Kære Falster
Siden jeg var 16, har jeg ikke kunne fordrage dig. Din altvidende ø-kultur, hvor folk altid beder om efternavn, når man omtaler nogen, så de ved, hvem der skal bagtales i dag, dit til tider indskrænkede syn på verden – og din sødlige stank af roer.
I Nykøbing står der et sært springvand på stationen. Det skal efter sigende forestille en roe. Et lidt for ambitiøst ”kunstværk”, da det er svært at få andet end en roe til at ligne en roe. Det ligner mere en muteret ananas. Det er det første, man møder, når man står af toget, og jeg har ofte tænkt, hvor sørgeligt det er, at det eneste, du har at byde på, er sukkerroer.
Jeg ville gerne flytte inden gymnasiet. Komme væk og have muligheder, som man ikke har på en ø, hvor tingene af og til virker til at være gået i stå ved mine bedsteforældres generation. Især som teenager føltes det klaustrofobisk og uinspirerende.
Jeg har grint, for mig selv. Af dem, der har valgt at blive boende. Jeg har beskyldt dem for kun at gå op i musselmalet kongeligt porcelæn og Føtex’ fødselsdagsweekend. Jeg har fralagt min dialekt, hvilket har resulteret i, at jeg nu lyder som en fra Vestegnen, og jeg har nægtet at bruge gps i København af frygt for at blive afsløret i min maskering.
Men kære Falster. Du fortjener mere end min bitterhed.
Jeg ved godt, du nogle gange har det hårdt. Det er klart, når der mangler læger på sygehuset, ingen vil flytte dertil, hvor den offentlige transport knap nok kører, og medierne bliver ved med at insistere på, at dine beboere kun er socialt udsatte.
Du skal ikke lytte, når resten af Danmark forveksler dig med Lolland. Du skal ikke lytte på, at folk kalder dig Udkantsdanmark, spørger, om du kender til ingefær, eller ikke ved, hvad en roelanterne er. Man har ikke oplevet udfordring, før man har udhugget en lanterne af roe med en bøjet smørkniv.
Jeg har nok selv andel i vores anstrengte forhold. Jeg har nok været for lukket omkring, hvad du faktisk har at byde på. For eksempel at man kan få et hus for en tredjedel af, hvad man kan få en skotøjsæske til i København. Der er flotte stande og en af Danmarks største rundkørsler.
Som jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at værdsætte dig mere. At jeg kan besøge dig for at få ro, når jeg er træt af at blive pløjet ned af el-ladcykler på vej til arbejde, og min økonomi ikke rækker til en kage med hybencreme til 55 kroner. En gang imellem vil man bare gerne have en helt almindelig flødeskumskage til en 20’er.
Man siger, at mange udflyttere en dag flytter hjem igen. Jeg er nok ikke en af dem, men det ændrer ikke på, at Falster kan være et dejligt sted at bo, hvis man ellers kan indfinde sig med lugten af roer.
Som mange andre fraflyttere fra provinsen har jeg det ambivalent med mit fødested. På den ene side elsker jeg at hade det. Ø-kulturen og stanken af roer. På den anden side bliver jeg forarget, når medier fremstiller det som en flok bonderøve. Efter syv år i København er det gået op for mig, hvor meget Falster har at byde på.
