Foto: Bo KÄllberg/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Morgenbeats: Den forsømte og den slidte generation blev sat fri

I weekenden blev kultur- og nattelivet for alvor sat fri. Ved en tilfældighed kom vi med og fik en oplevelse, der glædede på tværs af generationer. Derudover ser vi på Joe Rogan, hverdagspoesi og tovtrækkeri mellem piger og drenge.

Dette var weekenden, hvor alting åbnede for alvor, og vi var fri. Til at mødes, kramme og skråle så højt og så længe, man havde lyst. At bedømme ud fra glasskårene og henkastet affald i Skindergade i Indre København blev det fejret, som det skulle.

Selv havde jeg ikke planlagt det store, måske småsove til en FA Cup-kamp foran fjerneren, men få timer før koncertstart fik jeg alligevel to billetter til Peter Sommers koncert med symfoniorkesteret Copenhagen Phil.

Jeg valgte at tage min 15-årige datter med. Hun kender og kan lide Peter Sommer, som hun, udover min indoktrinering, kender fra samarbejdet med Barselona og ikke mindst Jonas Risvigs musikvideoer.

Vi blev ført ind i Konservatoriets flotte koncertsal, og pludselig sad vi over 1.000 mennesker skulder ved skulder, og man kunne lugte sidemandens aftershave og hans nyslukkede smøg. Helt tæt. Uden masker og andre forbehold end vores karantæne-myoser.

Her spillede Peter Sommer hele sit nye album, der kommer i marts, fra start til slut. Og det var en så fin og voldsom sansende oplevelse, som man kan forestille sig, når man bliver udsat for et helt symfoniorkesters smukke violiner til Peter Sommers tekster, der ofte omkredser forsømt liv og chancer. I ekstranumrene gav han tre af de kendte hits og sang blandt andet meget præcist:

Løb stærkt, dø, luk skærmene ned
Og læn dig ud over kanten på de stenede nerver
Så længe dit hjerte slår

Da min datter og jeg kørte hjem gennem byen helt høje af musikken, fortalte hun, at hun blev lige forbløffede hver gang, klapsalverne brød ud efter et nummer, for hun havde været så optaget af det. Hun havde været helt i zonen.

Der cyklede vi, hun med sine 15 år og en del af den forsømte generation, mens jeg med mine 45 var repræsentant for den slidte. Næste år skal hun på efterskole og tager det første store skridt ud af hendes barndom og vores fælles tid. Derfor håber jeg, at vi inden da kan samle flere store oplevelser som disse, for det har hun, og hendes generation, fortjent. Og vi andre vil gerne være med. Så længe vi må.

Af Emil Norsker

Hvorfor er Joe Rogan så populær?

Han er ikke bare en af verdens mest populære podcastværter, han er også en af de mest kontroversielle og omdiskuteret. Mest berømt er han for at få Tesla-ejeren Elon Musk til at ryge en joint og rable løs i hans program, ‘The Joe Rogan Experience’. Hver uge har han omkring 11 millioner lyttere, hvilket er årsagen til, at Spotify har givet ham 100 millioner dollars for at ligge eksklusivt der.

I de seneste uger er balladen om Joe Rogan gået fra jævn modvind til strid kuling, ikke mindst efter at han har haft flere corona-skeptikere som gæster. Det har blandt andet fået Neil Young til at flå sin musik af verdens mest populære musikstreamingtjeneste. Men hvem er Joe Rogan egentlig? Og hvordan er det lykkedes ham at få en trofast (hovedsagligt mandlig) fanbase så stor som Floridas befolkning? Det har magasinet Atlantic for nogle år siden skrevet en rigtig god artikel om, som du kan læse her.

An illustration of Joe Rogan

Hverdags poesi

Det er mandag, og mange af os har måske brug for et (virtuelt) kram. En påmindelse om, at vi ikke er alene om at føle os bange, ensomme, angstfyldte, drømmende eller boblende forelskede. Instagramprofilen ‘Hverdagslinjer’, som forfatter Nanna Lundgaard Arbøl står bag, griber dig i alle følelserne. En lille advarsel – du får lyst til at sidde på en kantsten klokken fire om morgenen med en flaske vin i hånden, sommerfugle i maven og verden for dine fødder.

https://www.instagram.com/p/Br8QgQ7Hkm6/

Pigerne mod drengene

Trænger du til lidt ekstra at smile af i dag, skal du se denne video fra Afghanistan, hvor et hold drenge dyster i tovtrækning mod et hold piger. Begge hold slider i det, men pigerne vinder, og lykken er gjort. Også vores.

Det bedste fra Heartbeats

Udvalgt af Emil Norsker

Han har omsat for otte-ni millioner kroner – og tabt det hele igen. Christian de Gier har været ludoman, og han kan fortælle, hvordan afhængighed af spil er et af de sværeste misbrug at komme ud af.

Artiklen er en del af vores store tema om spilafhængighed, der udspringer af podcasten ’Min søn har en djævel’.

Det har været modeuge i København, og vi var selvfølgelig med på første række. Efter flere triste corona-år kan de spraglede gevandter igen luftes, og nogle af dem, du skal holde øje med, er søskendeparret bag (di)vision.

Du kan læse Ditte Lynges artikel om dem her.

Det er ikke det eneste interessante, vi så ved modeugen. Oliver Ruby mødte også Marie Mark, der har skabt det spændende nye brand Kerne.milk. Ikke alene har hun stablet et show på benene på 14 dage, hun har også fået hul igennem internationalt og leverer blandt andet tøj til HBO-serien ‘Euphoria’.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics