Forfatter Daniel Dalgaard vil ikke være vred længere: “Jeg kunne se, at vores søn blev bange for mig”

Daniel Dalgaard har en kuffert. Den har han altid haft, og med tiden er der kommet flere ting i den. Men det er ikke noget, man lige kan se. 

Det er faktisk slet ikke noget, man taler om. Og det er nok det, der er problemet.

Det er nemlig ikke nogen rigtig kuffert, men snarere en imaginær, mental bagage, som han har båret med sig, siden han var dreng. Den er fuld af følelser, som der ikke har været så meget plads til andre steder.

Og så er det jo meget godt at have sådan en kuffert, man kan lægge dem i. I hvert fald indtil kufferten bliver fuld, og det gjorde Daniel Dalgaards kuffert, da han blev far.  

Han husker tydeligt den dag, han fandt ud af, at han skulle have en søn. Det var i et scanningslokale på Holstebro Hospital.

For de fleste forældre er det en stor dag, uanset hvilket køn barnet har. Den der lille information, som sygeplejersken giver, antænder en ild af tanker og forestillinger om, hvordan fremtiden mon kommer til at se ud. Pludselig bliver det mere konkret, at man faktisk skal være forældre til ikke bare noget, men nogen.

Men for Daniel Dalgaard føltes det ikke, som det skulle. Han fik en ubehagelig følelse i kroppen og kunne pludselig slet ikke overskue det.

“Er der noget galt,” spurgte hans kæreste ham i bilen.

“Nej, det er der ikke,” sagde han.

Han havde jo sin kuffert. 

Men hans tanker hamrede derudaf. Skal jeg nu være som min egen far? Bliver min søn ligesom mig? Pludselig blev han bange for at reproducere de mønstre, han selv oplevede som dreng. Ikke fordi der konkret var noget særligt traumatisk på færde i hans egen barndom, mere fordi selve faderrollen stod helt uklar for ham. 

“Jeg frygtede meget at skulle indtage den der rolle som far overfor et andet mennesker,” siger Daniel Dalgaard. 

“Jeg vidste ikke rigtig, hvordan man skal gribe det an. Mange af mine formative år har jeg brugt på at definere mig om ikke i modsætning til min egen far, så i hvert fald ikke som ham. Men det gjorde også, at jeg pludselig stod og følte, at jeg ikke havde noget godt forbillede.” 

Han sidder i sit køkken med en kop sort filterkaffe og et glas vand foran sig. Det er dagen før hans bog ‘Vulkanø’ udkommer. En kort bog om en ferie på De Kanariske øer, hvor han og hans familie (to børn på et og fem og kæresten Stine Pilgaard) trakteres med all inclusive-turismens glade vanvid og alt, hvad det indebærer af endeløse buffeter, store vandland og daglige børnediskoteker. 

Men det er også en bog, hvor han fletter scener fra sin egen barndom ind og løbende forstår, hvorfor forholdet mellem far og søn sommetider kan være kompliceret. Og fuld af vrede. 

En lavaflod, du ikke kan røre

For Daniel Dalgaard blev faderskabet den begivenhed, der gjorde, at han blev nødt til at se på, hvad det var for følelser, han havde gemt i sin kuffert i alle de år. Når man sover for lidt, og når folk skriger omkring dig, og når ingen lytter til, hvad du har brug for, ja, så knækker filmen jo før eller siden.

“Pludselig sker der noget i livet, som får kufferten til at eksplodere. For mig var det at få børn. Og pludselig er følelserne ikke det, de var før, nu er de alt muligt andet. Nu er de bare ren vrede. Men når først noget er blevet omdannet til vrede, så strømmer det bare. Det er en lavaflod, du kan ikke gøre noget eller røre ved den, for den er alt for varm,” siger han. 

I ‘Vulkanø’ beskriver Daniel Dalgaard en episode, hvor hans treårige søn ikke gider at spise den mad, han får serveret til aften.

“AAAD!”, råber han og fejer tallerkenen væk. Så begynder han at banke armlænene på sin stol ind i bordkanten, så alting gynger. Stop. Spis pænt. Men han stopper ikke. I stedet tager han en håndfuld nudler og putter dem op i sit glas. Lidt efter vælter glasset, og der er mad og vand ud over det hele. 

Mens Daniel Dalgaard tørrer gulvet op, sætter hans søn sine fødder på hans ryg. Så smider han endnu en håndfuld nudler på gulvet.  

Det er den slags, selvfølgelig, har man lyst til at indskyde, der får en lavaflod i gang. 

Så Daniel Dalgaard tager fat i sin søns arm, fortæller ham, at nu stopper du fandme. Moren forsøger at sige noget. Så farer han, altså Daniel Dalgaard, ud af stuen. Han er rasende og føler sig uretfærdigt behandlet.   

