Marie Mark fra Kerne.milk: “Jeg lavede en kollektion på 100 stykker tøj, som jeg syede derhjemme, mens jeg var gravid og havde kvalme”

Det lykkedes Kerne.milk at skabe sit første show til Københavns modeuge på bare 14 dage. Her fortæller stifteren af det nye brand, Marie Mark, om det mærkværdige navn, den svære start, og hvordan hun nu leverer designs til internationale stjerner og tv-serier.

Marie Mark troede egentlig, at hun skulle leve af at danse og flyttede til København som 16-årig for at forfølge dén drøm. Men undervejs fandt hun ud af, at hun trives langt bedre bag kulissen end i spotlightet.

Derfor kan det være paradoksalt, når hun i dag har opnået international opmærksomhed med sit tøjmærke Kerne.milk, som toneangivende modefolk og it-girls med over en million følgere på Instagram vader gennem regnen for at se under modeugen.

Der er ikke mere end to år siden, at 27-årige Marie Mark sad i sin stue derhjemme og syede kjoler i genbrugsstof, og hun lægger heller ikke skjul på, at hun ikke selv havde forventet at være kommet så langt på så kort tid. Kerne.milk var nemlig bare ment som et univers, hvor hun kunne dele sine egne syprojekter, men pludselig tog det fart for den danske designer.

“Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at jeg efter to år skulle have et barn og et firma på den måde. Før Kerne.milk var jeg rimelig forvirret, og jeg vidste ikke helt, hvad der skulle ske. Jeg er drevet meget af lyst og spontanitet, og jeg har altid gjort tingene på min egen måde. Jeg har det ikke så godt med skoler – jeg keder mig og bliver rastløs over, at der er nogle bestemte måder, man skal gøre tingene på,” fortæller hun.

Ind på hylderne

Det var nærmest et tilfælde, at Kerne.milks tøj i første omgang endte på hylderne hos det hypede danske modebrand Wood Wood, hvor hun for nogle år siden selv arbejdede.

“Helt tilfældigt var jeg forbi deres butik, og så var hende indkøberen sådan: “Skal vi ikke snart have noget af dit tøj herind?” Og der sad jeg jo bare derhjemme og syede i min lejlighed. Men så sagde jeg: “Jo, helt sikkert”, og to måneder efter leverede jeg en kollektion på 100 stykker tøj, som jeg sad og syede hele sommeren, imens jeg sad derhjemme og var gravid og havde kvalme.”

Hun fik dog hjælp en praktikant, Katrina Wittig, der i dag er partner hos Kerne.milk, og sammen formåede de at stable deres første modeshow på benene i løbet af få uger. Det på trods af, at ingen af dem nogensinde har deltaget i modeugen, eller havde regnet med, at det lige var det, der skulle ske nu. Men en invitation fra Copenhagen Fashion Week til dem om at være en del af den eksklusive kalender under modeugen kunne de ikke sige nej til.

Hvorfor har du aldrig selv været til modeugen før?
“Jeg har ikke været inviteret til noget faktisk. Det må være konklusionen. Jeg har heller aldrig opsøgt det selv. Og så har jeg med Kerne.milk været lidt inde i en kreativ boble hjemme i min egen lejlighed. Jeg tror, at selvom jeg er i miljøet, er jeg måske bare heller ikke rigtig inde i det.”

Det hele er stablet på benene på de her 14 dage. Hvordan er det gået?
“Ja, det er sidste øjeblik, haha. Det er ret meget indikatoren for, hvordan det her har været. Vi har skiftet beslutninger konstant, fordi der hele tiden har været nogle udfordringer. Altså, videoen blev filmet i starten af januar. Og det er så den, vi viser på tre skærme, imens tøjet hænger omkring. Det er lidt mere en studievibe, lidt ligesom hvis man kom og besøgte os i vores ateliér. Det er lidt mere en fernisering end et modeshow.”

