op, mens man sidder ved bordet. Så hvis min egen telefon ringer, tager jeg den ikke, eller også går jeg udenfor.”
Hvilken trend håber du snart forsvinder fra restaurantscenen?
“Jeg synes efterhånden, at byen har bistroer nok. Der er fandme kommet mange bistroer til siden 2008. Efter børskrakket skete der noget psykologisk med danskerne, som pludselig troede, at de ikke havde så mange penge. Og det gjorde så, at de restauranter, som havde faste, dyre menuer måtte lægge om til noget psykologisk mere spiseligt, og det har givet os alle de her a la carte-menuer med mange retter til 150 kroner. Den bølge er aldrig rigtig stoppet, men det må den gerne.”
I 2018 sagde du, at du aldrig mere ville anmelde oksekød. Gælder det stadig?
“Ja, og jeg spiser det heller ikke, når jeg holder fri. Jeg elsker oksekød, men har ikke spist det siden.”
Hvad så, når du craver bearnaise?
“Det kan man jo spise til alt. Jeg synes ikke, der er meget format over kræsenhed, men det må folk jo selv om. Det er meget få ting, jeg ikke selv kan lide, men jeg har aldrig fået blodpølse på en god måde. Min mormor lavede det til jul, og jeg kunne ikke fordrage det. Det der med at putte kanelsukker på, det var fandme ulækkert.”
Hvad bestiller du altid, hvis du får mulighed for det på en restaurant?
“Blæksprutte. Når det er lavet rigtigt, så er armene kogt i en time og grillet bagefter, og så får man den der blanding af en smule stegt grillflade og det helt bløde indeni. Det er helt vildt lækkert.”
Hvis du skulle leve af en nations køkken resten af dine dage, hvad ville du så gå med?
“Japan. Det er både pisse lækkert og virkelig sundt. Det tager meget lang tid at lære, men jeg kan godt lave det på amatørniveau selv.”
Hvis du skulle lave din egen restaurant, hvad skulle den så hedde?
“Kugleøje. Det var det, Fatman altid kaldte mig. Det ville såmænd være et ret genialt, dårligt restaurantnavn. Men altså, i Aarhus er de sindssygt gode til at finde på dårlige restaurantnavne. Der er virkelig meget god mad, men så hedder det Substans eller Hærværk eller sådan noget med ø og umlaut.”
Her bliver vi afbrudt, for anden gang altså, men nu af filminstruktøren Fenar Ahmad (ham med ‘Underverden’), som læner sig indover bordet for at kramme Kongstad og umiddelbart efter får forklaret, at han er “hjemme igen” efter noget arbejde i udlandet, og at Dulfi (formentlig skuespilleren Dulfi Al-Jabouri) sidder ude foran, og at han er begyndt at faste 16 timer i døgnet, og at det får ham til at være mere skarp, når han skriver manus, fordi der bare er “dén sult der!”.
Kongstad replicerer venskabligt, at han da også ligner en, der har fået botox, og så aftaler de at tales ved.
Der kommer penge en dag
Du er forfatter, podcastvært og landets mest feterede madanmelder. Hvad vil du sige til alle de unge folk, der sidder derude og tænker, at de gerne vil være ligesom dig?
“Jeg er tit ude for, at folk tror, jeg har været heldig, og at jeg er kommet legende til det hele. Det er kun i en meget lille grad sandheden. Jeg har leget meget, fordi det er min stil, men jeg har fandme også arbejdet meget. Jeg har skrevet professionelt i 38 år, så hvis ikke jeg havde opnået et eller andet, var det jo, fordi jeg var rigtig dårlig. Men jeg vil sige, at hvis folk virkelig gerne vil være madanmeldere, så bare gå efter det. Tænk ikke over, hvad du tjener på det den første tid. Der skal nok komme nogle penge en anden dag.”
Hvilken gæst – levende eller død – drømmer du om at have med i ‘Bearnaise er dyrenes konge’?
“Henrik Stangerup (dansk forfatter og journalist red.) ville jeg gerne have spist med. Han havde også et passioneret forhold til mad og drikke, så det ville have været sjovt, hvis han altså var i et godt lune.”
Lytter du til ‘Bearnaise er dyrenes konge’, når du har lavet et afsnit?
“Ikke så meget, som jeg gjorde engang. Dengang det blev sendt i radioen, tændte jeg nogle gange for det. Nogle gange kunne jeg ikke holde ud at høre det, så slukkede jeg igen. Men nu hører jeg nok hver anden.”
Hvad hører du så?
“Jeg kan godt lide Ditte Okmans ‘Det vi taler om’, selvom jeg ikke kunne fordrage det det første halve år, fordi det var for grænseoverskridende. Sladderen var for hård, og noget af den sladder, der fremkom, var ikke underbygget. Enten er det blevet bedre, eller også har jeg vænnet mig til det, for nu elsker jeg det. Ditte Okman er jo rigtig, rigtig dygtig, og jeg elsker sladder, når det er kvalificeret. Det er jo pisse underholdende.”
Jeg har hørt noget sladder om, at du ikke læser interviews med dig selv. Passer det?
“Nej, jeg kan godt lide at læse det, jeg selv siger, før det bliver trykt. Ligesom jeg også godt kan lide, når jeg får det til gennemlæsning, at have mulighed for lige at uddybe noget”
Kommer du til at læse det her interview?
“Nej, det kan jeg ikke forestille mig,” slutter Martin Kongstad.
En ung tjener kommer hen til bordet og spørger pænt, om vi er færdige og går så i gang med at rydde bordet for tallerkener og glas.
“Hvad er det for en podcast, du laver?”, spørger hun.
“Det er ‘Bearnaise er dyrenes konge’, hvor jeg anmelder mad og sådan,” svarer Martin Kongstad.
“Nå okay, det kender jeg ikke,” svarer hun, “men det må jeg da se at få hørt så.”
Første episode af den nye sæson af ‘Bearnaise er dyrenes konge’ kommer den 27. december her på siden.