“Jeg synes, vrede hænger meget sammen med den måde, mænd er på. Vreden er altid enøjet. Den er altid retfærdig, mens den står på. Det er ikke sådan, at man, når man bliver vred, tænker: Måske kunne jeg tage det på en anden måde. Når man står der, og adrenalinen kører, så er det altid retfærdigt, at man reagerer med vrede, fordi det er jo fandme osse hans skyld. I vreden kan man kun se tingene fra en side, som er ens egen,” siger han.

Men det er forkert, tilføjer han så. For selvom vrede anses for at være en såkaldt grundfølelse på linje med frygt, sorg og glæde, har den ikke nogen legitimitet i et helt tilforladeligt familieliv i Husum. 

“Jeg kan ikke se, hvad vreden bidrager til. Og når situationen er overstået skammer jeg mig utrolig meget. Samtidig med at jeg stadigvæk føler, det er retfærdigt, og at jeg må forsvare mig selv.”

Selvom Daniel Dalgaards vrede i virkeligheden ikke kom som nogen stor overraskelse for ham – han vidste jo godt, den var der –fortæller han, at det gjorde ham bange, og at han skammede sig, når den pludselig blussede op en almindelig hverdag midt i maden. 

“Jeg kunne jo godt se, at jeg var ved at sørge for, at vores søn blev bange for mig. Men det er ikke noget urimeligt krav til den voksne i sådan en situation, at man forholder sig til det på et lidt højere plan – at man ikke bliver trukket ned på niveau med en treårig ved at blive så vred. Selvom man føler, man har ret til at være vred, har man ikke ret til at være vred på et menneske, der er så lille, og som kognitivt slet ikke er på dit niveau. Det er en gigantisk falliterklæring. Altså fordi, hvem slås du med? Du slås jo med dig selv,” siger han. 

Ikke plads til store tanker

De første år efter Daniel Dalgaard blev far, gik det egentlig fint. Barnet sov, spiste, sked. Easy life. Det var først da sønnen blev større og for alvor begyndte at vise sin personlighed, at det triggede noget vildt, som han siger, og som bundede i hans egen barndom. Det var deromkring, det begyndte at gå op for ham, at han var ved at give vreden videre. Og det skræmte ham. 

“Jeg støder på mange mænd i min generation, som gerne vil være fædre på en anden måde end vores egne fædre. Men det betyder, at vi skal udfylde en rolle, som vi ikke har set udfyldt af mænd i vores egen barndom.”

Daniel Dalgaard voksede op på Fyn som den ældste bror i en drengeflok på tre. I dag kan han godt se, at han nok altid har været lidt anderledes end dem, han voksede op iblandt. Han kunne lide at skrive og var draget af litteratur, og i teenageårene begyndte noget at give ham en underlig smag i munden. Livet virkede småt, syntes han, og der var mange ting, man ikke talte om. Selv blev han ofte mødt med hovedrysten på grund af hans “store tanker”.   

“Hvis jeg blev frustreret, sorgfuld eller oplevede stort set alle følelser med en negativ klangbund, så har jeg altid lært at trække mig fra det. Jeg går en tur. Jeg tænker på noget andet. Jeg spiller computer. Eller jeg lægger mig og onanerer. Eller drikker mig fuld med mine venner og snakker om noget sjovt. Dybest set er det bare forskellige måder at ignorere, hvordan jeg har det,” siger han.

Men det var ikke kun de negative følelser, som blev negligeret. Også de positive følelser skulle helst udtrykkes moderat, hvis overhovedet udtrykkes.

“Jeg husker sådan nogle situationer som barn, hvor vi havde gæster, og så pludselig få at vide, at nu skulle jeg ikke vise mig. Eller skabe mig. For mig kom det helt ud af det blå. Jeg anede jo ikke, at jeg gjorde noget, jeg gik jo bare rundt og var glad,” siger han.  

Som sådan er det ikke noget særligt – ikke for mænd og drenge i hans egen generation i hvert fald. Engang var følelser forhindringer, som stod i vejen for at få noget fra hånden. Men nu er den klassiske idé om, hvad det vil sige at være mand og far i opbrud. Træmanden, knudemanden, skaffedyret, kald ham, hvad du vil, han er passé, men det efterlader naturligvis et spørgsmål om, hvad der skal stå i stedet for. Til en start handler det om noget så simpelt som tilstedeværelse i den nære familie, mener Daniel Dalgaard.  

“Mange i min generation har haft nogle fædre, som har været fraværende og ikke har været en del af den nære familie på samme måde som deres mødre. Men det er i den nære familie, at man lærer, hvordan man forvalter sit eget følelsesliv, kærlighed, og hvordan man løser eller bare er tilstede i en konflikt. Det har vores fædre ikke været en del af, og derfor har vi manglet et maskulint forbillede at spejle vores egne følelser i, da vi selv blev fædre.”

