Madelskeren

Lad os gøre op med madsnobberiet: Kære spaghetti bolo, jeg elsker dig

Jeg er blevet far, og er der noget bedre end at se sit småkræsne barn spise med stor vellyst? Madelskeren Thomas Alcayaga skriver her en hyldest til hverdagens spaghetti bolognese og deler sågar sin bedste opskrift.

Bolognesen, eller en afart af den, er den kødsovs, som der nogle gange kæles for i flere timer med skært kød og kærlighed, men som for det meste ender med at blive lavet ret hurtigt med løg, tomat, hakket malkeko og årstidens urter (læs: tørret oregano).

Det er også den sovs, som jeg kan finde på at forkæle med frisklavede pastaplader sammen med en bechamel og rigeligt ost, men for det meste bliver den kørt sammen med en gang jævn, kogt pasta på en onsdag.

Det er også den, jeg laver, så jeg har til et par dage, for vi ved alle, at en bolo er bedre dagen efter. Den er den sovs, jeg laver til MANGE DAGE, hvis jeg skal være alene hjemme. Det er comfort food.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg promiskuøst strøer om mig med denne kærlighed til alle mulige retter. Nej, boloen har noget specielt over sig.

Jeg er blevet far, og er der noget bedre end at se sit småkræsne barn spise med stor vellyst? I hvert fald ikke her. Jeg elskede selv, når min far lavede bolo til mig som barn. Det er en far-ret, som vinder point hos alle børn. Maden, måltidet er socialt og et samlingspunkt, så når vi hjemme hos mig, måske hver 3. uge, sætter en gang kødsovs på bordet, så ved jeg, at vi i hvert ikke skal slås med ungen om at få noget mad i ham i dag.

De fleste starter deres kulinariske karriere med at bikse sådan en bolo sammen. Så det er vel backbonen i de fleste danske køkkener. Det er den første ret, vi lærer at lave. Så den kan vi.

Men så kommer der en flok madkloge skægaber og ser ned på den kære bolo, fordi man skal spise ny nordisk, vegetarisk, sundt, nytænkende eller hvad ved jeg. Og så bliver bolo’en pludselig symbolet på manglende eller doven madkultur.

Jeg er lidt træt af, at madkendere, som jeg selv i øvrigt, har så travlt med at prædike, hvad der er god smag ved køkkenbordet. Det dræber madglæden.

Vi skal i stedet tage det fælles udgangspunkt, spaghetti bolognese, og arbejde os op eller ud derfra. Måske købe lidt bedre kød. Måske prøve at tilføje lidt svampe. Måske lave pastaen selv. Måske droppe kødet. Måske lave en helt anden pastaret ud af den. Måske bare forfine den.

Hvor vil jeg hen med al den her snak om bolognese? Jeg vil selvfølgelig gerne have, at der sker noget med den madkultur, vi har i disse år. Alt for meget takeaway, fordi vi har for travlt. Lidt for mange og underlødige produkter i supermarkederne. Lidt for meget showcooking for Instagrams skyld og lidt for lidt madlavning for vores egen.

Skal der ske noget nyt, skal det ske med udgangspunkt i det, vi har, og det vi godt kan lide.

Det vigtigste er ikke, at nogle få laver mad helt perfekt, men at vi alle gør det lidt forkert og prøver os ad og lærer hen ad vejen.


Her kommer min hyldest-opskrift på en hverdagsagtig familievenlig bolo, som min far lavede og elskede den:

4 voksne bliver mætte her. Og den kan sagtens trækkes yderligere.

Du skal bruge:

300 g hakket oksekød eller tern af tykkam/okse

2 løg og 3 fed hvidløg

Grønt fra grøntsagsskuffen (gulerod/knoldselleri/peberfrugt)

Tomatpuré

En rest vin eller fond

1-2 dåser hele tomater

Pasta

Start med at brune 300g hakket oksekød af godt og grundigt. Du gør dig selv en bjørnetjeneste ved at bruge noget med lav fedtprocent. Det er både for dyrt og smager af for lidt. Du skal minimum op omkring 12 procent – gerne 20. Du kan også sagtens bruge små tern af oksekød, tykkam er min favorit, det skal dog simre lidt længere. Tag kødet af panden eller gryden.

Svits et par finthakkede løg og tre fed hvidløg. Det skal være gennemsigtigt. Tilsæt nu også lidt grønt, som både kan give smag, være med til at rydde op i grøntsagsskuffen eller bare maskere noget for kræsne unger. Jo mere kræsne dine børn er, jo mindre skal stykkerne være. Det kunne være gulerod, bladselleri, bacon, knoldselleri, peberfrugt, forårsløg, rødbeder og hvad der lige måtte trænge. Steg lidt mere og tilføj oksekød og to spiseskefulde tomatpuré. Tomatpureen har godt af at stege lidt med, inden de våde sager kommer på.

Har jeg en rest hvidvin eller rødvin (tre deciliter agtigt), eller måske fond (høns, kalv eller grøntsagsversionen) kommer jeg den på. Vand i en snæver vending med en bouillonterning. Lad det simre 20 minutter med låg. Cirka nu ville jeg også krydre med f.eks. rosmarin, timian, salvie eller oregano. En af dem. Tørret eller frisk. Jeg supplerer altid med et par laurbærblade. Det giver lidt dybde. På med 1-2 dåser tomater. Køb altid hele tomater. Det vil sige enten flåede eller andre afskygninger, hvor de ikke kan fifles med og give en ringere kvalitet. Jeg bruger oftest cherrytomater (uha, se mig). Jeg bruger to dåser, når den skal strækkes lidt længere. En er som regel nok. Simmer 20 minutter igen. Smag til med salt og peber.

Kog pastaen og vend i. Brug en god tørret version. Lad det samle sig, før det ryger på bordet.

Og så river jeg ost på toppen. Fordi jeg kan.

Footer graphics