Hvis man ser helt klassisk på cykelsporten, vil mange nok umiddelbart mene, at det er en ret mandsdomineret sport. Og det er jeg sådan set enig i. Men der er grøde i de danske kvinder. For 10 år siden var det mere end sjældent, at jeg mødte andre kvinder på mine træningsture. Både i weekender og hverdage vrimlede det til gengæld med mænd i lycra. Og jeg har altså cyklet i hele 21 år.
Jeg begyndte som 10-årig i 1998, og i dag er jeg 30 år og har brugt det meste af mit liv på at cykle. Både som barn, som voksen, som professionel, som motionist og som livsnyder. Jeg elsker at cykle!
Og nu vrimler det så pludselig med andre kvinder ude på vejene, og det gør mig helt ekstremt glad. Jeg ser kvinder cykle solo. Jeg ser dem i større grupper. Og jeg ser kvinder deltage i netværks-og velgørenhedsklubber. Kvinder i alle aldre, tykke, tynde, lange og høje, unge og gamle. Kvinder, der hyggecykler, og kvinder, der cykler for at køre stærkt, og det sjoveste af det hele er, at jeg også ser kvinder, der giver en hel del mandfolk baghjul. Det sidste kan jeg personligt godt lide. Det er sådan ret badass. Okay, jeg er konkurrencemenneske!
Men jeg kan med min erfaring også konstatere, at der stadig er mange kvinder, der afholder sig fra at springe op på jernhesten. Det, jeg oplever med kvinder, er, at der er mange, der er bange for at fejle eller gøre noget forkert. Kvinder, som ikke føler, at cykling er deres sport eller er for nervøse for ikke at kunne følge med eller finde ud af at skifte en cykelslange. Den fordom er vi nødt til at punktere – for selvfølgelig kan vi alle sammen finde ud af at cykle. Danmark er en cykelnation! Hvor der er vilje, er der vej, og hvis man skulle havne i en situation, hvor man halter efter – ja, så hjælper vi jo selvfølgelig hinanden.
Man behøver i øvrigt ikke købe en cykel til 50.000 for at begynde at cykle. Vi har alle været nybegyndere. Jeg lagde hårdt fra land med mine begynderfejl i julen 1997, da jeg fik en virkelig flot skriggul italiener af mærket Cinelli. En rigtig væddeløber. Straks skulle jeg prøve den inde i stuen, og der gik ikke mere end 3 sekunder, fra jeg havde klikket mine cykelsko i pedalen, til jeg lå og væltede rundt inde i juletræet. Ikke et kønt syn. Et par dage senere skete det samme igen på landevejen. Det gjorde ikke ondt. Det var nok mere min stolthed, der led. Men det er en klassiker og bare et eksempel på, at alle begynder et sted.
Alle kan cykle. Man behøver ikke meget mere end en cykel og en T-shirt. Jeg vil dog altid anbefale cykelbukser. Og til dem, der skulle være i tvivl: nej, man har aldrig underbukser på under en rigtig cykelbuks. Det vil ikke føre til andet end gener i måsen – trust me.
Det er helt op til dig selv, hvordan du vil begynde. Jeg vil dog klart anbefale at blive en del af noget større. Saml tøserne, meld dig ind i en klub og få nogle at køre med. Det kan være en licensklub, men det kan også være en motionsklub. Eller det kan være en flok, som bare mødes hver søndag for sjov uden at have en større tilknytning til noget. Og kvinder kan godt køre med mænd og omvendt – i modsætning til meget andet holdsport –, så bare find det miljø, der passer dig bedst.
Cykling er blevet en livsstil for mig og vil altid være det, uanset om jeg kører konkurrencer eller ej. I 2011 valgte jeg at stille min cykel i stald efter fem år som professionel. Jeg var kørt sur i træningen, cykelløbene og presset. Flere skuffelser end succeser prægede min karriere det sidste stykke tid, og det bidrog til, at jeg valgte den tohjulede fra.
Men ret hurtigt gik det op for mig, at jeg ikke kunne undvære min cykel. Den var blevet en del af mig, og derfor opsøgte jeg cykelmiljøet igen, men med en helt anden tilgang. Pludselig så jeg på cykelsporten med andre øjne. Jeg blev cykelguide på cykelrejser, hvor jeg mødte “almindelige” cykelglade mennesker. Her blev der fortalt røverhistorier, drukket rødvin og spist fantastisk god mad.
Ja. Det er også cykling!
Senere blev jeg træner i en netværksklub, hvor jeg skulle lære erhvervsfolk alt det, jeg vidste om at cykle. Jeg cyklede på glæde og lyst, og ikke fordi jeg skulle ud og træne fire timer hver dag. Cyklen blev igen et frirum. Det lærte mig, at alt, hvad vi gør, skal i det store billede være sjovt og gøre os glade. Fem år senere er jeg igen blevet professionel i cykelsport, men med en ny tilgang. Jeg kører primært på glæde, og det er vigtigt for mig.
Så hvorfor ser vi en stigende tilgang af kvindelige pedalatleter? I bund og grund er cykling bare blevet moderne. For 20 år siden var cykling en nichesport for mænd. En rigtig gadedrenge-sport. I dag er cykling en folkesport. Til at starte med er der kommet flere midaldrende mænd (sorry guys), som er tiltrukket af den lækre cykel, det fede gear og den lave forekomst af skader. Langsomt er kvinderne blevet inspireret og kommer nu med på vognen. Jeg håber med denne klumme at kunne lokke nye kvinder til, så tendensen fortsætter.
I skal være så velkomne!
Trines guldkorn: Kvinde, derfor skal du cykle:
1. Når man cykler udløses endorfiner, og man kommer i barnligt godt humør.
2. Det er en fantastisk måde at møde nye mennesker på. Når først du har lært at styre din cykel, kan du let finde overskud til at hyggesnakke med din cykelmakker. For ikke at tale om alle de lækre caféstop, I kan kaste jer over.
3. Du får trimmede ben og en fantastisk lækker røv!
4. Du oplever verdenen på en cykel. Hvad enten du udforsker de danske landeveje eller de italienske Dolomitter, får du en smuk udsigt.
5. Når du kører solo, er det den rene meditation. Det er den perfekte kvalitetstid med dig selv, hvor der bliver ryddet op i sindet.
6. Når man cykler, forbrænder man kalorier = du kan spise mere uden at tage på. Total win/win for mad- og kageelskere!
7. Cykling er en skånsom træningsform. Risikoen for skader er meget lille også for overvægtige og folk i dårlig form.
8. Træn dig op til at give drengene baghjul. Det er altså en fed følelse, og man føler sig lidt badass.
9. Der er som regel altid en mand (eller kvinde), der vil hjælpe, hvis du punkterer og ikke kan få dækket af. Vi hjælper hinanden derude!
10. Du kommer i form. Man kan nøjes med bare at cykle ud i landskabet, eller man kan vælge at køre intervaltræning. Intervaller kan køres på rigtig mange måde, alene eller i større grupper. Kører man i grupper, bliver man med tiden bedre teknisk, og i klubber er der altid nogle, der er klar til at guide og vejlede én.
11. Jeg ser også en del par på vejene sammen. Det ser sgu også ret hyggeligt ud. Der er ikke så mange andre sportsgrene, hvor mænd og kvinder kan lege sammen og være lige gode.