På den front har han selv godt kunnet føle, at han skulle tage ekstra initiativ for at matche sin kæreste i forælderskabet. Det er ikke kommet så naturligt til ham at være i og sætte ord på sine følelser. Og selvom lige netop dét er blevet kritiseret heftigt fra et feministisk synspunkt, og at kritikken af den klassiske maskulinitet har været nødvendig og berettiget, så er vi også nået til et punkt, hvor vi bliver nødt til at have en mere opbyggelig samtale om, hvordan maskuliniteten skal se ud. 

“Vi bliver simpelthen nødt til at begynde at putte nogle positive forestillinger ind i det maskuline. Ellers ender vi et skaldet og tomt sted.”

Hvad betyder det?

“Det er meget tydeligt. Der er et relativt fornuftigt og moderat hold af mænd, som er stort set tavse i den her samtale, og så sker der det, at tomrummet hurtigt bliver fyldt ud af fjolser og charlataner som Jordan B. Peterson, Andrew Tate og Mads Christensen,” siger Daniel Dalgaard. 

Hvordan kan det være?

“Altså, folk vil have det. Jeg vil også have det. Alle vil have det. Unge mænd især tørster efter maskuline rettesnore, og det er i bund og grund en kritik af alle os, der burde være forbilleder – eller i det mindste sige noget, så vi får en opbyggelig samtale om at være mand. Jeg synes, vi har en forpligtelse til at åbne en biks, der tilbyder noget andet end de der fjolser og fuskere.” 

Hvor starter vi så den opbyggelige samtale?

“Ideelt set var vi startet for længe siden, men vi er i en tøbrudsfase, hvor vi først lige er ved at starte rent sprogligt og begrebsligt. Så vi er bagud i forhold til samtalen om maskulinitet. Men alle inklusiv mig selv bliver jo sådan lidt vævende, for man føler, at hvis man knytter en positiv egenskab til maskulinitet, så rummer den en negation overfor kvinder. Hvis jeg siger, at mod er en maskulin værdi, kan man hurtigt forestille sig de mænd og drenge, som ikke er modige, vil føle sig som umænd. Eller kvindelige og ikke rigtige mænd. Så der er mange fælder i den her samtale.” 

Potentiel frigørelse

Selvom samtalen kan være svær at tage fat på, bør vi ifølge Daniel Dalgaard fokusere på den potentielt set meget store frigørelse, der kan ligge i en ny opfattelse af maskuliniteten. Et af problemerne er, at mange drenge har lært, at det er forbundet med et stort ansigtstab at vise sårbarhed og tvivl – at det dybest set er selve mandigheden og dermed identiteten, som er på spil – hvis man ikke ved, præcis hvad man skal gøre, mene eller sige som mand.

“Vi må indse, at det er forkert. Det er ikke fedt for drenge og mænd at skjule sårbarheden. Det er dårligt for os. Og det er der et frigørelsesprojekt i at sige.”

Men hvorfor giver det overhovedet mening at dele positive personlige egenskaber op i maskulin og feminin? Kunne man ikke i stedet tale om universelle værdier?

“Jo, det kan godt være på et eller andet teoretisk plan. Men praksis er jo bare, at for rigtig mange mennesker fylder køn meget i deres identitet. Mange har nemmere ved at identificere sig med en mand, hvis de selv er en mand. Og omvendt. Det, synes jeg egentlig, er ret ukontroversielt at sige,” siger han og tilføjer:

“Der er masser af anekdotisk bevisførelse for, at drenge vil være mere tilbøjelige til at spejle sig mere i mænd. Og så kan det godt være, det er skabt af samfundet, men det er jeg lidt ligeglad med.”

I bogen flager Daniel Dalgaard nærmest med sin egen utilstrækkelighed som far, og uden at afsløre for meget kan det godt siges, at den slutter med et maskulint ansigtstab, der demaskerer manden som heltemodig frelser fuldstændig. På den måde er han selv allerede i færd med at walk the talk. 

Daniel Dalgaard har også besluttet sig for, at han ikke vil være vred længere. Han lægger ikke skjul på, at en del af arbejdet med at skrive ‘Vulkanø’ har været terapeutisk for ham, og at nøglen til at forstå sig selv dybere var, at han pludselig kunne se sig selv i sin søn.

“Mens jeg skrev den her bog om at have et barn og de konflikter, det indebærer, gik det pludselig op for mig som en epifani, at jeg kunne se mig selv som barn i de her situationer. Og lige pludselig kunne jeg uden overhovedet at anstrenge mig, se det bedre fra min søns side. Det er da fordi han synes, det er sygt irriterende, at jeg prøver at bestemme over ham. Det er præcis det, som altid har trigget mig som barn,” siger han.   

Nu håber han selvsagt, at mange vil læse hans bog, og at mange af læserne vil nå frem til noget af det samme, som han selv gjorde undervejs.

 “Jeg håber, at mange især fædre vil læse den og se et eller andet i den, og at de oplever sig selv og deres følelser som fædre i den. Følelser af afmagt og utilstrækkeligt. For sådan er der også andre, der har det.”