Boksning

Q&A med forfatter Sara Maria Glanowski: “Jeg kastede mig ud i en ung mands sport på et tidspunkt, hvor jeg var trængt op i en krog af mit køn og min alder”

Journalist og forfatter Sara Maria Glanowski er aktuel med bogen ‘Skyggebokser’, en fortælling om New York og Amerika, hvor hun både skriver om raceproblemer og boksning og sågar selv træner sig op til at gå i ringen.

Du tog til New York for at studere et års tid, men kom aldrig hjem. Hvad skete der?

“Mens jeg læste på Columbia University, begyndte jeg at følge den kamp mod politivold, der allerede dengang var begyndt at brede sig med protester i bydelen Harlem, men først flere år senere foldede sig ud over resten af USA med bevægelsen Black Lives Matter. I mange måneder hen over efteråret og vinteren 2012 jagtede jeg en cop watcher, der i dag er en af hovedpersonerne i min bog ’Skyggebokser’, en aktivist, der filmer politiet i New Yorks fattige sorte kvarterer som vagtværn mod racisme og politibrutalitet. Det tog mig tre eller fire måneder at få lov at følge med ham på hans patruljer gennem byen, for dengang var han blot en ilter enmandshær og en strejfer, der helst ikke talte med hvide mennesker. Men i dag har han skabt et vidt forgrenet netværk af copwatchere med alle hudfarver, der overvåger Amerikas mægtigste politistyrke, NYPD, med videokameraer i alle fem bydele af New York, og jeg har fulgt ham i flere år. Den kamp og den fortælling blev et vendepunkt for mig, fordi jeg havde en fornemmelse af, at New York stod på kanten af en spirende ny bevægelse, og i det hele taget var jeg lige begyndt at undersøge og forstå USA, så jeg ringede hjem til min arbejdsplads, Politiken, og bad om at forlænge min orlov. Det fik jeg ikke lov til, min chef syntes, jeg skulle komme hjem, så jeg endte med at sige op, springe ud som freelancejournalist og skrive for amerikanske og internationale publikationer i stedet, og siden har jeg ikke set mig tilbage. Det er det, New York gør ved dig – den får dig til at række ud efter drømmen og hoppe ud uden sikkerhedsnet. Og som forfatter er New York den optimale by at bo i, fordi den er fuld af ekstremer. I en af bogens fortællinger møder jeg en jødisk biker, hvis forældre overlevede Holocaust, og han sender mig ud for at møde en leder i Amerikas voksende White Power-bevægelse, en voldelig og racistisk skinhead med nazi-tatoveringer over hele kroppen. Den slags sker kun i New York. Og ekstremerne får alting til at træde klarere frem. Det smukke er smukkere i New York, og det grimme er grimmere. Det er en by af storhed og fald, håb og knuste drømme – alt det stof, som dramatiske fortællinger er gjort af”.


Hvordan hænger boksning sammen med den amerikanske drøm?

“Boksning er både den amerikanske drøm og det amerikanske mareridt. Sporten har altid været det sted, hvor drenge fra ghettoen gennem vilje, talent og hårdt arbejde kunne køre ud af fattigdommen og gadevolden i en skinnende ny Bugatti, selvom langt de fleste ender med hjerneskader og en tom bankkonto. I det 20. århundrede, der også er kendt som ’det amerikanske århundrede’, fordi det økonomisk, politisk, militært og teknologisk forløb på USA’s præmisser, producerede Amerika de største stjerner i den mytologiske sværvægtsklasse – Jack Dempsey, Rocky Marciano, Jack Johnson, Joe Louis, George Foreman, Joe Frazier, Muhammad Ali, Mike Tyson – og med få undtagelser forblev VM-titlen i sværvægtsboksning på amerikanske hænder gennem 1900-tallet. Så mens USA rejste sig som verdensmagt, blev bæltet udadtil symbol på Amerikas globale overherredømme, mens det indadtil afspejlede nationens kampe om landets identitet, og på skift gennem Amerikas historie har jøderne, irerne, italienerne, afroamerikanerne og latinamerikanerne domineret boksesporten, afhængig af hvem der kæmpede mest uden for ringen. Når to mænd trådte ind gennem tovene, var det en kamp om at blive fuldbyrdig amerikaner, og gennem det tyvende århundrede debatterede Amerika især sine raceproblemer i ringen. En af mine yndlingsboksere, Jack Johnson, en sort sværvægtschamp, der var verdensmester i 1910’erne, drev hvide amerikanere til vanvid, fordi han konstant slog deres hvide helte i gulvet og førte sig frem med guldtænder, pels og et harem af hvide kvinder på et tidspunkt, hvor Syden var raceadskilt, og en sort mand kunne blive slået ihjel for at kaste et forkert blik på en hvid kvinde. Boksning har altid været en kampplads, og i bogen følger jeg de kvindelige verdensmestre, der kæmper for at slå igennem i den mest maskuline sportsgren, der findes. Det er en beretning fra et af kønskampens mest brutale hjørner, hvor jeg bruger boksning til at undersøge, hvad der sker, når kvinder pludselig regerer i en ultramaskulin arena. Og til at måle afstanden mellem netop drøm og diskrimination”.


