Der er smæk på. Det er cirka sådan, handlingen og dialogen i ‘I Kina spiser de hunde’ opsummeres bedst. Actionkomedien fra 1999 er lavet ud fra den skønsomme opskrift bestående af den helt rette mængde vanvittigt manuskript, tilsat skuespillere, der mestrer komisk timing til UG.
Her 25 år efter filmens premiere er rollelisten stort set lige glitrende. Jeg nævner i flæng: Kim Bodnia, Dejan Cukić, Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas.
Kort fortalt så er bankmanden Arvid (Dejan Cukić), så kedelig, at hans kæreste (Trine Dyrholm) ikke kan holde ham ud. Med en smøg dinglende nonchalant mellem sine fingre, siger hun til ham: “Jeg har kraftedme set pollental, der var sjovere end dig.”
Og så er vi ligesom i gang.
Arvid afværger – omend ved et tilfælde – et bankrøveri og bliver dagens helt på sit arbejde. Der er bare det, at da han kommer hjem og skal fejre sin nye titel i skysovs, opdager han, at hans kæreste har forladt ham. Desuden får han besøg af bankrøverens kæreste, der forklarer, at de penge faktisk skulle have været brugt til noget meget vigtigt.
Arvid får akut dårlig samvittighed og opsøger sin bror, Harald (Kim Bodnia), der på overfladen har et tvivlsomt cateringforetagende, men som på indersiden er galopperende kriminel.
‘I Kina spiser de hunde’ er en klassisk Anders Thomas Jensen-film, der er spækket med hans karakteristiske sans for den perfekte cocktail af humor og morbiditet. Den prisvindende manuskriptforfatter er autodidakt, og måske er det netop hans helt særlige umiddelbarhed, der er det mesterlige element i hans replikker. Han har en evne til at give sine karakterer så meget personlighed gennem dialogen, at de føles helstøbte gennem alle deres fejl og mangler. Selvom de har et fuldkommen uhæderligt formål, kan man ikke lade være med at heppe på dem.
Som seer føler, at man får en ufiltreret adgang til Anders Thomas Jensens hjerne, når dialogerne folder sig ud på skærmen. Lad mig for eksempel fremføre denne dialog mellem Martin (Nikolaj Lie Kaas) og Peter (Thomas Villum Jensen), der spiller Haralds kokke – og stikirenddrenge – i filmen. De sidder i en varevogn og skal til at køre, men Peter har problemer med at få bilen i backgear.
“Lad nu mig prøve.”
“Ja, så prøv.”
Så let som ingenting får Martin skiftet i en lynhurtig håndevending, og han konstaterer tørt:
“Det var svært, hva.”
“Det er, fordi jeg har blødgjort gearkassen.”
“Du har blødgjort gearkassen?” siger Martin med det mest vidunderlige lurendrejersmil, verden måske nogensinde har set.
“Ja,” siger siger Peter med pure alvor i blikket.
“Vi er parate. Vi havde lidt problemer, men nu har Peter blødgjort gearkassen,” siger Martin ind i en walkie talkie til en utålmodig Kim Bodnia i den anden ende.
Her skal vi lige huske, at de to kokke sidder i bilen, fordi de om få minutter skal kapre og røve en pengetransport. Og sådan zigzagger filmen mellem absurd dialog og koloenorme eksplosioner. Det er svært ikke at være underholdt.
Tilsæt så at Lasse Spang Olsen tydeligvis har fået fri leg som instruktør med det resultat, at ild og blod fosser ud i larmende kavalkader. Der er noget dejlig og aldeles udansk Tarantino-splat over filmen. Det sjove er, at filmen vandt en Robert for Årets visuelle effekter.
Egentlig vil jeg gerne erklære mig som en indædt modstander af citatplakater. Meeeen, hvis jeg fik kniven for struben og alligevel skulle vælge ét, som jeg skulle glo på hver eneste dag på min køkkenvæg, er det ret sandsynligt, at jeg ville gribe i replik-skuffen fra ‘I Kina spiser de hunde’. Jeg kan oprigtigt se den film igen og igen, og det er netop replikkernes skyld.
“Det ved jeg sgu da ikke, jeg er kok!” svarer Martin (Nikolaj Lie Kaas) på Kim Bodnias spørgsmål om, hvor man plejer at køre døde mennesker hen. Det er en sætning, der går igen i forskellige afskygninger filmen igennem, og den har i al sin absurditet lagret sig som en af de mest ikoniske sætninger i min hjerne.
Onde tunger vil måske gå så langt som til at kalde filmen for plat og bedaget på grund af den verbale behandling som eksempelvis, Vuk (Brian Patterson), Kim Bodnias jugoslaviske opvasker får gennem filmen.
90’ernes ironiske distance til, ja, alt, har fået med grovfilen de senere år. Den er sågar blevet bandlyst, erklæret som værende gået af mode i landets store aviser og fået et stempel som ‘den hvide mands humor’. Der er klimaforandringer, krig og krænkelser, og tiden kalder på alvor.
Jeg tillader mig helt stilfærdigt at spørge, om det måske er nu, vi trænger til ironien allermest? Og til at gense ‘I Kina spiser de hunde’? I min optik er 90’er-ironiens allerstørste force, at den kan hive os ned fra den moralske, fanatiske piedestal og få os til ikke at tage os selv så seriøst hele tiden. Netop det – at praktisere selvironi – styrker blikket udadtil.
På mange måder er ‘I Kina spiser de hunde’ alt for meget og alt for dum, men det er jo lige præcis derfor, at den er helt perfekt.
En lille, omend ret skøn sidenote til historien, er, at det faktisk er Vuk, der er indeni Bamses bedste ven Kylling.
LÆS OGSÅ
