Foto: Johanna Sofie Sylvest

Her er min ‘score-ret’ med Marie Hald: “Hjemmelavet pizza havde lidt et dårligt ry i 00’erne, men den her er virkelig sprød og lækker”

En hurtig vej til hjertet går gennem gode måltider. I ‘Score-retten’ deler en aktuel person sin hofret, en ret, som de mestrer til perfektion, og som har imponeret en ven, en mor eller en kæreste med. I denne udgave deler fotograf Marie Hald sin opskrift på sprød kartoffelpizza.

Hvad er din scoreret?

“Det er sådan en meget, meget sprød og tynd kartoffelpizza med løg, som er stegte i meget smør. Det gør, at de bliver virkelig, virkelig lækre. Og så er der mega meget parmesan, frisk mozzarella, hvidløg og timian eller rosmarin på toppen. Tricket for mig er – som jeg selv synes er lidt lol -, at jeg altid køber dej nede ved den lokale pizzamand, fordi de er gode. Da jeg begyndte med det for ti år siden, gav de mig tit bare dejen gratis eller tog en femmer pr. styk, men nu tager de alligevel 20 kroner for dem, haha.”

Hvordan fandt du på retten? 

“Det er faktisk min lillesøster, der har fundet på den. Hun er familiens madøre, og da hun introducerede kartoffelpizzaen, var hun meget specifik omkring, hvor tynd bunden skulle være, præcis hvor meget ost, der skulle på, og at den skulle saltes rigtig godt. Vi er tre søstre, og da vi alle sammen stadigvæk boede i Aalborg, havde vi sådan en fredagstradition med at tage hjem til de gamle og spise. I min vennekreds var vi en lidt speciel familie, fordi vi faktisk virkelig bare elskede at være sammen. Vi var sådan en femkløver. Desværre har vi mistet min far, men mindet om os fem, der står i mine forældres køkken i Aalborg og hører god musik, drikker hvidvin og laver pizza… det var virkelig bare en dejlig tradition. Da mine søstre og jeg alle tre flyttede til København, tog vi traditionen med os, og den der kartoffelpizza er bare symbolet på fyraften og følelsen af, at nu er det endelig fredag.” 

Illustration: Mia McCaul

Hvem har du imponeret med retten?

“Jeg har især to veninder, som altid er sådan: “Vi skal have kartoffelpizza!”, når de kommer og besøger mig i København. Den ene bor i Oslo, og den anden bor i Aarhus, så de sover altid her hos mig, når de er her. Det gør man jo ellers ikke så meget mere, overnatter hos hinanden, når man er i 20’erne og 30’erne. Men det er også blevet en tradition, at vi skal have kartoffelpizza, når de er her, og tit har vi bare nattøj på, når vi laver den. Det er sådan en ‘vi skal chille’-ret, og det er virkelig min ‘go to’. Jeg har også lavet den til mænd, jeg har datet. I 90’erne og 00’erne føler jeg lidt, at hjemmelavet pizza havde et ‘bad rep’. Det var tit sådan en rigtig tyk bund med alt muligt random ovenpå. Men den her kartoffelpizza er bare sprød, lækker og god. Og så er den også bare mega god dagen derpå, den fungerer både kold og varm.” 

Foto: Johanna Sofie Sylvest

Hvordan er den situation for dig, når du står og laver mad til nogen, du holder af?

“Jeg er sådan en, der godt kan blive lidt stresset over at skulle lave mad til nogen, hvis de er i min lejlighed imens. Mest fordi jeg synes, det er lidt irriterende at skulle bede andre om hjælp til at lave mad. Jeg vil gerne have, at mine gæster slapper af og får sig et koldt glas hvidvin. Når jeg er vært for en middag, går jeg ekstremt meget op i, at der er det rigtige lys. Alle, der kender mig, vil sige, at jeg er meget specifik omkring, præcis hvor stearinlysene skal stå, haha. Der skal være det helt perfekte hyggelys og den rigtige musik. Det kunne for eksempel være noget af det gamle Stevie Wonder, noget jazzet eller noget soul. Men altså, den her kartoffelpizza sidder bare rygraden, så jeg kan også slappe af, og det eneste, mine veninder eventuelt skal gøre, er at hjælpe med at skære nogle kartofler i skiver. Og ellers skal de bare sidde med deres vinglas og måske ryge en cigaret ud af vinduet. Jeg ryger ikke selv, men jeg synes, det er vildt hyggeligt.” 

Hvorfor virker mad i din optik som redskab til at kunne imponere nogen?

“Jeg har det meget sådan, at hvis jeg er helt oppe at køre over noget, så vil jeg virkelig gerne dele det. Og via maden lærer vi hinanden at kende, fordi vi deler det, vi godt kan lide. Der er en umiddelbarhed over mad. Man sidder sammen og finder ud af, om man kan lide det eller ej. Og så er det bare virkelig et kærlighedssprog at lave mad til hinanden.”

Marie Hald

Født i 1987. Prisvindende fotograf og fotojournalist. Født og opvokset i Aalborg, bor i København. Vandt i 2013 Årets Pressefoto samt en pris ved World Press Photo for sin fotoreportage om Bonnie, en dansk mor og sexarbejder. Har udstillet sine billeder på flere museer, blandt andre Haus der Photographie i Hamburg, Nobel’s Peace Center i Oslo, Fotografiska i Stockholm og Nationalmuseet i København. Udgav i 2022 bogen ‘FEMININ’ og er pt. i gang med at tage billeder til opfølgeren ‘MASKULIN’.

LÆS OGSÅ:

Find mere om
Footer graphics