Hvad fik dig så til at beslutte dig for selv at blive bokser?

“Jeg hørte tilfældigt om den legendariske bokseklub Gleason’s Gym, der ligger ved Brooklyns havnefront og har udklækket 134 verdensmestre. Klubben er et beskidt vindue ind til en anden verden, hvor Muhammad Ali og Mike Tyson engang trænede, og hvor man stadig bruger spytspande, og et blåt øje er et adelsmærke, men hvor de regerende verdensmestre for første gang i klubbens historie allesammen er kvinder. Jeg kom bare for at træne og var en lille smule lost i mit liv. Jeg var 35 og ville gerne have et barn og en familie, men jeg var sammen med en meget yngre mand, som alligevel ikke kunne overskue at blive far i nogen nær fremtid, så boksning blev min umage følgesvend, mens jeg tog brydegreb med tanken om at give afkald på børn. Det er næsten paradoksalt, at jeg kastede mig ud i en ung mands sport på et tidspunkt, hvor jeg var trængt op i en krog af mit køn og min alder, men som en gammel bokseguru senere sagde til mig, så kæmper man, når ens magt bliver udfordret. Og midt i en ensom og nådesløs sport fandt jeg en familie og et brutalt søsterskab blandt de andre kvinder i klubben, der også allesammen kæmpede en kamp, der handlede om mere end boksning. Alicia ‘Slick’ Ashley, som er min træner og en af de kvindelige boksere, jeg følger i bogen, er den femdobbelte verdensmester og ældste champion i boksehistorien, en 50-årig kvinde, der dominerer en ung mands sport, og hun kæmper både med sin alder, sit køn og sin hudfarve. Jeg følger også det spirende boksehåb Heather ‘The Heat’ Hardy, en ubesejret professionel bokser, der kæmper for kvinders plads i ringen og går hjem med brækket næse og VM-bæltet om livet for at vise sin datter, hvad det vil sige at være fighter“.


Hvor kom aggressiviteten fra?

“Fra lysten til at skabe et nyt liv i ringen. Heather ‘The Heat’ Hardy, der i dag er den regerende verdensmester, sagde på et tidspunkt til mig, at alt det, der har trådt på dig gennem livet, kan du enten bruge som undskyldning eller som brændstof. Gør du dig selv til offer, eller bliver du en kriger? Den kampånd er jeg vild med. Men jeg er aldrig gået aggressiv i ringen. Når man træder ind mellem tovene, gælder det om at være helt afslappet og rolig. Jeg er heller ikke en power puncher, min styrke er min hurtighed og min timing, og jeg blev trænet af Alicia ‘Slick’ Ashley, der er tidligere danserinde. Hun er hurtig og glat i ringen med bevægelser, der nærmest er flydende, så hun er tæt på urørlig, og lige pludselig slår hun så til med en byge af slag til kæben, panden eller tindingen og krøller sin modstander sammen på et splitsekund. Hendes bror blev i halvfemserne den første sorte stormester i skak, og hun ser ringen som et skakbræt, hvor man rykker sin modstander rundt, indtil man har hende lige dér, hvor man kan slå hende ud. Hun har været min mentor og mit forbillede, og hun har vist mig skønheden og elegancen i boksning”.


Hvordan var det at være i sit livs bedste form?

