Watchmen
PR-foto: HBO Nordic

Morgenbeats: Lad os samle julen og fyre den helt af med snaps, nervøs velour og utroskab indenfor datomåneden december – sådan som Jesus havde tiltænkt det

Din ultimative guide til ugen der kommer.

1. Kind of cool

Er der noget bedre end at føle sig godt og grundigt ‘kind of blue’, mens man hører jazz og råhygger under plaiden på en grå oktoberdag? Ikke rigtig. Men for alle os suckers for blåtonet melankoli i swing-format er der denne uge god grund til at flå plaiden af og svinge forbi Indre By. På torsdag viser Cinemateket nemlig den spritnye dokumentar ’Birth of the cool’ om jazzikonet Miles Davis. Filmen sætter ikke kun fokus på den talentfulde trompetist, men graver sig ind i det rastløse væsen bag musikken gennem hidtil uset arkivmateriale og interviews. Naya Buric, vært på P8 Jazz, introducerer, og ølbaren er åben inden filmstart. Billetter koster 95 kr. – and so what?

2. Forpulet lortebog

Lige en indledende note: Det her er altså en bandebog med blødt d og ikke en skarptskydende bandebog med skarpt d. Bare så vi er enige. ‘Den store bandeord’ handler om at bande, bandeords betydning og historie, og den er skideskæg læsning skulle vi for helvede hilse og sige. Bogen udkommer 24. oktober på Gads Forlag og koster 299 kroner. Det lyder fucking sjovt.   

3. Matt Solo

Heartbeats eeeelsker The National, så er det sagt. Matt Berningers begavede tekster er lyden af hvirvlende oktoberblade og sagte ild i brændeovnen. Efter tidligere at have indgået i forskellige sidekonstellationer, blandt andet duoen Elvy, har forsanger Matt Berninger kastet sig ud i et soloprojekt. Første sang fra den kommende Berninger-plade er duetten ‘Walking on a String’, hvor Berningers bløde baryton blander sig smukt med den unge sangerinde Phoebe Bridges. Videoen har Matts lillebror, Tom, skudt – og det var som bekendt også ham, der instruerede dokumentaren ‘Mistaken for Strangers’ om bandet.  

4. Ground control to Major Tom

Vi burde egentlig holde os for gode til bare at sende den første og den bedste pressemeddelelse videre til jer, men nu gør vi det altså alligevel, både fordi A9’eren fra B&O faktisk er ret fed, og så fordi det gode gamle moderskib fra Struer har det kronisk svært og har brug for al den opbakning, det kan få. Så vi nævner lige lynhurtigt, at den amerikanske kunstner Daniel Arsham har lavet denne (limited edition, selvfølgelig) version af A9’eren, som koster ‘beskedne’ 23.300 kroner og er lavet i et samarbejde med Selfridges.

5. Loooovestories

“Via litteraturen skal vi dykke ned i alle afkroge af kærlighedens på én gang simple og komplekse væsen – gennem engagerende talks, performances, musik og live podcasts sammen med aktuelle kunstnere og kritikere fra hele Norden. Og du er selvfølgelig inviteret med”. Kan man modstå sådan en invitation? Nej vel. Det er Johan Borups Højskole, der 25.-26. oktober inviterer til litteraturfestival.

6. Watch out!

Når nu vi alle har set ‘Joker’ og er godt i gang med ‘Batwoman’, kan vi passende fortsætte i samme tråd med ‘Watchmen’. Den har premiere på HBO Nordic i dag og at dømme ud fra traileren, er den store hype fortjent. Serien er baseret på tegneserien af samme navn, som udkom på DC Comics i 1986, og af mange er blevet kaldt intet mindre end ‘verdens bedste tegneserie’. Betegnelsen som ‘verdens bedste’ er nok især et udtryk for, hvor banebrydende tegneserien var (og er), både visuelt, med den ikoniske gule farve, men også i fortællingen, som modsat tidens mere letlæselige superheltefortællinger, er en kompleks og dyster allegori over en samtid mærket af Den Kolde Krig. Serieversionen er ikke en direkte filmatisering af tegneserien, men bruger i stedet elementer og karakterer fra universet og foregår i en alternativ amerikansk nutid, hvor landet er splittet af racekrig, vold og magtmisbrug. Og så regner det med blæksprutter, og Robert Redford er landets længst siddende præsident med 26 år på magten. Udover en historie der lover spænding og en stærk samfundskommentar, så er der smæk på det visuelle og et fantastisk soundtrack, så man kan ikke andet end glæde sig til at binge ‘Watchmen’ ikke nu, men NU.

7. A, B, C, L, G, B, T, Q

MIX Copenhagen er Danmarks ældste tilbagevendende og stadig aktive filmfestival. Derudover er det faktisk en af verdens ældste LGBTQ+-filmfestivaler. Selve festivalen foregår fra fredag og frem til 3. november, hvor der vil være en række filmvisninger i Cinemateket og Empire. Så tag en normkritisk ven med ind i biografens mørke og se en god film sammen. Programmet kan ses her.

8. Sidste nat i Kødbyen

Heartbeats-redaktionen har ikke tal på alle de dåseøl, den gennem årene har konsumeret på lune sommeraftener til diverse ferniseringer og receptioner i Kødbyen, så det her er også ugen, hvor vi glæder os til at se journalist Ida Gundersens nye bog om netop ‘Kødbyen’. “En kulturhistorisk bog, som dykker ned i Danmarks industrieventyr set fra Flæsketorvet og fortæller historien om bydelens udvikling fra kødcentrum til national kulturarv, derunder Vesterbros skifte fra hvide slagterkitler til hipstere med fuldskæg.” Bogen koster 450 kroner og kan købes her.

9. Julefrokost? Allerede?

Ja, julen falder jo tidligere og tidligere for hvert år, og det er derfor nu, du skal overveje at økonomisere med dine julefrokoster. Det er flere uger siden, at Netto og Føtex begyndte at få snebolde, chokolade-kalendre og gløgg på hylderne, og detailbranchens iver efter at strække årets mest indbringende højtid ud til at vare et helt trimester, har nu spredt sig til private jule-arrangementer. Julefrokostsæsonen begynder simpelthen også tidligere og tidligere for hvert år, og medlemmer af redaktionen er således allerede nu inviteret til julefrokost på så spredte kalenderdage som 8. november og 11. januar.

Hør her, kan vi ikke sammen samle julen igen og fyre den helt af med snaps, nervøs, rød velour og utroskab indenfor datomåneden december, sådan som Jesus havde tiltænkt det?

Footer graphics