Christian de Gier har kæmpet en ensom kamp mod ludomanien i 10 år. Her fortæller han, hvordan spilafhængige ofte tror, at de er klogere end andre, og hvorfor vejen ud er så svær.
”Det tror jeg godt, du kan opgive at finde, medmindre de er klar. Og det er man sjældent som ludoman…”
Spørgsmålet, jeg har stillet den 29-årige Christian de Gier, er, om han kender nogen, der har haft held til at intervenere, gå aktivt ind og hjælpe en ludoman til at komme ud af sit misbrug.
For han ved kun alt for godt, hvad han taler om. Et enkelt odds i den lokale kiosk i Brøndby som 14-årig blev et brandtæppe på alle de følelser, som væltede rundt i ham, og som han havde så svært ved at sætte ord på. De næste 15 år vandt og tabte han millioner på sports-betting.
Først var det fodbold, som han selv elskede at spille. Senere blev det tennis, som han elskede at se på, fordi der var flere kampe og muligheder for odds. De
sidste 8-10 år som fuldblodsludoman.
”Jeg var den her ret følsomme dreng, som havde svært ved at tale om tingene. I spillet opdagede jeg, at jeg var god. Der kunne jeg søge ind og finde fred. I
gymnasiet blev jeg så meget hurtigt kendt som ham, der var dygtig til spillet. Jeg blev noget i kraft af spillet,” fortæller Christian de Gier.
Men inde bag det krøllede hår hev og sled skammen og skylden i ham. For hele hans liv byggede på en løgn. Både over for sig selv og overfor sine venner og
familie. For han tabte selvfølgelig. Mange penge. Han har selv regnet sig frem til, at han har ”omsat” for en otte-ni millioner kroner. En del af millionerne var
gevinster, som så hurtigt blev tabt igen. Og så måtte han låne. Kviklån, mange kviklån. Alt sammen for at få råd til at sætte endnu flere krydser på kuponerne.
”Jeg vandt jo desværre faktisk ofte også ret store penge. Og så var skammen og skylden væk. Så blev det fejret. Min ting var at købet elektronik. Fladskærme, mobiltelefoner, computere. Og det kunne jeg så sælge ugen efter, når jeg havde brug for penge. Og skylden og skammen kom igen.”
Og så er det, vi kommer til at tale om, hvorfor ingen begreb ind. Hvorfor ingen intervenerede i hans liv, og fik ham ud af sin afhængighed?
Jeg kender ikke nogen ludomaner, der vil lytte på fornuft, når de spiller. Mine forældre opdagede selvfølgelig mine massive problemer. Og de fik mig overtalt til at tale med en psykolog. Tre gange. Men hver eneste gang sagde jeg bare ja til alt for at få det overstået, så jeg kunne komme til at spille igen. Det var alt for sent at gøre noget “
Da han som 20-årig flyttede hjemmefra, kunne ludomanien få lov at løbe helt af sporet, for nu var han helt alene.
I starten passede han ellers sit job i en vuggestue, mens han spillede i sin fritid, og han havde tjek på det, følte han.
”Mange ludomaner er narcissister. Vi tror, vi har en indsigt, som ingen andre. Det lyder og er usympatisk. Men sygdommen overbeviser dig om, at du kan manipulere med andre. Og det er det, du gør, når du igen og igen beder om penge fra dine forældre, fordi du er på røven. Det bliver også til et spil. Penge
er dit stof, når du er ludoman, og du bliver ædt op af alt det dobbeltspil.”
I midten af 20’erne lykkedes det i en periode for Christian de Gier at holde sig spilfri. Han fik taget en uddannelse og fik efterfølgende et fast job. Men han
faldt i igen, for intet i en almindelig hverdag kunne erstatte suset fra spillet. Han blev igen besat af at spille og skaffe penge. Til sidst tabte han også sit job
og var meget tæt at miste lysten til livet også.
”Der er en grund til, at ludomanien har den højeste selvmordsrate blandt de forskellige misbrug. For du er SÅ alene med alt. Misbruget, løgnene, svigtet. Hvis jeg fik lov til at vælge et andet misbrug end ludomani, ville jeg klart blive narkoman eller alkoholiker. For det bliver altid opdaget. Det lugter, og det ses. Ludomani lugter ikke. Og fra min behandling kender jeg en del stofmisbrugere og alkoholikere. De vil ofte selv meget gerne i behandling, og de får opbakning
af deres familie og venner. De vil ud af deres misbrug. Det vil en ludoman ikke.”
Christian de Gier hang fast i livet med de sidste gram af vilje, hvilket fik ham endelig til at bede om hjælp. Hos sin familie. Han overvejede selvmord, men
kunne ikke leve med at give sine forældre det ultimative tab.
”Ludomani er værre for de pårørende, end det er for ludomanen. For ens familie og nære bliver medafhængige. De glemmer at passe på sig selv, fordi de hele tiden forsøger at hjælpe dig. Og det eneste, du gør, er at lyve over for dem og manipulere dem. De vinder ikke noget, de taber hele tiden. Du beder dem kaste en redningskrans ud til dig, men du griber alligevel ikke fat i den.”
Det lykkedes Christian de Giers forældre at overtale ham til at komme i døgnbehandling ved Behandlingscenter Tjele, hvor de bruger Minnesota- modellen. Han flyttede hjem til forældrene og ud af sit misbrug. Han fik overskud til at tænke over, om noget kunne være gjort anderledes. Om hans
forældre kunne have gjort noget mere.
”Jeg tror aldrig, at de stillede mig DET afgørende krav. At de ikke ville hjælpe mig, hvis jeg ikke holdt op med at spille mit liv væk. Sådan et ultimatum er jo også både en kærligheds- og en krigserklæring. Og det er jeg på en eller anden måde også glad for. For jeg havde nok ikke lyttet. Og hvad var der så tilbage?”
Christian de Gier er i dag snart færdiguddannet som misbrugskonsulent og arbejder også som mentor for unge. Her møder han masser af misbrugere og deres pårørende. Og hver gang tænker han, at der mangler noget, når vi forsøger at tale om ludomanien. Vi mangler et sprog. Et sprog, han selv forsøger at finde, inden han skal være far om kort tid.
”Jeg kommer aldrig til at forbyde mit barn at spille. For forbud løser intet. Men forældre er nødt til at tale præventivt om spil med deres sønner, som de taler
med dem om cigaretter, alkohol og stoffer. Og de skal tale om det, inden de prøver at spille. Bliver de først fanget ind, er det for sent. Og jeg siger sønner. For unge drenge i dag er spil lige så naturligt som at prøve alkohol og andre ting. De skal forstå, at det har en meget farlig side. Det ved jeg alt om,” siger
Christian de Gier.
Og så regner du nu måske med, at Christian de Gier har fortrudt alle løgnene, skammen og skylden. Det har han også. Men han ville ikke have været det hele
foruden.
Jeg mistede mig selv på et tidspunkt i det her misbrug. Men jeg mistede ikke mine forældre og mine nære. Selv om de betalte den største pris. Og det kan lyde underligt, men jeg er kommet ud på den anden side som et bedre menneske “
Er du selv i tvivl, om du spiller for meget?
Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitet har udarbejdet en række spørgsmål, som kan afklare, hvis du er i tvivl. Du kan teste dig selv her.