Hvad har været den vildeste oplevelse de seneste to år?
“Det har været helt vildt dejligt at få en butik og et studie, hvor det bare er nice at kunne møde folk. Men det har også været virkelig stort, at sangerinden Jorja Smith har haft tøjet på. Hun er jo mega sød at skrive med, så de to ting er nok ret vildt. Og så der selvfølgelig det med The Kardashians. Veneda Carter (dansk stylist for Kim Kardashian red.) skrev til os på Instagram, om vi ville lave en ordre til Kim Kardashian. Og det, at nogle af de her store influencers har haft tøjet på i udlandet, har gjort, at det bare spredt sig.”

Jeg har undret mig over navnet, Kerne.milk, hvordan kom du frem til det?
“Jamen, det er ikke engang en gang en særlig god historie…”

Så vil jeg virkelig gerne høre den.
“Jamen, det var bare mig, der sad og drak kærnemælk hjemme hos min mor og ikke kunne finde ud af, hvordan man skulle sige det på engelsk (det engelske ord er buttermilk, red.). Men jeg syntes, at det så flot ud, altså sådan på skrift. Jeg tog bare billeder af mælk og sådan skum i vandkanten og så videre. Det var aldrig meningen, at der var noget tøj, der skulle hedde det. Men det allerførste sæt, jeg lavede, var et hvidt sæt, der havde sådan nogle hvide overlock, som var lidt flydende og organiske. Så på en eller anden måde gav det bare mening.”

Designer Marie Mark

Marie Mark gør tingene på sin egen måde og er ikke bange for at kaste sig ud i det uvante. Det startede i stuen, og netop den ærlige og hjemmelavede gåpåmodsmentalitet lader også til at være en af hovedårsagerne til hendes succes.

“Det hele skal nok gå. Og hvis ikke det går, så husk, at det det bare er tøj. Det siger jeg ofte til mig selv. Det er ikke liv eller død, selvom det kan føles sådan. Det har jeg lige glemt en periode, men det skal også bare være sjovt. Grunden til, at jeg laver kerne.milk, er, fordi det er sjovt.”

Søvnunderskud og store drømme

Modsat mange andre brands er det ikke kun Kerne.milks tøj, der er hjemmelavet. Det samme er deres kampagner, som er skudt med en iPhone, ligesom det er Marie Marks venner og ikke modeller, der bliver fløjet ind til en skydning.

“Vi kan i hvert fald se, at det, som har bedst respons, er de billeder, vi selv har taget med en iPhone. Altså, vi har også lavet nogle større kampagner, men det er helt klart de der helt random billeder, der fungerer. Det er også derfor, at vores lookbook-billeder blev taget med min egen telefon. Fordi vi bare føler, det fungerer, når vi selv gør det.”

Er der muligvis også et økonomisk aspekt i det? Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan du får det til at hænge sammen.
“Det gør jeg heller ikke, haha. Det er sindssygt hårdt. Men jeg tror bare ikke, at der er nogle alternativer, jeg elsker virkelig at gøre mit eget. Så har jeg en kæreste, der tjener lidt mere og giver lidt mere. Så nu har jeg bare valgt det her, og jeg ved, at Kerne.milk får lov til at vokse, så der skal nok komme nogle penge ind. Så må man bare bide i det sure æble. Og jeg får lov til at se godt ud, for jeg syr mit eget tøj. Så det skal jeg jo ikke bruge penge på.”

Selvom Marie Mark har mange bolde i luften, husker hun også at trække stikket, slappe af med sin søn, der endnu ikke giver sin mor meget nattesøvn, og se den nye sæson af hitserien ‘Euphoria’ på HBO Max, hvor hun også kan imponere ved at have lagt tøj til.

Næste skridt at rykke ud over de danske grænser og åbne en ny og større butik på Nørrebro. Og Kerne.milk er allerede godt på vej.

Kerne.milks show under modeugen.

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics