I starten af 10’erne er jeg overbevist om, at det var fedt at være en dansk indie-rockmusiker. Jeg mener bare, det må have krævet en del selvtillid alene at trække i sit tøj om morgenen.
En simpel ting som et par jeans ydede på alle måder virkelig modstand, fordi de sad som om, de var blevet limet på benene. Skjorter blev knappet helt op i Adamsæblet, hvilket godt nok kun kunne ses halvdelen af tiden, fordi man gik med partisaner-tørklæde i den anden halvdel. Hvis man var en tjekket musiker, havde man en lille fiks hat på hovedet ligesom Pete Doherty og måske en moustache. Prikket over indie-i’et var tit en tatovering på underarmen.
Så man sådan ud, kørte det officielt for dig. Og det gjorde det for ret mange musikere i dansk rock i den periode.
Siden er det gået pænt hurtigt for rockmusikken, ikke på den gode måde, men på den kamikazeagtige dårlige måde. Det ville være synd at sige, at 10’erne var rockens årti, ja, det ville være decideret løgn. Alligevel er det et interessant årti set med rockmusikalske solbriller, fordi det var her, genren endegyldigt mistede sit monopol i Danmarks – og resten af verdens – musikkultur.
For nu at sige det rent ud, kedede rockmusikken sig selv ihjel cirka midtvejs.
Det var som om, der skete flere ting, der molesterede genren fuldstændig. Først var der Kidd, rapperen, der i 2011 ødelagde hele forestillingen om, at musik var noget, man tog alvorligt. At der var lag i lyd, man kunne nærstudere og finde betydning i. Kidd var rent udtryk uden betydning, han var hæmningsløs hedonisme og pikken i stikkontakten. Og det elskede alle.
Efter Kidd blev den samlede stab af danske rockmusikere reduceret til en gruppe dengser, fordi han havde overtaget rockens imperativ om at være vild og uregerlig. Midt i festen var det som om, at det eneste dansk rock kunne sige var: ”Prøv lige at tage det lidt seriøst.” Hvilket genren i øvrigt selv havde gjort i årevis. Nogen vil nok mene, den var blevet selvhøjtidelig.
Indie var mainstream
Det lagde ellers godt ud. I begyndelsen af 2010’erne var dansk rock en velnæret so, der farede populære bands på stribe. Især den i dag skrinlagte undergenre electro-rock havde kronede dage, og mange ligesom jeg selv lyttede til bands som Veto, Spleen United og Turboweekend, der pumpede genren med hårde beats og syntetiske steroider, gjorde den frisk og fast i kødet.
Samtidig var der en mere følsom fraktion af indie-rockbands, som helst kaldte sig noget langt og underligt som f.eks. I Got You On Tape og Choir of Young Believers, eller When Saints Go Machine og The Rumour Said Fire. Og selvom The Floor Is Made of Lava ikke var så følsomme, havde de navnet, der fulgte tidens abc.
De her bands var mainstream. Gik man på festival i perioden, eller tændte man for radioen, væltede det ud med melankolske guitarakkorder og lyse mandestemmer, der formulerede deres melodier i metaforer, man sjældent forstod med det første.
Musikken skulle være patosdrevet, suggestiv og ukonkret. Hellere introvert end det modsatte. Og klichéer? Det var en dødssynd. Hvis en indiemusiker sang “You are the one”, var han færdig. Dengang kaldte man sin sang ‘Sentimentally falling’ eller ‘Splittet til atomer’, hvis den skulle hitte – det var i øvrigt The Rumour Said Fire og Kashmir, der gjorde det.
Skygger af sig selv
Vi må huske på, at Kashmir og Mew på det her tidspunkt var de største bands – i hvert fald indenfor den del af dansk rock, hvor man forsøgte at holde sig selv til ilden kunstnerisk set. Ingen tvivl om, at Carpark North, Dizzy Mizz Lizzy, Volbeat, D-A-D og Nephew på papiret er og var større, men det er også bands, der har været tro mod deres eget udtryk fremfor at søge nye musikalske græsgange. De er konstanter i landskabet, uomgængelige på Grøn Koncert og af samme grund irrelevante, når man ser tilbage på tiåret.
For mig at se skete der det med alle start-10’ernes populære rockbands, at de udgav en ny plade, som var lidt dårligere end den tidligere. Tænk bare på fyrtårnene: Kashmirs ’Trespassers’ (2010) og ’E.A.R.’ (2013) eller på Mews ’+ –’ (2015) og ’Visuals’ (2017). Musikalsk var de blevet til skygger af sig selv, og jo mere de spillede, desto mere udspillede de deres egen rolle, alt imens hiphopperne overtog musikkulturens styrepind, og Mø fjernede al skam ved at nyde pop.
Hiphoppens og poppens momentum var et regulært los i løgene på indierocken og de bands, der repræsenterede genren, fordi den var bygget op omkring et værdisæt, hvor originalitet, autenticitet og outsider-mentalitet var kernedyderne. Ting, der pludselig føltes ekstremt yt.
I en trodsig kamp for alligevel at holde sig interessant, virkede det som om, at indierocken mistede grebet om musikken og blev uvedkommende. Måske var Choir of Young Believers’ album ’Grasque’ fra 2016 original og cool, men det var mere lyden af nogen, der slikkede deres sår, end det var lyden af nogen, der var på vej frem mod verdensherredømmet. Det gik ikke i blodet på lytteren i forhold til de fix, man nu kunne få andre steder. I dag eksisterer bandet knap nok længere, og det gør mange bands i rækken heller ikke.
På den psykedeliske front skete der noget i årene omkring 2013-16. Aarhus og København holdt ‘Psych fest’, og i 2014 vandt Spids Nøgenhat prisen for Årets Livenavn ved DMA. Mainstream blev genren nu aldrig, og set i bakspejlet virker syrerockens comeback som en saltvandindsprøjtning med kortvarig effekt – eller omvendt som et mere eller mindre bevidst modtræk til alt det skamløst ekstroverte musik, der bragede igennem. Det gad de langhårede, alternative musikere simpelthen bare ikke. I bandet Fribytterdrømme gad man ikke engang at skifte akkord i 2015.
Når man sidder her i et o.k. woke 2019 og ser tilbage, er det også slående, hvor lidt kvinderne fyldte i dansk rock i det forgangne årti. Jeg kan huske tre bands, der gjorde sig bemærket, nemlig Velvet Volume, Baby in Vain og Nelson Can. Men rock er stadig en drengeting, det må man bare konstatere.
Krigstrommerne buldrer
Nu kommer det næsten til at lyde som en nekrolog, det her. Men det er det ikke. For nok har dansk rock tabt kulturelt terræn i en grad, der ikke kan bortforklares, men der sker ting og sager, hvis man ser sig lidt omkring. Og man bliver nødt til at anstrenge sig, hvis man vil have lidt pay off.
Det eneste store, nyere danske rockband, der for alvor knejser i landskabet i dag, er The Minds of 99. De sidder på flæsket for sig selv, på en plads, som der var mange, der deltes om i starten af årtiet. De kan helt alene fylde kongerigets nye kæmpescene, Royal Arena (og alle deres øldåser!).
Formaster man sig ud i rockgenrens randzoner, kan man imidlertid høre lyden af ny tråd, der fræses og slår gnister, mens krigstrommerne buldrer i et igangværende sværdslag, genren har med sig selv. Bands som First Flush, The Love Coffin, The Entrepreneurs, Zar Paulo, Iceage, Boundaries, Josiah Konder og Collider ilter blodet i kroppen på den genre, der så mange gange er blevet erklæret død. Rocken lever i den grad endnu.
Den store forskel er nu – her på randen til et nyt årti – at den – som alt andet i 2019 – er fragmenteret og delt op i åløb og mindre bække i musikkens geografi. Den er med andre ord blevet en subkultur for de få og ikke for de mange.
For en gammel indiedreng som mig, der allerhelst vil have musikken for mig selv, gør det egentlig slet ingenting.
