Måske rangerer maskingeværer og madrationer højere på prioriteringslisten end mode, når et land er i krig. Alligevel har Ukrainian Fashion Week udsendt et nødråb om hjælp til verdens fashion-folk under initiativet ‘Support Ukrainian Fashion’.
Det nødråb har bl.a. Copenhagen Fashion Week (CPHFW) hørt. Modeugen, der afholdes 9.-12. august i år, indgår i hvert fald et nyt samarbejde med Ukrainian Fashion Week, der skal støtte ukrainske modeskabere i krisetid:
“I lyset af de uhyrligheder, vi har været vidner til mod Ukraine som nation, er al støtte, vi kan give til den ukrainske modeindustri, afgørende for at bevare deres eget kreative økosystem, som er blevet truet så forfærdeligt. Det partnerskab, som vi har opdyrket med Ukrainian Fashion Week, er baseret på tanken om, at alle modeorganisationer bør udvise respekt og støtte over for hinanden i mørke og usikre tider,” udtaler Cecilie Thorsmark, CEO i Copenhagen Fashion Week, i en pressemeddelelse.
Den københavnske håndsrækning vil inkludere de to ukrainske brands the COAT by Katya Silchenko og TG Botanical. The COAT afholder digital visning onsdag den 10. august, mens TG Botanical afholder fysisk visning for pressen torsdag den 11. august i StudioX.
Den ukrainske fashion-fejring Ukrainian Fashion Week skulle netop i år markere sit 25-års jubilæum, men de nåede kun akkurat at afholde den 50. udgave af modeugen i februar, før Rusland angreb og gik ind i landet. Derfor afholdes den 51. udgave af Ukrainian Fashion Week internationalt, bl.a. i Berlin, L.A., Budapest og Wien.
“Indtil videre støtter modeugerne i ni lande ukrainske designere og Ukrainian Fashion Week i denne ekstremt svære og tragiske tid. Den 51. sæson af UFW bliver international. Vi er dybt taknemmelige over for Copenhagen Fashion Week for at støtte de ukrainske brands the COAT by Katya Silchenko og TG Botanical denne sæson,” lyder det fra Iryna Danylevska, grundlægger og CEO, Ukrainian Fashion Week, i pressemeddelelsen.
“Mode har en utrolig evne til at repræsentere menneskerettigheder, diversitet og frihed. I dag viser moden medmenneskelighed og støtte,” udtaler hun også.