“Det var befriende at være så meget krop og mærke, at den hver dag blev stærkere og mere robust, og at mit sind fulgte med. Nogle gange undervurderer vi, hvor meget krop vi mennesker egentlig er. Boksning er først og fremmest en mental kamp, der handler om at gribe ind i sig selv og finde noget, man ikke anede eksisterede, men det er også intensiv kamptræning, hvor man ikke laver ret meget andet end at træne, meditere, sove og spise det rigtige i tiden op til kampen. Der var dage, hvor jeg hang ind over skraldespanden efter træning, fordi mine holdkammerater og trænere pressede mig så hårdt, at jeg havde det som om, jeg skulle kaste op. Men der er noget virkelig livsbekræftende ved at debutere som fighter i en alder af 36 og opdage alt det, kroppen kan, og at man kan finde nyt liv og ny mening på et tidspunkt og et sted, hvor man allermindst venter det”.


I din første vigtige kamp beskriver du, at du pludselig ikke har lyst til at skade din modstander?

“Den egentlige kamp er den, du har med dig selv, og den egentlige modstander, du møder i ringen, er dig selv og alt det, der holder dig tilbage. I ringen og udenfor. Det interessante for mig er ikke at brutalisere min opponent, boksning er jo en sport, det interessante er det strategiske spil og at manipulere min egen frygt og få den til at arbejde for mig. I seks uger op til kampen havde jeg frygtet min modstander, og i omklædningsrummet kunne jeg høre hendes træner gejle hende op til vild og brutal gadekamp. Da vi trådte ind på kanvassen, var der slag overalt, det føltes det som om, hun havde dyppet sine handsker i stål, og allerede efter få sekunder kunne jeg smage blod i munden fra en flænge i læben. Men så blev min krop pludselig helt rolig, og det var som om, jeg så alting i slowmotion, så jeg registrerede hver en trækning i min modstanders ansigt, der afslørede hendes næste slag, nanosekundet før hun sendte det afsted, og jeg begyndte hurtigt at kontrollere kampen, så kamplederen to gange måtte standse den og lade ringlægen eksaminere min modstander og undersøge om hendes næse var brækket. Der var et øjeblik, hvor jeg pressede hende op ad tovene, mens jeg lod hænderne gå, og hvor hun næsten ikke slog tilbage, men blot holdt hænderne afværgende op foran sig. Det var et virkelig brutalt og intimt øjeblik, fordi jeg kunne høre hende klage inde bag handskerne, og der havde jeg ikke lyst til at slå mere, fordi hun næsten ikke slog tilbage. Som fighter er man trænet til at blive ved med at slå, indtil kamplederen skrider ind, men jeg lagde ikke alle mine kræfter bag, for jeg vidste, at jeg havde vundet. Det var en interessant kamp mellem mennesket og fighteren i mig, og den varede ikke mere end et par sekunder, men den føltes som en evighed”.

Hvad har du lært om frygt?

“Hvis man går bange i ringen, har man tabt på forhånd – man bliver nødt til at tage sit fight face på. Det gælder i alle livets kampe. Og så har jeg lært, at man kan manipulere sin frygt. De første mange gange, jeg sparrede med boksere, der var bedre end mig selv, krøllede frygten mig sammen, fik mig til at fryse et splitsekund, eller brændte mig fuldstændig ud. Men når først, du kender frygten, kan du få den til at arbejde for dig. Det har Mike Tysons træner, den legendariske Cus D’Amato, sagt mange kloge ting om, men jeg mærkede det under min første kamp, hvor min krop tog over, og jeg blev fuldstændig rolig og fokuseret, så snart jeg mærkede de første slag og smagte blod i munden”.


Hvordan har stemningen i NY ændret sig i de 7 år, du har boet der?

“De senere år har byen oplevet en enorm politisk vækkelse. På valgnatten i november 2016 stod jeg til Hillary Clintons taber-fest i Javits Center på Manhattan, og udenfor sad folk på fortovet og græd. I dagene efter valget var stemningen desperat og deprimeret, men så begyndte folk at mobilisere sig og engagere sig, og New York vågnede op. Især i minoritetskvartererne er nye stemmer vundet frem, det er Alexandria Ocasio-Cortez, den demokratiske kongreskvinde fra Bronx, et godt eksempel på. Et helt andet eksempel på den politiske vækkelse er Afropunk Festival, som begyndte som en lille, sort punkfest i Brooklyn, men i dag er en global bevægelse med festivaler flere steder i USA, Europa og Sydafrika, der hylder sort kultur, homoseksuelle, muslimer, immigranter, kvinder og mangfoldighed generelt – en slags anti-trumpisme med hovedsæde i Brooklyn”.

Foto af Emil Lamm Nielsen – af Sara Maria Glanowski i ringen i New York

Footer graphics